Svar: Reaktion på familieforøgelse

---

Kære søde L

Tak for dit brev og dine åbne og ærlig tanker. Det er rigtig godt du skriver, og det er rigtig dejligt, at du sætter ord på, hvor svært det er lige nu :)

Nogle gange så kan vores børn få os helt derud, hvor vi næsten ikke kan kende os selv, og hvor vi reagerer på en måde, som vi godt ved er forkert - og det sker ofte af afmagt og sådan er det også hos dig. Du har jo sagt nej til din datter flere gange, du forsøger at beskytte lillebror samtidig med, at du forsøger at forklare hende, hvordan hun kan være sammen med ham på en god måde - og når hun så går imod dig og det du siger, bevidst gør det, som du ikke vil have, så føler du afmagt samtidig med at du er nødt til at beskytte lillebror, fordi han jo ikke selv kan sige fra - og så skubber du til hende eller kommer til at reagere lidt for voldsomt...

Det, du beskriver, tænker jeg lyder meget menneskeligt, men du skal naturligvis forsøge at rumme din datter og alle hendes frustrationer og følelser - og ikke reagere for voldsomt overfor hende.

Det er vigtigt, at din datter lærer, at hun skal behandle lillebror pænt og på en måde, som hun også selv synes er rar. Det er en del af opdragelsen at der er regler for, hvordan vi er sammen med andre mennesker og hun skal lære, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Derfor må du naturligvis gerne sige fra, sige nej, sige stop eller lignende, når hun overskrider lillebrors grænser - når han ikke kan sige fra, så er du nødt til at gøre det for ham. Og nogle gange kan løsningen være, at du fjerner dig og fjerner ham. I stedet for at skubbe hende væk og afvise hende.

Du må gerne med dine ord og dit kropssprog, vise hende, hvad du kan lide, og hvad du ikke bryder dig om. Du må gerne være tydeligt i din kommunikation omkring, hvad du gerne vil have, at hun gør - og hvad du vil have, at hun lader være med. Samtidig med at du skal vise forståelse for hendes følelser og den svære situation.

For det er også vigtigt, at hun stadig føler sig elsket og værdsat. Det er rigtig vigtigt, at du forsøger at se situationen fra hendes side og forsøger at sætte dig ind i, hvordan hun måske har det...

Man sammenligner det med at din mand kom hjem med en ny kvinde, sagde "her er hun, hende elsker jeg, det skal du også gøre". Hun sove i soveværelset og de var meget tætte. Du kunne se, at de have noget særligt sammen. Når han kikkede på hende, så var hans blik og mimik helt specielt, han kyssede hende, krammede hende, holdt hende tæt - og du var uden for. Det kan godt være, at han sagde "kom og vær med", men du følte dig alligevel ikke som en del af det, som de havde sammen. Når du så på dem, så fik du naturligt følelsen af "de to har noget sammen, de giver det til hinanden, og ikke til mig" - og det er den følelse, som din datter har, nu hvor I har bragt lillebror ind i familien.

Derfor skal du prøve at sætte dig i hendes sted og forsøge at acceptere de mange forskellige følelser hun har og prøve at sige til dig selv, at du ikke må blive gal på hende eller være for voldsom i din reaktion - for hun reagerer ikke for at irritere dig, men fordi det bare er rigtig svært for hende at dele dig med ham.

Det er vigtigt, at du søger for også selv at få lidt hvile i hverdagen. Det er svært at være mor til et spædbarn og en pige på 2.5 år. ...

---

---

... Det kræver rigtig meget overskud - og hvis du ikke får sovet, glemmer at spise og faktisk mangler lidt tid til dig selv, så kan det meget let gøre, at du kommer til at reagere for voldsomt overfor jeres storesøster. Derfor er det vigtigt, at du også prioritere lidt tid til dig selv, får din søvn, får noget at spise og måske bare har tid til at gå i bad - imens far tager sig af de to små :)

Er storesøster hjemme hos dig og lillebror hverdagene? Det lyder lidt sådan og det kan naturligvis være en god og nødvendig beslutning, men det kunne også være en god idé, hvis storesøster kom i dagpleje eller i børnehave. Det er hårdt for hende at være hjemme og skulle dele dig med lillebror hele tiden, og det er hårdt for dig, fordi du også har brug for tid med lillebror alene, så I kan lære hinanden at kende. Samtidig vil det at være i dagpleje eller vuggestue godt kunne være et frirum for storesøster, for her er ingen konkurrence om mors kærlighed og opmærksomhed... Hjemme skal hun bruge enorme ressourcer på at finde ud af sin nye rolle som storesøster.

Når en situation tilspidses, og du kan fornemme, at hun ikke hører dit nej og ikke reagerer, som du gerne vil, så prøv at spørge dig selv, hvordan du kan få ændret situationen. Kan du rejse dig og tage lillebror med, gå ud i køkkenet? Kan du aflede storesøster med en bog, et tilbud om noget at spise eller andet, som får hende på andre tanker eller måske netop giver hende den opmærksom hun søger. Prøv at huske på, at det ofte er, når vores børn opfører sig allerværst, at de har allermest brug for os :)

Der vil naturligt være perioder, hvor hun kan virke provokerende, og grænsesøgende. Det er helt naturligt for hendes alder. Hun er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og for at finde ud af, hvem hun selv er, så er hun nødt til at ville noget andet end dig. Men hun er ikke udspekuleret og hun gør ikke det hun gør, for at såre dig eller genere dig med vilje. Hun afprøver bare mange forskellige ting, for at finde ud af, hvordan hun kan få kontakt med dig...

---

---

---

Inddrag hende i hverdagens små opgaver, både omkring lillebror som finde hans sut, finde en ren ble til ham osv. Men også andre ting som at dække bord, stille sine sko et bestemt sted, hælde vand med en lille kande op i sit glas, måske selv tage mad op i sin tallerken, tørre op, når hun spilder, selv tage sit tøj af og på... Det er vigtigt, at hun får en fornemmelse af, hvad det er hun kan, hvad hendes rolle er. Og her kan hun jo naturligt noget andet en lillebror. Hun vil føle sig betydningsfuld, hvis hun kan hjælpe til i dagligdagen.

Og så er det rigtig godt, at du har sagt undskyld til din datter. Vi kan alle sammen komme til at råbe for højt eller i affekt komme til at skubbe til hende lidt for voldsomt. Og det er vigtigt at kunne sige undskyld. På den måde lærer du hende også, at vi alle sammen kan begå fejl og komme til at gøre noget, som vi fortryder, og du må også gerne sætte lidt ord på, hvorfor du blev vred på hende, så hun lærer lidt om, hvad det er for følelser hun sætter gang i hos dig, når hun ikke hører, hvad du siger eller gør noget, som gør ondt på lillebror :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med dem begge to fortsat :)

Og stort knus med på vejen til dig fra mig!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---