Svar: Dreng på 2,5 år siger han er en pige

---

Kære Christina

Tak for dit brev og alle dine tanker :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og det er faktisk et rigtig svært spørgsmål, du stiller... Derfor må du vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Det er helt naturligt, at børn i 2-3 års alderen begynder at interessere sig for deres eget køn og for det modsatte køn - og min umiddelbare tanke er, at med den alder jeres dreng har, så er det I oplever naturligt, og det er alt for tidligt at tale om, hvorvidt han reelt ønsker at være et andet køn :)

Du fortæller, at han ofte finder glæde ved de samme ting, som dig - når der f.eks. skal sættes hår eller lægges make-up.. Og det kan jeg godt forstå. På den måde er pigers verden jo nogle gange lidt mere spændende. Der er masser af tyl, glimmer og glitter, og det kan man godt synes er rigtig fint, når man er 2.5 år gammel - og det må han naturligvis gerne synes. Og det er også rigtig fint, at du lader ham prøve det. Jeg tænker, at når du accepterer hans lyst til på den måde at "gøre sig fin", så anerkender du ham, det hele bliver mere naturligt, og hans lyst til at skulle være "fin på en piget måde" kan derfor naturligt forsvinde hen af vejen....

Jeg tænker dog også, at det vil være rigtig godt, at du taler med ham om, hvorfor det også er dejligt at være en dreng. For det er der jo også nogle rigtig gode ting ved, så han også er opmærksom på dette. Ligesom det vil være rigtig godt, at far f.eks. tager ham med på badeværelset, når far barberer sig eller lignende - så det far gør, det mænd gør, også er noget spændende, noget sejt osv. Måske synes han bare, at mor er helt vildt smuk, og så vil han gerne være ligesom mor :)

Du kan også prøve at spørge ham, hvad det er piger kan eller piger gør, som han synes er spændende og rigtig godt kan lide - for måske kan man sagtens gøre det samme som dreng, det er han bare ikke opmærksom på... Går han i vuggestue? Måske oplever han at piger og drenge bliver behandlet forskelligt, og at det er sjovere at lave de ting, som pigerne ofte laver.. Måske får drengene mere skæld ud? Måske er det mest pigerne, som leger med dukker eller bygger perleplader? Måske leger drengene mere vilde lege, og han har lyst til at lege mere stille...? Måske er der behov for, at du taler med pædagogerne om at lave flere fællesting eller gøre det mere legalt, at der ikke er "drengelege" og "pigelege" eller lignende, som han naturligt kan blive påvirket af i sin hverdag, selvom han ikke er ældre end han er.

Det kan også være en god idé at læse bøger om kroppen og om drenge og piger. Forskellen på os, og hvorfor vi er forskellige - så I taler om kroppen og udviklingen på en helt naturlig måde :) Du kan låne børnebøger på biblioteket om kroppen.

Jeg tænker også, at det kan være en god idé at tale med ham om, hvorfor I er ...

---

---

... glade for ham, og det at han er en dreng, så han føler sig betydningsfuld, som den han er. Altså være opmærksom på hans selvværdsfølelse i hverdagen og i jeres opdragelse af ham.

Med den alder jeres dreng har nu, så er han stille og roligt igang med at udvikle sit selvbillede, igang med at finde ud af, hvem han selv er. Han begynder at se på andre børn, sammenligne sig med de andre - og lige nu lyder det som om, at han måske oplever, at pigerne har det sjovere, end han har det, eller at man som pige, kan få lov til nogle andre ting... Og det er vigtigt, at han vokser op med en følelse af, at det ikke nødvendigvis er bedre at være som de andre eller kunne det, som de kan...

Selvværd er ikke det samme som selvtillid, og det er vigtigt at kende forskel på de to ting. Selvværd er noget indre - det er følelsen af at have værdi, fordi man er den man er. Ikke fordi man gør noget særligt, men fordi man er noget særligt.

Hvis man har en lav selvværdsfølelse, så vil man, når man sammenligner sig med andre, stille spørgsmålstegn ved om man er okay. Man vil have en følelse af, at de andre er lidt pænere, lidt dygtigere, lidt sjovere osv. end man selv er. Har man derimod et højt selvværd, så kan man bedre håndtere, at de andre kan noget andet, gør noget andet end en selv, fordi man har en indre følelse af, at der ikke er noget galt med mig:)

---

---

---

Selvtillid er noget ydre - det er det, du kan se. Det er måden man træder ind i et rum på eller udtryk som "jeg er god til at spille bold" eller lignende, som siger noget om ens evner. Selvtillid er derfor en oplevelse af, at man kan noget. At man kan finde ud af det, man skal.

Både selvværd og selvtillid bygges op af måden, vi forældre er omkring vores børn på, reagerer på dem, på det de siger, det de gør. Prøv derfor at være opmærksomme på, hvordan I f.eks. roser jeres dreng - får han ekstra ros, når han kommer i kjole og med øjenskygge, som når han kommer i sit almindelige tøj? Hvordan hører han jer rose hinanden - får mor ekstra ros af far, når du er omklædt og klar til at gå i byen, eller roser du også fars jakke, fars slips osv.? Prøv f.eks. at overveje, hvordan I i hverdagen kommenterer på hinanden, det I gør, måden I ser ud på osv.

Jeg kan naturligvis ikke love jer, at jeres dreng ikke på et tidspunkt melder ud, at han føler sig forkert og at han viser sig at være en af de personer, der netop har det svært med sit køn... Men som sagt, synes jeg det er alt for tidligt at afgøre, når han ikke er ældre end han er, og mit råd vil derfor være, at I lige nu anerkender ham, hans lyst til at pynte sig osv. men samtidig også taler med ham om, hvorfor lige netop han er super dejligt, som han er, og at I ikke kunne ønsker jer ham anderledes....

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med ham fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---