Svar: Mit barn bliver bange for småting og har svært ved at falde til ro

---

Hej med dig

Tak for dit brev og velkommen til :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Det er helt normalt, at børn i løbet af deres udvikling bliver bange for forskellige ting. Man kan sige at forskellige frygtformer hører forskellige aldre til. Børn under 2 år bliver f.eks. ofte bange for fremmede. De vil helst sidde på skødet og observere verden fra mors eller fars skød og når fremmede henvender sig til dem, bryder de sig ofte ikke særlig meget om det.

Børn under to år kan også være bange for høje lyde - det kan være legetøj, som larmer eller en person, der pludselig griner højt. Lyde, som opstår uventet, kan få barnet til at græde.

Og i 2-3 års alderen bliver mange børn - præcis som du beskriver hos din dreng - bange for insekter og små dyr. Det kan være lyden af en flue, som summer rundt i værelset. Det kan også være, hvis du løfter en sten eller en træstub, graver lidt i jorden eller lignende, og din dreng så ser biller, regnorme eller lignende kravle rundt - det kan gøre ham meget bange, han bryder sig tydeligt ikke om det og vil ikke være i nærheden - og løber derfor sin vej...

Og børn i denne alder kan også være bange for mørke. De vil gerne have lidt lys på værelset, når de skal sove. Deres dør skal helst stå åben, så de kan høre mor og far eller kalde på mor og far... Ligesom det at bevæge sig rundt udenfor, når det er mørkt bestemt ikke er særlig rart...

Og som du selv er inde på, så kan angsten for de høje lyde, fyrværkeri og lignende også sagtens stadig være der i denne alder, ligesom angsten for mørke også godt kan være der i årene frem...

Det er altså til en vis grad helt normalt, at din dreng reagerer, som han gør - det der er vigtigt er, at du er opmærksom på, hvordan du reagerer. Han bruger dig som et spejl og derfor er det vigtigt, at du signalerer tryghed og ro. Du nævner selv, at du selv bliver bange, når han reagerer sådan, fordi du ikke kan lide, at han har det dårligt - og det kan han naturligt godt fornemme. Hvis du signalere uro, når han er urolig, så bekræftes han i, at han har ret, at der er noget at være bange for eller urolig over. Også selvom du med din mund siger, at han skal tage det roligt - hvis du med dit kropssprog signalerer noget andet, så er det dit kropssprog, som han aflæser...

Undersøgelser viser, at når vi kommunikerer, så er 55 procent af vores kommunikation knyttet til vores kropssprog, 38 procent er knyttet til måden, vi siger tingene på, og 7 procent af det vi kommunikerer har med vores ord at gøre. Det betyder, at du skal være meget mere opmærksom på, hvad du med din krop signalerer til din dreng, og hvordan du siger tingene - end på, hvad du egentlig siger, eller hvilke ord du bruger.

Når det er sagt, så er det dog også meget vigtigt, at du ikke virker nedgørende overfor ham, når du oplever hans angst for forskellige ting. Selvom det i dine øjne måske virker som småting og bagateller, der gør ham urolig, ked af det, angst eller lignende, så er det vigtigt, at du anerkender, at for ham er det her rigtig svært. Det er vigtigt at du ikke bruger ord, som nedgør ham f.eks. siger "hold nu op med det pjat" eller "der er da ikke noget at være bange for" eller lignende. For det hjælper ham ikke :)

Vis ham medfølelse og prøv at sætte lidt af de ord ...

---

---

... på, som han måske mangler "såå skat, du bliver bare så bange flyve-asken, såå skatter"... og vis ham, hvad det er "du troede det var en flue se her, det er ikke en flue, det er flyve-aske, se skat" og vær hele tiden stille og rolig, lad ham spejle sig i din ro...

Rør ved ham, giv ham fysisk ro netop ved fysisk kontakt. Løber han sin vej, så gå stille og roligt efter ham, tag ham op til dig, sid med ham på skødet, tal beroligende til ham i et dybt toneleje. Når han mærker din fysiske nærhed, så dannes der oxytocin som får ham til at falde til ro.

Og signaler hele tiden ro. At han er bange og at verden styrter sammen for ham betyder ikke, at den styrter sammen for dig. Du kan klare det hele - du er hans faste støtte og du kan sagtens rumme de følelser han har. Du tager det alvorligt, du lytter til ham, du gør ikke nar af ham og du tager det heller ikke personligt. Det er helt okay, at han har det som han har det - og du hjælper ham videre netop med denne ro og accept.

Derudover så er det sådan, at børn ofte er bange for det, som de ikke forstår og ikke kender. Derfor kan det være rigtig godt, hvis du f.eks. kan læse bøger om fluer og andre insekter, så han kan lære lidt om disse dyr. Og i takt med at han lærer noget om det, så kan I gå ud i naturen og kikke på forskellige insekter. Du kan holde ham i hånden, du kan forberede ham og fortælle ham, hvad det er I skal kikke på. Hvis du har fundet en bille på forhånd, så kan du forklare ham om den, før du viser ham den og I kan kikke på den sammen og snakke om den og det I har læst om.

---

---

---

Det samme med nogle af de høje lyde, som han er bange for. Forbered ham - så han ved at det larmer, når køkkenmaskinen tændes - og inddrag ham, lad ham være med til at bage chokoladekage eller boller og være den der tænder for maskinen og skruer op for lyden... så han oplever at have "styr" på lyden og oplever lyden i forbindelse med noget rart (kage og boller)....

Borer naboen i væggen eller er de igang med at fælde træer, bores der med et bord ude i asfalten eller lignende og du kan fornemme, at han bliver bange for lyden, så tal med ham om, hvad det er. Nogle gange kan I måske stille jer i et vindue og kikke ud og se, hvad der foregår - tale om det, imens han ser det og ved, hvor lyden kommer fra - men stadig på behørig afstand. Andre gange kan det være en god idé at gå med ham, tage ham i hånden og gå ud og se på den maskine der arbejdes med og så gå indenfor igen.

Ikke presse ham unødigt. Når du nu ved, at han f.eks. er bange for alle lydende nytårs aften, så er der ingen grund til at gå ud og se på raketter, så er det fint at blive indenfor og bare snakke stille og roligt om de brag raketter giver, ligesom du kan tale om, hvor flot du synes det er osv. Der er ingen grund til at gå i tivoli for at se raketter eller lignende til sommer... Du kan ikke på den måde "hærde" ham ved at presse ham til noget, som han synligt ikke bryder sig om. Du kan derimod hjælpe ham ved at være der for ham, signalere ro og tryghed, anerkende ham og de følelser han har og hele tiden også guide ham videre, give ham følelsen af at det er okay :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre. Jeg vil også anbefale dig at læse min bog "Helens bog om gråd og trøst":)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---