Svar: Kun amning dur om natten - hjælp.
Kære trætte mor
Tak for dit brev - og dejligt at høre at lillebror umiddelbart trives - han er motorisk godt med, smiler, tager fint på osv. Så langt så godt :)
Det er meget normalt at børn i jeres drengs alder, begynder at søge brystet ekstra om natten. Det handler ofte om to ting:
- Han er fysisk ved at fysisk er ved at være så stor, at han har behov for at få mælkeproduktionen sat op - og netop ved at melde sig hyppigere om natten, die hyppigere (ikke nødvendigvis længere), så stimulerer der til mere mælk. Du producerer mere af det mælkestimulerende hormon om natten og derfor er især natamningerne med til at øge din mælkeproduktion.
- Han er nu så gammel, at han er meget mere opmærksom på verden. Han følger meget tydeligt med, han bruger sig selv mere fysisk og mentalt, drejer hovedet bevidst efter ting, skelner tydelig mellem om han er hjemme eller ude, om han er i favn hos mor eller en fremmed osv. Og det betyder, at han om dagen meget let lader sig forstyrre og især, når han skal spise. Du vil sandsynligvis opleve, at når du giver ham mad, så spiser han, slipper - kikker efter ting, tager fat og spiser igen, slipper, smiler til dig, spiser igen og slipper så igen fordi det er sjovere at lege og være opmærksom på verden. Måske kommer storebror ind i stuen og så er det sjovere at kikke efter ham og lægge mærke til, hvad han laver - og ikke længere interessant at spise...
Og det betyder, at han om dagen faktisk ikke indtager helt mælk nok, men ligesom lader sig nøjes med - fordi andre ting er mere spændende - og igen gør det så, at han er nødt til at søge brystet ekstra hyppigt om natten, både for at opretholde mælkeproduktionen, men også for at få sit behov tilstrækkeligt dækket.
Derfor bør du lige nu arbejde på, at han får mere mælk i løbet af dagen og det kan faktisk være en god idé, at du nogle gange ammer ham to gange mellem hver lur, for på den måde at få ham fyldt lidt ekstra op. Det betyder, at hvis han har sovet en rigtig lang lur, så vil han naturligt være sulten/tørstig, når han vågner, hvorfor du så ammer ham her. Herefter kan I lege, tumle, pludre sammen, hygge jer osv. og du kan så skifte ham og før han så skal sove igen, så tilbydes han toppen fra modsatte bryst og bliver på den måde fyldt ekstra op lige før han skal sove.
Det er også en rigtig god idé, at du altid ammer ham før han skal sove, så han er fyldt op med mælk i maven - fordi det sikrer, at han kan sove en lidt længere lur, før han vågner og har brug for mælk igen. Det er lige nu netop vigtigt at sikre, at han ikke også begynder at powernappe for meget i løbet af dagen, hvilket børn i denne alder også kan have tendens til. Så I skal forsøge at komme væk fra at han både slatspiser og slatsover og i stedet vil det være godt, hvis du kan hjælpe ham til en rytme, hvor han sover 3 lure dagligt.
Det vil sige, at du nu gerne må forsøge at hjælpe ham til en rytme, hvor han får en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på eftermiddagen/først på aftenen. De fleste børn vil i denne alder ofte have brug for ca 15 timers søvn i døgnet og mange trives rigtig godt, hvis nattesøvnen udgør ca 10 timer og dagssøvnen ca. 5 timer (fordelt på de 3 lure). Hvis jeres dreng nogle nætter sover 12 timer, så er der naturligt kun 3 timer tilbage til dagssøvnen - og det lyder som om, at det ikke fungerer så godt for nogen af jer. Derimod lyder det som om, at det faktisk irriterer dig lidt, at han nogle gange starter dagen sent - og jeg synes faktisk, at du skal stå op med ham om morgenen og netop ud fra jeres stå op tidspunkt forsøge at få skabt mere rytme resten af dagen.
Det er naturligt, at han går sent i seng i 3-4 måneders alderen. Mange børn sover ikke før klokken måske er 22 om aftenen. Det kommer lidt an på hvor tidligt de står op og hvor tidligt og sent de sover hele dagen igennem. Men det sene puttetidspunkt er normalt og det er ikke dette, som du lige nu skal ændre på. Prøv i stedet at starte dagen til samme tid om morgenen, som det nu passer ind i jeres rytme og hverdag. De ti timer kan f.eks. godt ligge fra kl 22 til 08 og så kan han måske blive puttet til sin første lur omkring kl 9.30-10... Og resten af dagen kan så følge efter :)
Når man ikke er mere end 3-4 måneder gammel så har man stadig et stort behov for tryghed og nærhed og det er naturligt, at det at være i favn, blive vugget, føle sig omsluttet, få mælk osv. hjælper ham til at falde i søvn. Men han er ikke længere et spædbarn nu, men en aktiv lille baby - og derfor må du godt begynde at se hans dag inddelt i aktive og vågne perioder, og så perioder, hvor han hjælpes med at koble fra og overgive sig til søvnen.
Det er som sagt vigtigt, at du stadig ammer ham som en del af hans putteritual, så han ...
... får mælk lige før, han skal sove. Men du må meget gerne arbejde på, at han ikke længere falder i søvn i din favn, men flyttes fra din favn, før han sover helt. Det vil sige, at han lige skal nå at registrere, at han faktisk flyttes fra dig - men være træt nok til at kunne komme videre i søvnen med dine hænder, kærtegn, at du vugger ham, triller ham lidt osv.
