Svar: Afviser mælk - 2 mdr.
Hej med dig
Tak for dit brev og stort tillykke med den lille dreng - og velkommen til :)
Hvor er jeg ked af at høre, at I har været indlagt til observation og fået at vide, at I skulle amme efter stringent skema - det har desværre medfødt, at din mælkeproduktion er faldet, så jeres dreng ikke har fået mælk nok - og at I derfor nu må supplere med en flaske.. Når det er sagt, så er det vigtigste dog, at han får mælk, og lige nu betyder det ikke noget, om det er modermælk eller modermælkserstatning - det vigtigste er at han spiser.
Jeg ser for mig, at han er blevet presset til at spise, både ved brystet og ved flasken. Og det resulterer desværre nogle gange i, at barnet så bliver helt "flitsbue-agtig" og tydeligt stemmer imod, når det er spisetid. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan forsøge at give ham mælk på en måde, hvor han ikke føler sig presset - og det betyder at du skal prøve nogle forskellige ammestillinger og nogle gange også give ham mælk, uden at han er i din favn.
Når du ammer ham kan du med fordel prøve at lægge ham til i tvillingestillingen, hvor han har hovedet ved brystet og kroppen ud under din arm. Hovedet støtter du med din arm eller med en ammepude og han "sidder lidt op", når han spiser. Lidt som hvis du forestiller dig, at du skulle amme to børn (tvillinger) samtidig.
Du kan også med fordel prøve at lægge dig ned og amme ham liggende. Du skal ligge på siden. Han skal ligge med sin mave mod din mave. Og han skal die af det bryst, som vender ned mod madrassen. Hvis du har et stort og blød bryst, kan du lægge en stofble under brystet, for at løfte det lidt op, så han har lettere ved at die.
Disse to stillinger vil nogle gange gøre, at han tager fat og dier - fordi han ikke føler sig presset til brystet og til at spise, som han måske gør, når han ligger i din favn og lægges til i den traditionelle stilling.
Og når du giver ham flaske, vil det også være rigtig godt, at du prøver at tilbyde flasken, hvor han ikke er i favn. Du kan give ham flasken i liften, hvor han skal sove - det vil være helt okay, at du giver ham flaske lige før en lur og hjælper ham ind i søvnen på denne måde. Du kan elevere liften lidt ved at stille den lidt skråt - lægge en pude eller lignende ind under liften i hovedenden.
Du må også meget gerne bruge din ammepude, lægge ham på den og så give ham flasken imens han ligger der. Han kan ligge og kikke på dig, hvis han nyder det :) Hvis han bliver forstyrret af dit blik, så kan du også give ham flaske, imens han sidder hos dig men i det jeg kalder for "siddende på skrå"... Du kan se ammestillinger og flaskestillinger og læse meget mere i min bog "Helens bog om amning & flaske", som jeg bestemt vil anbefale dig :)
Jeg synes, du skal forsøge at køre en rytme, hvor du ammer ham med 3-4 timers interval. Timerne tælles fra han startede med at spise sidst og til han tilbydes mælk igen. Det betyder, at hvis han sidst har spist kl 12 og ikke rigtig melder sig, så ville jeg begynde at se til ham, vække ham blidt osv. omkring kl 15.30 for at få ham lagt til, før der går 4 timer. Det er vigtigt, når han ikke er ældre, end han er, og når han ikke tager nok på, at han bliver holdt lidt til ilden :)
Jeg vil anbefale dig, at du starter med at amme ham, herefter kan du så skifte ham og så må du vurdere, om du vil amme ham igen - evt. fra modsatte bryst - eller om du vil supplere med lidt ekstra på en flaske. Det afhænger helt af, hvordan du fornemmer din mælkemængde og hans suttelyst.
