Svar: Vredesudbrud 6 årig

---

Kære Camilla

Tak for dit brev - dit meget velformulerede og beskrivende brev og alle dine tanker :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du/I kan bruge :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter har det svært, og der er to spørgsmål, som du og jeg er nødt til at finde ud af - 1. Hvorfor reagerer hun, som hun gør og 2. Hvad skal du gøre ved det...

Jeg tænker, at der er flere grunde til, at hun reagerer som hun gør. Det ene er det faktum, at hun er blevet storesøster. Hun sætter selv ord på, at dette faktisk er svært for hende. Hun siger f.eks. at han kun smiler til dig eller at han kun vil være sammen med dig. Hun har også direkte sagt, at hun tit tænker på, at du holder mere af ham end du holder af hende...

Selvom hun har en alder nu, hvor hun godt kan forstå, at der er kærlighed nok til dem begge og at hun ikke mister dig (eller far), fordi han er kommet til, så er han stadig en rival til jeres kærlighed og det er naturligt nogle gange rigtig svært at skulle dele mor og far med en anden. Det er en smerte, en sorg, som hun naturligt ikke kan sætte ord på - det at hun ikke længere har jer for sig selv - for det er ligesom ikke legalt at sige dette. Hun ved jo godt at lillebror er kommet for at blive og at I ikke skiller jer af med ham, så hun kan ikke tillade sig at sige, at hun nogle gange ville ønske, at han ikke var der...

Det betyder ikke, at hun ikke er glad for ham, for det tror jeg bestemt at hun er - og hun vil naturligt blive gladere for ham, når de begynder at kunne lege lidt sammen og han mere bevidst kan vise glæde overfor hende, når hun kan lære ham ting og føle, at hun faktisk har en særlig rolle i forhold til ham. Men lige nu er det ikke sådan, lige nu er det ham der går hjemme sammen med mor, ham der får ekstra opmærksomhed, kys kram og nærhed, ham man skal tage hensyn til, når han sover, når han ikke kan vente osv. Og hende der "altid skal være den store".. Måske ikke altid reelt, men ikke desto mindre nogle af de følelser, som hun naturligt har.

Det er helt naturligt, at hendes utryghed, vrede, usikkerhed, frustration osv. ikke går ud over lillebror - men går ud over jer forældre og især ud over mor. Det er dig, der har været gravid, det er dig der har bragt ham ind i jeres familie, det er dig der ammer, er sammen med ham hele tiden osv. Og derfor er det dig, som det går ud over - ikke ham.

En anden grund til hendes reaktioner lyder til at være det, at hun har rigtig svært ved at skifte situation. Hun elsker sin skole, sit fritidshjem, sine venner, at lege med dem osv. Og hun er vellidt, kan lege med mange, er dygtig i skolen osv. Det går rigtig godt. Men det er svært, når du kommer og henter hende. Og også dette kan der være flere grunde til - en forklaring kan f.eks. være at fritidshjemmet kan være et frirum for hende. Når hun er der, så er der ikke krav om, at hun skal tage hensyn til lillebror, eller krav om at hun skal være storesøster eller lignende - på fritidshjemmet kan hun være sig selv og træder naturligt ind i rollen mellem de andre børn.

Det kan også være svært for hende at skifte verden - det er svært at blive hentet fordi så slutter det dejlige, det sjove osv. og så skal hun forholde sig til hjemmeverdenen, som også er rar. Men selvom man er 6 år, så kan det være at forholde sig til dette skift. Det er svært at overskue dagen, tidspunkterne, at de andre børn også bliver hentet lige om lidt osv. Hun føler blot at hendes sjov og leg slutter - og de andre kan lege videre, men at hun ikke kan, og det virker på hende måske uretfærdigt og dermed svært. Retfærdighed, at ting er fair, betyder ofte meget i denne alder...

