Svar: Selvstændighedsalder og tilspidsede situationer, råd søges.

---

Kære Theos mor

Tak for dit brev : ) Det lyder som om, at du har fulgt lidt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - velkommen til :)

Det I oplever er helt naturligt. Der er ikke noget i vejen med Theo eller måden du forsøger at hjælpe ham på - han reagerer som han gør, fordi han er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og fordi hans hjerne stadig er meget umoden. Han er på mange måder stadig en meget lille dreng :)

Med den alder han har, så har han natuligt ikke ord til at beskrive sine følelser. Han kan ikke sætte ord på sin vrede, sin glæde, sin frustration osv. Og det betyder, at han f.eks. ikke kan sige til dig, at han synes det er uretfærdigt, at du må holde i hunden, og han ikke må, eller at det er dumt, at han skal holde i hånden, når I går over vejen... Og når han mangler ord, så reagerer han fysisk. Han bryder fysisk sammen, smider sig på jorden eller gulvet, sparker, råber, skriger...

Jeres dreng får det man kalder fortvivlelsesanfald. Disse anfald opstår, når verden pludselig bare bliver for meget for ham. Når verden går ham imod, når han mærker, at du vil noget andet end han vil. Det vil ofte ske over ting, som i din verden opleves som bagateller - hans verden kan bryde samme, fordi du give ham den blå kop i stedet for den røde, eller fordi du skærer æblet i både og han ville have haft det skrællet eller at det er dig, der hælder mælken på i glasset og han syntes, at det var far som skulle gøre det... Når verden pludselig bare bliver for meget for ham, så kommer anfaldet at fortvivlelse. Han er ikke hysterisk eller umulig, men blot fuldstændig i følelsernes vold..

Det skyldes alt sammen, at hans hjerne stadig er umoden, og han mangler de vigtig forbindelse mellem hjernens forskellige dele, der skal gøre at han kan bevarer roen og overblikket. Lige nu handler han lystbetonet og ved ofte ikke, hvad han egentlig vil eller ikke vil, og det er denne ubehjælpsomhed, I oplever. Hvis han kunne sætte ord på, ville jeres dialog sikker lyde sådan "mor og far hjælp mig, hjælp mig", "ja, hvad skal vi hjælpe dig med?", "det ved jeg ikke, bare hjælp mig!". Enormt frustrerende for jer alle tre.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres dreng f.eks. selv vil gå over vejen eller vil være den, der holder jeres hund i snoren, når han har rigtig meget lyst til at gøre disse ting - så er han ikke i stand til at lytte til at du vil noget andet. Det er hans pattedyrhjerne, der går igang. Og nogle gange kan man næsten opleve ham "dyrisk", fordi han netop kradser, hvæser, bider, river, smider sig på gulvet osv. Det er mellemhjernen eller pattedyrhjernen, som er den styrende hjerne hos ham - sådan er det hos børn. Hos jer voksne er det den rationelle del af hjernen, storhjernen, som er styrende.

Og hans pattedyrhjerne, hans mellemhjerne styres af den rationelle del af hjernen. Han har begge hjernehalvdele, men forbindelserne mellem dem er ikke ret gode og for at få dannet disse forbindelser, så hans storhjerne stille og roligt kan begynde at tage mere og mere over, så er det vigtigt, at du viser ham det, som du gerne vil lære ham - netop at bevare roen.

Derfor er det vigtigt, at du reagerer med lydhørhed, viser ham, at du forstår, hvad han vil eller ikke vil. Forsøger at sætte ord på hans følelser, de ord sm han ikke selv har, så han hører, at du forstår ham. Og du skal gøre det mange gange. Faktisk siger man, at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, så I er igang, men der er mange år endnu, hvor måden I møder ham på spiller ind på, hvordan hans hjerne udvikler sig og hvordan han fremadrettet bliver i ...

---

---

... stand til at håndtere svære situationer...

