Svar: Pyldret og bange pige

---

Kære Gitte

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter :)

Det er naturligt at børn, som en del af deres udvikling, har perioder, hvor de oplever mange former for frygt og angst. Og for at kunne vurdere, hvorvidt ens barn gennemlever en naturlig periode i sin udvikling eller synligt er mere frygtsom end sine alderssvarende venner, så er man nødt til at vide lidt om, hvad der er normalt, og hvornår det kan kræve lidt mere hjælp at komme igennem...

Børn bliver ofte bange overfor ting, som vi har lidt svært ved at forholde os til. Det kan være ting, der i vores øjne virker harmløse. Barnet kan f.eks. være bange for en bestemt person, en god ven, en person som er et både sødt og rart menneske og som bestemt ikke vil barnet noget ondt. Og alligevel bliver barnet bange for vedkommende, græder når bare personen nærmer sig eller henvender sig direkte til barnet. På samme måde kan børn i perioder være bange for at være i et andet rum end forældrene og det kan virke mærkeligt på os voksne, for vi er der jo, man kan bare lige kalde eller gå ind på den anden side af væggen, så er vi der ... men for barnet er det ubehageligt at være adskilt.

Når man er fire år, så begynder man, som du også selv oplever, at tænke meget mere over tingene, over hvordan verden hænger sammen. Og der kan være mange spørgsmål fra en 4årige - alt lige fra "hvor kommer vandet i toilettet fra?", "hedder det en pegetå, når det hedder en pegefinger?" til mere dybe spørgsmål som "hvor kommer babyerne fra?", "Hvad sker der, når man dør?", "skal du dø?"...

Fantasien er stor i denne alder, og børn i denne alder elsker ofte rollelege. Det er sjovt at klæde sig ud eller lege forskellige roller - lege mor, far, barn, baby, eller leger måske læge og patient. De leger også Prinssesse, Fin dame, Supermand, Spiderman, Brandmand eller Politibetjent. Det er vigtigt, at børn får lov til at lege disse roller. De øver sig i de forskellige roller, de prøver at være "den, der bestemmer" eller "den, der må bøje sig" eller "den, der gør noget ved en anden" (som f.eks. lægen, der stikker patienten) eller lignende. Og det er helt naturligt, at børn i denne alder også begynde at tænke over "de gode" og "de onde".

Det er vigtigt at anerkende jeres datters lyst til leg og også vigtigt at svare på nogle af alle de spørgsmål hun har. Nogle gange kan det være svært at svare. Hvis hun f.eks. spørger "hvad sker der, når man dør?", og du ikke selv har nogen tro omkring dette, så kan du f.eks. svare "det ved jeg ikke rigtig - hvad tror du?", og så tage udgangspunkt i hendes tanker. Så der stadig er plads til at I taler om disse ting.

Det er vigtigt at være ærlig og tale med hende om tingene på en måde, hvor du ikke lyver for hende, men hvor du heller ikke gør hende ekstra urolig eller bange. Hvis hun f.eks. er bange for tyve og bange for, at de skal komme ind til jer om natten, og hun derfor giver udtryk for, at hun ikke tør sove alene - så skal du naturligvis berolige og betrygge. Du kan godt sige til hende, at hun kan være helt tryg, og du passer på hende. Du kan også godt sige, at du har låst døren, så der kan ikke komme nogen ind. Men hvis du begynder at tage hende med rundt i huset, viser hende, at der er hasper på vinduerne, og at døren er låst - så kammer det over. Så bliver der pludselig for stor fokus på, at der er noget derude, som I er nødt til at beskytte jer imod. Og det kan gøre hende unødigt bange. Derfor ...

---

---

... skal fokus være på, at du er der, passer på hende, og hun derfor kan være helt tryg.

Det er rigtig godt, at I er opmærksomme på at mindske, hvad hun hører i nyhederne, ser i film og overvejer, hvad I taler om hen over middagsbordet. Når det ikke altid lykkes, og hun alligevel hører noget, som måske kan gøre hende bange, så tal med hende om det. Hun hører rigtig meget, men fordi hun ikke er ældre end hun er, så misforstår hun også meget - så prøv at tale med hende om, hvad der reelt er farligt, og hvad hun ikke behøver bekymre sig om - og igen fortælle hende, at I passer på hende...

Det har naturligt påvirket hende, at lillebror er blevet født, og at han har været indlagt sammen med mor - og indlagt igen på grund RS-virus. Hun har måske hørt jer tale om, hørt bedsteforældre tale om, at det forhåbentlig ville gå godt. Hun har hørt og fornemmet bekymringen, angsten for hvordan det hele ville forløbe - og fordi hun ikke er ældre end hun er, så har hun ikke kunne forholde sig til det hu har hørt og fornemmet. Hun kan sagtens være blevet bange for, hvorvidt mor og lillebror kom hjem igen - uden at hun egentlig kan sætte helt ord på dette - men oplevelserne sammenholdt med hendes alder, kan godt have udløst en angst for at miste... og det er dette, I mærker nu. Det er naturligvis uheldigt, at hun oplever at blive væk i Bilka - det har forstærket hendes angst...

Du skal prøve at vurdere, om du ved at tale med hende om det, hun er angst for, går og bekymrer sig omkring, kan betrygge hende så meget, at hun stille og roligt begynder at fornemme, at du ikke forsvinder for hende. At du elsker hende så højt, at du aldrig vil forlade hende - at du aldrig kunne finde på at køre væk fra Bilka, uden at hun var med dig. Rose hende for at turde tale med ekspedienten, så de kunne kalde på dig over højttaleren osv. Måske fortælle hende, at du selv har prøvet at blive væk, og hvordan du havde det, så hun hører, at det kan ske for alle, og du ved, hvordan det er - så hun begynder at se situationen som noget, der faktisk var okay...

---

---

---

Eller om hendes angst fylder så meget i hverdagen, at hun simpelthen er hæmmet i dagligdagen. Er hun så bange for at du forlader hende eller bange for, at der skal ske hende eller dig noget, at hun f.eks. protesterer og græder, når hun er i børnehave? Du nævner, at hun ikke vil derhen - ligger angsten for at skulle være adskilt fra dig så dybt, at hun allerede flere timer før hun skal i børnehave, begynder at give udtryk for at dette kan hun ikke magte? Og hvordan oplever de hende i institutionen - det kunne være en idé at tale med pædagogerne om. Der er tilknyttet en børnepsykolog til institutionen, som du/I kan søge rådgivning hos, hvis du og pædagogerne fornemmer, at hendes angst stikker så dybt, at det skal I have hjælp til...

Det lyder voldsomt, når hun nogle gange kan sidde og ryste af angst, indtil du er tilbage - når du blot er gået ind for at hente nogle ting... eller når hun kan kaste op af gråd, fordi hun virker bange... Jeg synes du skal prøve at tale med pædagogerne i institutionen om, hvorvidt det er noget de også fornemmer. Du kan naturligvis også altid kontakte kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning).

Læs også meget gerne "Helens bog om gråd og trøst" og "Helens bog om børn og opdragelse". Måske kan du finde lidt inspiration i disse, som også kan hjælpe dig lidt videre:)

Jeg håber, at du kan bruge dette - rigtig meget held og lykke med hende fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---