Derudover tænker jeg, at jeres kommunikation imellem også spiller ind. Du nævner, at I har forsøgt forskellige ting. I har talt med hende, for at finde ud af, hvad hendes protester handlede om og har derudfra fundet ud af, at der var aktiviteter, som hun gerne ville være med til - derfor har I aftalt at hente hende senere de dage - hvilket er rigtig fint. I er også opmærksomme på, hvorvidt konflikter med de andre børn kan spille ind, ligesom I har forsøgt at lave afhentningsaftaler fra morgenstunden, aftalt at hun kan lave det færdigt, som hun er igang med, når I henter osv. så hun på den måde også får mulighed for at afslutte sin dag.... Og det lyder så fint alt sammen. Der er ikke umiddelbart noget, som I her bør lave om...

Men, når det er sagt, så er der dog alligevel nogle ting, som springer mig lidt i øjnene, når jeg læser dit brev og nogle tanker, som jeg derfor gerne vil dele med dig. Og det hænger så sammen med, hvad du skal gøre fremadrettet for at hjælpe hende.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at I laver nogle faste aftaler, så hun ved, hvad hun har at regne med. De dage, hvor du bryder aftalerne - henter hende direkte efter skole, så hun ikke kommer på fritidshjemmet, går det helt galt, og hun bliver ulykkelig. Hun har brug for, at hun kan regne hundrede procent med de aftaler I laver. Det er derfor også vigtigt, at du ikke er for "fleksibel" i dine aftaler. Du skriver f.eks. "Da hun meget sjældent leger med de piger, lavede vi en aftale om, at jeg kom senere for at hente hende, men at jeg ikke kunne sige hvornår". Jeg tror, du er nødt til at sige præcis hvornår. Og at hente hende efter en time, har ikke været nok, og ikke det hun havde regnet med...

Jeg er helt med på, at det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen, og at du derfor nogle gange ikke kan hente hende til et bestemt tidspunkt - men de fleste dage, vil det være rigtig godt, hvis du kan forsøge, ...

---

---

... fordi den faste struktur er vigtig for hende.

Jeg tænker også, at du måske nogle gange kunne lave nogle legeaftaler med hende og en klassekammerat på forhånd. Så du henter hende og en kammerat lidt tidligere, og de så kan lege sammen hjemme hos jer - og på den måde udnytter, at du lige nu faktisk går hjemme og har barsel og muligheden for at give hende dette. Det vil gøre, at hun føler sig lyttet til og prioriteret, men det vil også gøre, at hun begynder at finde ud af, at det måske ikke er så tosset at blive hentet tidligere. At man godt kan glæde sig til at blive hentet, at det er noget rart :)

Det kan også være, at hun vil have glæde af at få et ur og lære klokken, så hun kan begynde at følge lidt med i hvad klokken er, og hvornår du kommer og henter hende... bare en tanke...

Og nogle dage vil hun måske have glæde af at blive hentet som en af de sidste, fordi hun så oplever, at de andre faktisk også bliver hentet, og hvordan det foregår.. og at de ikke bare leger videre hele aftenen, men at fritidshjemmet lukker, og at alle går hjem...

Og så tænker jeg også, at hendes følelser omkring lillebror, og at du måske holder mere af ham... det er rigtig vigtigt at lytte til dette. Det er super dejligt, at far tager sig af lillebror i weekende, så mor og datter får lidt timer sammen.. Men der skal mere til. Du skal prøve at overveje, hvordan I kommunikerer med hende. Du skriver f.eks. at du en dag fik nok og sagde "så stopper du!". Og sådan kan man sagtens ende med at reagere, fordi det bare bliver nok... Det er jeg helt med på :) Men prøv at være opmærksom på, om du ofte formulere dig med du. Altså f.eks. "du skal hjem nu" eller "nu må du lege færdig, og så går vi" eller "du skal høre efter, hvad jeg siger" eller "kan du huske, hvad vi har aftalt" eller "du må ikke..." osv. osv. Hvis du ofte henvender dig til hende med "du", så er der en risko for at hun kommer til at føle sig forkert. Det er hende, der ikke kan finde ud af det, hende der ikke hører efter, hende der skal opføre sig anderledes...

