Svar: Storesøster råber af lillebror

---

Kære Rikke

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter, og hvor svært det er for hende at skulle dele mor og far med lillebror...

Som jeg har nævnt tidligere, så kan det sammenlignes med, at din mand kom hjem med en ny kvinde, sagde at hende elskede han - og det skulle du også gøre. De sad sammen i sofaen, han kyssede hende, kælede med hende. Når de kikkede på hinanden, kunne du se, at deres kontakt var helt speciel, når de snakkede sammen, så kunne du høre, at det var på en anden måde, end når han talte til dig - prøv at forestille dig, hvordan det ville være... jeg tror, at din lyst til nogle gange at råbe af hende, skubbe hende væk og bare sige "nej, nej, nej!" ville være stor - og det er de følelser, som jeres datter har. Det er bare rigtig svært at skule dele jer med lillebror, og det gør ondt i hende.

Hvis du prøver at sætte dig i hendes sted, hvad ville så hjælpe dig? Nogle gange ville det hjælpe, at I to laver noget sammen alene, og det er rigtig godt, at du derfor fortæller, at I allerede gør dette. Jeg er sikker på, at hun nyder det, og det er vigtigt for hende, det er vigtigt for jeres relation til hinanden, og det er dejligt for hende at føle sig prioriteret - men det gør stadig ondt at komme hjem bagefter, og opleve, at lillebror jo stadig er der, og at hun stadig skal dele dig med ham... så det er vigtigt at gøre noget sammen med hende alene, men det fjerner ikke den smerte, som hun føler.

Hvad kan derudover hjælpe... sandsynligvis at blive holdt om. At få masser af fysisk kontakt og nærhed. Oxytocin kaldes kærlighedshormonet. Det udløses, når vi er fysisk tætte. Når du har din datter på skødet, sidder med hende, vugger hende, holder om hende, kysser hende, kærtegner hende, danser med hende, kilder hende osv. Det udløses også ved, at du ser på hende og ved at hun netop føler sig set :)

Når du skælder hende ud, skubber hende fra dig, råber af hende, så får hun ikke følelsen af samhørighed med dig, men derimod det modsatte - hun bekræftes i at hendes plads i familien er usikker, og at du måske bedre kan lide lillebror, end du kan lide hende. Derfor er det naturligvis vigtigt, at du forsøger at undgå at skubbe hende væk og blive sur på hende. Prøv at sige til dig selv, at det er når hun opfører sig allerværst, at hun har allermest brug for dig. Så nogle gange vil det være rigtig godt, hvis du tager hende op, sætter dig med hende, holder om hende, vugger hende, kysser, krammer osv.

Nogle gange reagerer hun måske som hun gør, for at teste om du vil skubbe hende væk eller om du stadig er der for hende (naturligvis ikke bevidst med den alder hun har). I stedet for at råbe af hende, så kan du derfor også nogle gange reagerer med "din lille bølle, skal du være fræk - her i huset kilder vi de frække børn" eller lignende og så fange hende og kilde hende. Så hun mærker, at hun ikke kan skubbe dig væk. Du er der for hende, og du vil hende rigtig gerne - og efter en god kildetur, hvor hun virkelig har mærket dig helt tæt på og fået masser af oxytocin, så vil hun højst sandsynligt have lettere ved at høre, hvad du siger og tro på, at du stadig er der for hende :)

Det er rigtig fint, at du anerkender hendes lyst til at råbe og giver hende mulighed for at råbe på værelset eller udenfor - så det ikke er det at råbe af lillebror som er i fokus, men det at råbe kan være okay... Og når I så kommer ind i stuen igen, så skal I tale mere stille og roligt :)

Og ja - det er helt rigtigt, at du virker som rollemodel. Din datter spejler sig i dig og lærer af det du gør - børn gør ofte som vi gør og ikke som vi siger... Derfor skal du naturligvis være opmærksom på, ...

---

---

... hvordan du reagerer, hvad du viser med dit kropssprog og din mimik. Undersøgelser viser, at når vi kommunikerer, så er 55 procent af vores kommunikation knyttet til vores kropssprog, 38 procent er knyttet til måden, vi siger tingene på, og kun 7 procent af det vi kommunikerer har med vores ord at gøre. Det betyder, at du skal være meget mere opmærksom på, hvad du med din krop signalerer til din datter, og hvordan du siger tingene – end på, hvad du egentlig siger, eller hvilke ord du bruger...

Og så er jeres datter rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og 2 års alderen er på mange måder en rigtig svær alder. Mange forældre oplever udfordringer med denne alder og det er en tid, der kræver rigtig stor tålmodighed, anerkendelse og omsorg, samtidig med at I naturligvis også har nogle regler, som I gerne vil lære hende:)

Det er vigtigt, at du ved, at din datter er nødt til at være uenig med dig. Hun er nu godt igang med at udvikle sin selvstændighed, hun er igang med at finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun vil og ikke vil - og for at kunne gøre dette, så er hun nødt til at være uenig med dig. Hun kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af, hvad du vil og derfor vil det naturligt dagligt opstå konflikter, hvor hun kategorisk nægter, siger nej og ryster bestemt på hovedet og tydeligt protesterer over det du vil...

Nogle gange kan du med list være heldig og "snyde hende" - ved at bede hende gøre det modsatte netop få hende til at gøre det, du gerne vil - det virker nogle gange, men ikke altid... Andre gange kan løsningen vær at "tælle til tre" og gøre det til en leg, så I får fokus på at hun skal skynde sig, og det skal være sjovt, mere end på det der egentlig skal gøres, det du gerne vil have hende til. Hvis hun f.eks. ikke vil med ud og I skal køre, så kan du sige "jeg tæller til tre, så ser vi hvem der kommer først" og naturligvis lade hende vinde... Andre gange kan det være bedre at bruge lidt fjolleri - hvis hun f.eks. ikke vil tage sko på, så kan du prøve at sætte skoene på hænderne og sige "nej altså, jeg kan slet ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" og så viser hun dig, at skoene skal på fødderne og på den måde deltager hun pludselig selv i at tage sko på...

---

---

---

Når man er 2 ½ år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder, at hun er godt igang med at finde ud af, hvem hun selv er, og hvordan hun påvirker andre. Et led i dette er blandt andet at sige "Nej!", "Vil selv!" eller "Det er min!". Det er alt sammen tegn på en naturlig sund udvikling - det du oplever er således helt normalt, men det gør det naturligvis ikke mindre hårdt :)

Hendes selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun har brug for ros, det gør hende stolt og glad og når hun bliver irettesat, så bliver hun naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Hun er med den alder, hun har nu, meget følsom og meget sårbar overfor, hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør. Og når hun så samtidig har en lillebror, der er rival til mors og fars kærlighed og opmærksomhed, så er det naturligt ekstra hårdt - både for hende og for jer.

Så ja - til en vis grad så hjælper tiden jer, men det er også vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan I kommunikerer med jeres lille datter og husker på, at hun på mange måder stadig er en meget lille pige, selvom hun i forhold til sin lillebror godt kan virke meget stor :)

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé om, hvordan I kan komme videre, og hvad der spiller ind hos jer :) Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---