Hvis han kan sove 5 timer, så tænker jeg at disse 5 timer bør ligge fra midnat og frem f.eks. fra kl 23.30 til 04.30. Det vil være rigtig rart for dig at få disse 5 sammenhængende nattetimer. Samtidig ved du også, om han har fået mælk nok i løbet af dagen og det derfor er okay, at han tager sit længste søvnstræk om natten. Hvis han ikke har fået mælk nok, så bør han ikke sove 5 timer eller mere, men bør tilbydes mælk - enten tages op og tilbydes brystet eller tilbydes en flaske i munden, som han så måske kan spise mere eller mindre i søvne :)
Det er også sådan, at det øger din mælkemængde at amme om natten. Du producerer her mere af det mælkestimulerende hormon prolaktin, så det er også vigtigt for at producere mælk til jeres dreng, at du ammer sen aften, nat og tidlig morgen. Derfor er det uhensigtsmæssigt, hvis du f.eks. går ind og erstatter en amning med flaske om natten - hvis du gerne vil bibeholde amningen :)
Sådan er det i øvrigt generelt - jo mere du giver flaske i stedet for at amme, jo mere vil din produktion nedsættes. Derfor anbefaler jeg, at du netop starter med at lægge ham til brystet og lader ham spise hos dig - og så supplerer med en flaske bagefter. På den måde viser du din krop, at der er brug for mælk stadigvæk :)
Du kan også overveje, om du vil malke ud, for at stimulere til mere mælk. Hans lyst til at die hos dig, hænger naturligt også sammen med din mælkeproduktion. Nogle gange kan det også være en god idé, at du starter med at malke lidt ud, så trækker du din brystvorte frem og mælken begynder at løbe - og det betyder, at med det samme du lægger ham til, så kan han få fat og også fornemme, at der er noget at arbejde for. Det kan være en måde at hjælpe ham til brystet på :)
Du kan også trække lidt modermælkserstatning op i en 2 ml sprøjte og dryppe det ind i mundvigene på ham, når han ligger ved dit bryst, så han kan smage mælken og derfor tager fat og dier...
Har du badekar? Eller har bedsteforældrene badekar, som du måske kan låne? Det kan også være en god idé at gå i badekar med ham, lade ham ligge mave mod mave på dit bryst, ...
... fornemme din varme og på den måde "starte forfra", lade ham dufte, smage, slikke og søge brystet - og selv tage fat og die igen :)
Tegn på at barnet trives med amning er:
Det er vigtigt, at du kan mærke at du har mælk. Brysterne skal føles tunge, og når din dreng har spist hos dig, skal de virke mere bløde og eftergivelige. Det er helt normalt, hvis du oplever at mælkemængden er størst først på dagen og mindre om aftenen.
Når din dreng spiser hos dig, kan du høre og se, at han spiser med en god rytme. I begyndelsen spiser han hurtigt, men stille og roligt mere rytmisk, og du kan høre ,at han synker mælken. Du kan også se mælk i mundvigene på ham, både når han spiser og når han slipper. Han virker mæt, glad og tilfreds, når han slipper og ofte vil han i forbindelse med amning falde veltilpas i søvn.
Han vil melde sig selv til måltiderne og du lægger ham til brystet, når han har lyst. En gang imellem dier han kortvarigt og tager kun toppen for at slukke sin tørst, men de fleste gange vil han die i længere tid, hvor du fornemmer at han spiser et egentligt måltid. Du skal regne med at amme mindst 6 gange i døgnet (hovedmåltider), det svarer til hver 4. time og han må gerne die mere, hvis han viser behov for det.
Du kan også se, at hans mave fungerer godt. Afføringen er grødet, gul og kommer fortsat hyppigt. Han må ikke have svært ved at komme af med afføringen. Han tisser mindst 6 gange i døgnet (svarende til det du ammer) og urinen er klar. Tit tisser han måske lige når han får bleen af ...
Og så er det naturligvis vigtigt at han tager godt på og tommelfingerreglen lyder at din dreng skal tage mindst 200g på om ugen, meget gerne mere.
Derudover skal din dreng virke glad, rolig og tilfreds. Han spiser og sover og når han er vågen, så har han overskud til at pludre og være i kontakt med dig. Han kan endnu ikke være vågen i mere end et par timer af gangen, så skal han have mad og sove igen. Men når han er vågen, så er han aktiv og interesseret i omgivelserne og især i dit ansigt og din stemme.
Tegn på at barnet ikke trives med amning er:
Du er i tvivl om, hvorvidt du har mælk. Det er svært at mærke, om mælken løber til, og du oplever ikke rigtig brystspændinger.