Og dette kan naturligt forstærkes af, at I bliver irriterede på hende. Hun irriterer jer, både far og mor bliver let irriterede på hende, fordi alt skal diskuteres, og fordi hun virker til altid at søge konflikten.. Og jeg forstår det godt, men det kan godt forstærke hendes modstand og øge hendes lyst til at ville noget andet end I vil... nogle gange er det, når børn er allermest umulige, og vi næsten ikke kan holde dem ud, at de har allermest brug for os....

---

---

---

Og så fortæller du også følgende: "Vi talte om derhjemme da alle var faldet ned, at glæde avler glæde og vrede avler vrede hos dem man taler med (altså fortalt i børnehøjde) og det lød til at hun fangede det" - og det lyder så fint. Det er rigtig godt, at I efter en konflikt eller en svær situation sætter jer ned og prøver at sætte lidt ord på, hvad der sker og finder ud af, hvordan I kan håndtere tingene anerledes en anden gang. MEN så kommer din næste sætning: "Udgangspunktet var at lillebror altid smiler til mig og jeg smiler altid til ham... Og det bekymrer mig faktisk - for hvis udgangspunktet er at lillebror altid smiler, og derfor smiler I til ham (glæde avler glæde), så er hun jo modsætningen til dette, og det bekræfter hende jo netop i den følelse, som hun har givet udtryk for "du holder mere af ham, end du holder af hende"... Så er en sådan snak ikke god, men i stedet brænde på bålet, og det hjælper hende ikke... :(

Hun har brug for at mærke, at hun er noget særligt. At I elsker hende betingelsesløst. At I elsker hende lige så højt - om hun er glad, sjov, sprudlende lykkelig - eller sur, vred og frustreret. Det betyder ikke noget for jeres kærlighed, og hun behøver ikke lave sig om. Hun er elsket, fordi hun er den hun er, ikke fordi hun gør noget bestemt eller kan noget bestemt, men blot fordi hun er....

I stedet for at formulere jer med "du" i hverdagen, så kan det nogle gange være en god idé at sige tingene med et "jeg". På den måde bliver det tydeligt, hvad I gerne vil eller ikke vil - og fokus bliver på dette og ikke på hende... "jeg vil gerne have, at du..." eller "jeg forventer, at du..." eller "jeg vil ikke have at..."

Men det er også vigtigt i hverdagen at tydelig gøre "jeg er glad for dig fordi...". Prøv at sætte ord på, hvad det er hun giver jer, som ingen andre kan give jer. "Jeg elsker at være sammen med dig", "jeg synes det er det dejligste i verden, når vi to...". Og gør det også legalt at synes lillebror er irriterende "nogle gange kunne det være rigtig dejligt, hvis det bare var os to igen" eller lignende... så hun føler sig forstået, lyttet til og mødt.

Tal med hende om helt konkrete ting, som hun kan og som lillebror naturligt ikke kan. Hvor meget det betyder, at I har hende og hvad hun gør af gode ting. Sæt også ord på ting, som hun gjorde, da hun var en baby. Lad hende høre om dengang, vis hende billeder og sæt ord på, så hun hører, at I taler om hende, ligesom I taler om lillebror...

Til sidst vil jeg lige nævne, at det er helt naturligt, at I mærker en reaktion nu. Der har været flere stresende ting på en gang - stop i børnehave, skolestart, oversvømmelse og genhusning, lillebrors ankomst osv. Og det har været en svær periode for jer og I voksne har naturligt nok manglet lidt overskud.. Men overskuddet er ved at være tilbage nu - og derfor er det plads til, at hun kan reagere - og derfor reagerer hun netop nu. Det er helt naturligt og egentlig kun en sundhedstegn :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - stort knus med på vejen og rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---