Det kan være en god idé at du starter med at skifte ham, og derefter svøber ham - ogo så ammer ham. Så han ammes imens han er svøbt (eller puttet i sovepose eller lignende). Det gør at skiftet fra din favn og ned i seng eller barnevogn ikke føles så voldsomt og derfor er lettere for ham. Det er altså hensigtmæssigt, at du giver ham mælk og hvor du normalt ville sidde med ham i dine arme, så skal du nu lægge ham fra dig, før han falder i søvn.
Du må gerne bruge barnevognen. Den skærmer lidt for verden omkring ham og hjælper ham med at overgive sig til søvnen. Og så kan du gøre det til en vane at trille ham en tur, så han på den måde lulles ind i søvnen og samtidig vænnes til at sove i sin barnevogn. Stille og roligt kan du trille ham mindre og mindre, men lige nu lyder det som om, at du skal udnytte denne mulighed for at vænne ham til ikke at sove i dine arme.
Du må også gerne lægge dig og amme ham i dobbeltsengen, men også her vil det være rigtig godt, hvis du kan prøve nogle gange at trække brystet til dig før han sover helt. Så han netop begynder at få lidt fornemmelse for, at brystet ikke behøver være i munden, for at han kan sove. Han må gerne nå dertil, at han dier hos dig, slipper brystet, smiler til dig og triller om på siden og sover.
Hvis du nogle gange stadig vil give ham flaske, som jeg kan læse, at I også har forsøgt, så kan du med fordel give ham flasken, der hvor du ønsker, at han skal sove. Giver du ham flasken i sengen, bør du dog elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt med hovedet. Det kan du gøre ved at komme en lille pude, et sammenrullet håndklæde eller lignende ind under madrassen, så hele madrassen løftes lidt op... At få lov til at falde i søvn, der hvor han ligger, hjælper ham til at sove videre, fordi han ikke oplever skiftet fra din favn og ned i sengen, som han nok vil protestere lidt over...
Stå ved ham, hold dine hænder på ham, så han kan mærke, at du er der. Varmen og tyngden fra dine hænder vil være med til at give ro. Og vug ham stille og roligt ind i søvnen enten med dine hænder eller ved f.eks. at trille barnevognen lidt... Giv ham evt. en sut, hvis han vil have det...
Når du erfaringsmæssigt ved, at han ofte vågner op efter ca 45-60 minutter, så skal du naturligvis sikre dig, at det ikke er fordi han f.eks. sover 12 timer om natten og derfor kun kan sove tre lure af hver en times varighed... Hvis han kan sove mere om dagen og sover mindre om natten, så kan du stå parat hos ham og med det samme, han viser tegn på at ville vågne op, så være der med dine hænder, nærhed og berolige ham.
Det lyder lidt for mig som om, at I netop nu er kommet ind i en slatspise og slatsove-fase og at du er nødt til bevidst at hjælpe ham til lidt mere rytme. Og en skitseret dagsplan kan se således ud:
Tidlig morgen: Ammes og sover videre, får ofte en ekstra amning, når han vågner og dagen begynder
I leger, pludrer, hygger osv. Er aktive både motorisk og mentalt, før han så hjælpes med at koble fra og sove igen
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Formiddag: Ammes og puttes til formiddagslur
Kommer op, leger, er aktiv igen. Du kan nogle gange vælge at tilbyde ham et bad her. Det kan stimulere ham rigtig godt og også forlænge hans vågenperiode lidt, før han så er parat til atter at sove.
Frokost: Ammes og puttes til middagslur
Eftermiddag: Leger og er aktiv, nyder at storebror og far er hjemme, I hygger.
Ammes og puttes til dagens 3. lur, som ofte er den korteste lur og som godt kan ligge sent på eftermiddagen eller først på aftenen.
Aften: Vil ofte have en længere vågenperiode om aftenen, hvor han vil have behov for at spise hyppigt. Ved at die hyppigt om aftenen, så få han mange små slurke koncentreret mælk som mætter ham lidt ekstra til natten.
Sen aften: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og puttes derefter
Midt nat: Ammes og sover videre
Der er ingen tvivl om, at hans tendens til at "slatspise og slatsove" også kan give uro i maven. Derfor vil det også her hjælpe med lidt mere rytme og give lidt mere pause mellem amningerne. Jf. min dagsplan, så får han dog ca 8 amninger i døgnet, svarende til at han spiser ca hver 3 time - og det vil være helt normalt og passende for hans alder.
Jeg håber at jeg her er kommet lidt omkring alle dine spørgsmål, og at du er hjulpet lidt videre på vej :)
Rigtig meget held og lykke med ham fortsat, og fortsat god søndag!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Æteriske olier
Æteriske olier er planteolier, der tilsættes forskellige plejeprodukter, f.eks. massageolie, for at give det duft.
Æteriske olier kan indeholde allergene parfumestoffer, der kemisk set er identiske med - og lovgivningsmæssigt er sidestillet med - de syntetisk fremstillede.
I forhold til børn er det vigtigt at undgå parfumerede massageolier og helt undlade at bruge voksenprodukter. Æteriske olier bør ikke bruges direkte på huden og man skal være opmærksom på at...
Selleri
Fra 6 mdr´s alderen vil mange børn nyde at spise flere rodfrugter, da de smager af noget. Selleri er en rodfrugt.
Rodfugter har en naturlig sødme og denne kommer især frem, hvis rodfrugterne bages i ovnen. Du kan lave mos af rodfrugter og du kan også give dit barn større stykker af bagte rodfrugter, som det selv kan spise - rodfrugter er vigtige som en varieret del af både din og barnets kost.
Du skal dog være opmærksom på at selleri indeholder nitrat og det bør...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.