Når din dreng spiser hos dig, så hiver han i brystet, for at malke det lidt ekstra, og han bliver let irriteret.
Han falder ikke til ro i forbindelse med amning, men græder og er urolig og virker søgende og sulten.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Afføringerne er sparsomme - de fleste ammebørn begynder at have længere tid mellem deres afføringer i 8-9 ugers alderen, men selvom din dreng nu er 11 uger, så skal du stadig have fornemmelsen af at, når der kommer noget ind, så kommer der også noget ud ...
Vandladningen er sparsom, bleerne virker ikke rigtig våde, det er som om at han ikke tisser nok. Er du i tvivl, så læg et papirlommetørklæde ind i bleen, det er blødt og generer ikke hans hud, hvis papirlommetørklædet er tørt i 4-6 timer, så får han ikke mælk nok.
Da jeres dreng er faldet på sin kurve og har haft svært ved at holde vægten, vil det være nødvendigt med lidt kontrolvejning i øjeblikket. Det kan sundhedsplejersken eller lægen gøre. Det er vigtigt, at han vejes flere gange på samme vægt, for at I kan regne med de mål vægten giver jer.
Hvis han græder meget og i det hele taget virker meget vågen og urolig, så kan det være tegn på at han har brug for mere mælk.
Modsat, så kan han også være sløv, fordi han mangler mælk. Han sover, er svær at vække, dier sparsomt og falder i søvn ved brystet. Børn kan altså godt blive slappe og virker som "et meget nemt barn", fordi de mangler mælk.
Han virker måske tør i huden, det er som om, at huden mangler lidt spændstighed, og du skal generelt lægge mærke til, hvordan han ser ud. Han må ikke være bleg, virke grå i kuløren, og huden må ikke være marmoreret. Han skal have en sund hudfarve, se frisk ud i huden.
Prøv også at lægge mærke til den store fontanelle (der hvor kraniets knogler mødes oven på hovedet). Virker den indsunken og forbliver den indsunken, selvom han har spist hos dig - så kan det være tegn på, at han ikke får mælk/væske nok.
Når man ammer, så ved man jo aldrig helt hvor meget barnet får, og nu hvor du skal supplere med flaske, så er du nødt til at beregne dig frem til din drengs behov.
Hans døgnbehov er, med den alder han har, 160 ml pr kg. Det betyder, at da han lige nu vejer 5200 gram, så er hans døgnbehov knap 850 ml. Det betyder, at han skal have ca 140 ml tilbudt hver 4 time. Når du starter med at amme ham, så må du lade ham spise det, han viser behov for hos dig - og så supplere med en flaske. Nogle gange vil han måske ikke have fået så meget hos dig, og så tømmer han en flaske på 140 ml. Andre gange har han måske spist mere hos dig og spiser så en halv flaske, og atter andre gange vil han måske afvise flaske eller kun spise 20ml, fordi han har fået rigtig fint med mælk fra dig og ikke er mere sulten. Du er derfor nødt til at prøve at vurdere hvor meget han spiser hos dig og aflæse hans signaler, forsøge at tyde, hvad hans behov er.. Det er svært, jeg ved det godt. Derfor er det fint, at du forsøger at supplere med en flaske, hvis og når du er usikker på, hvor meget han får hos dig :)
Hvis du ikke kan få ham til at die og ikke kan få ham til at tage flaske, så er du nødt til at kontakte jeres læge. Det er vigtigt, at han får den mælk, som han har behov for, for at trives og udvikle sig godt :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - stort knus fra mig - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)
Rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Muslingeskaller - brystvorte
Du kan købe muslingeskaller, også kaldet ammeskaller. Disse blev introduceret i Danmark omkring år 2000 og var meget populære. Senere blev de frarådet, fordi mange fik problemer med svampeinfektion i brystet netop i forbindelse med brug af ammeskallerne.
Da skallerne bæres direkte på brystet og inde i BH´en, skulle de have en helende virkning på ømme og revnede brystvorter - men skulle altså samtidig også kunne medføre svampeinfektion. Virkningen af ammeskaller/muslingeskaller...
Mekonium - den første afføring
Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.
Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.