At reagere med lydhørhed kan f.eks. nogle gange være blot at sige "ssåå lille skat, sååå" eller "øv, bliver du bare så ked af det, det er også dumt" eller "driller skoene, dumme sko" eller lignende. Det er godt, hvis du kan komme til at røre ved ham, holde om ham, tage ham op på skødet, fordi fysisk kontakt kan få ham til at falde til ro. Men nogle gange kan du ikke få lov at røre ham, han vil være fo rmeget i oprør til at det kan lade sig gøre - her vil det være en god idé, at du sætter dig i nærheden, så du stadig er tilgængelige og inviterer ham til at komme. "Kom skat, kom herhen til mor, kom lille ven". Nogle gange skal I ikke sige noget, så kan det irritere ham, hvis du taler for meget, så kan du i stedet prøve om du bare kan være der, måske få lov til at nusse hans fødder lidt og stille og roligt få lov til at være lidt tættere på ham, hvor han så bliver klar til at kravle op på skødet og få et knus.

Det kan også være at lytte til, hvad I tror ligger bag hans reaktion. Nogle gange vil han måske kunne bryde sammen, fordi han hører en høj lyd, en maskine eller lignende, der bliver tændt, som han bliver bange for - her kan du f.eks. sætte ord på situationen ved at sige "er du bange for lyden, det er også en høj lyd", så du anerkender den følelse han har. Samtidig kan du så gå med ham hen og se, hvad det er der laver lyden, så han igen kan spejle sig i dig og den ro du viser og på den måde finde ud af, at det er helt okay at tage det roligt og ikke gå i panik...

I denne alder kan alternativer også være en rigtig god idé, Hvis han f.eks. vil have noget bestemt og du siger nej, så vis ham, hvad han kan bruge i stedet. Så det ikke kun er nej, nej, nej men også en guidning til, hvordan kan han komme videre. At et nej ikke nødvendigvis er et lukket nej, at alternativer også kan bruges... Et alternativ kan også anerkende hans lyst til selvstændighed. Hvis han f.eks. rigtig gerne selv vil hælde mælk op i sit glas, men får nej, fordi han spilder, når han skal hælde af mælkekartonen, og I her har en konflikt og han bryder sammen, så kan alternativet være at give ham en lille kande - så kan han selv hælde og alle er glade.

Afledning er også stadig en god idé. Netop fordi han reagerer så lystbetonet, som han gør, så kan han nogle gange blive så fokuseret på noget bestemt, at han holder fast i dette og i hele situationen. Her kan det nogle gange hjælpe at aflede med noget, som han er glad for. Det kan være alt fra at du tilbyder noget at spise og drikke, til at du beder ham finde en bog I kan læse, eller at du afbryder situationen fuldstændig ved f.eks. at sige "kom lad os gå ud i haven" eller lignende.

---

---

---

Humor - at fjolle lidt, gøre lidt sjov ud af en situation, kan være rigtig godt. Aldrig gøre grin med ham og hans reaktioner, det er ikke det, jeg mener. Men at du f.eks. sætter bukserne på hovedet eller sætter skoen på den forkerte fod eller på hans hænder osv. Jo ældre han bliver, jo mere vil dette ofte virke rigtig godt. Ting som han godt selv kan se er forkerte - og det kan faktisk nogle gange gøre, at han så selv tager initiativ til at gøre det rigtigt, fordi han vil vise dig hvordan :)

Nogle gange kan det også være en mulighed at give ham valg - han er dog lige lille nok endnu til dette, men f.eks. når I skal over vejen, så kan du give ham valget, om han vil holde dig i hånden eller han vil sidde i sin klapvogn. Fordi det er nødvendigt. Det er farligt at passerer vejen ellers... Men andre gange er det bedre, at du slet ikke spørger ham, men blot løfter ham op til dig eller sætter ham i vognen, så der ikke er noget spørgsmål og ikke noget valg - for det er sådan det er... Og så vil der naturligt også nogle gange kunne opstå situationer, hvor du er nødt til at tage ham under din arm og bære ham over vejen, selvom han protesterer højlydt og bestemt ikke synes, at det er okay. Det er jo dig, der ved bedst og ved, hvor farligt det kan være..

Og bagefter, må du så sætte lidt ord på "det er også dumt, at man skal holde i hånden, når man går over vejen", eller "du vil bare så gerne gå selv" - og så måske vise ham, at det kan han faktisk nu, for nu er I passeret vejen og så er der fri leg igen...

Jeg vil anbefale dig at læse to af mine bøger: "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke fortsat - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---