Svar: Dreng på 4 år vil hjem nogen gange

---

Kære Mor D

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres ældste dreng - og tak for dine søde ord til mig - det varmer :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Der kan være flere ting, som spiller ind hos jer og noget af det første jeg tænker på er, om jeres dreng måske blot er introvert. Det vil sige, at han har en indadvent personlighed i modsætning til en ekstrovert udadvendt personlighed.

Der er nogle af de træk, du beskriver, som jeg tænker kunne tyde på, at han er introvert:

Han foretrækker at være hjemme
Han foretrækker få venner
Han foretrækker at være sammen med få personer af gangen
Når mange er samlet, så bliver han let overstimuleret og tappet for energi. Han har brug for alene tid for at "lade op".
Han lyder til at tænke meget over tingene
Han lyder til at lytte mere end han taler
Han melder sig ikke som den første - han holder sig tilbage

Du kan læse meget mere om introverte og ekstroverte i min artikel "Er dit barn introvert eller ekstrovert?", som du finder i min artikelsamling fra 24. juli 2013

Jeg tænker også, at han godt kan have en naturlig angst for det ukendte. Mange mennesker har det bedst med at vide, hvad der skal ske, hvor andre uden tøven kaster sig ud i nye, udfordrende og ukendte situationer.

Hvis nye situationer gør ham utryg, så kan du prøve at forberede ham på, hvad der skal ske og hvordan reglerne er. Hvis I er inviteret til fest, kan du f.eks. tale med dem der har inviteret om, hvor festen skal holdes, hvordan I skal sidde, hvem der er inviteret osv. Så du kan tale med din dreng omkring dette og forberede ham - så han f.eks. ved, at han er placeret ved et børnebord og derfor ikke får det som et chok, at han ikke skal sidde ved siden af dig - eller modsat, berolige ham med, at han skal sidde ved siden af dig, imens I spiser - og bagefter kan han lege med den og den, hvis han har lyst.

Du spørger, om I mon har gjort noget forkert - og det tror jeg umiddelbart ikke. Men når det er sagt, så er det dog rigtig vigtigt, at du er opmærksom på hvilke signaler du sender. Nogle gange kan det være rigtig godt, at du vælger at blive siddende og er til stede sammen med ham og ikke går fra ham - fordi du så er der til at guide, betrygge osv. Men andre gange kan det at du bliver siddende faktisk signalere, at der er noget at være bange for - du er ikke helt tryg ved situationen og ikke tryg ved at lade ham være der alene, hvorfor du ikke går - og så tør han naturligt ikke være der, men vil protestere og ikke være tryg ved situationen.

Det er også en overvejelse værd, hvordan du reagerer, når fremmede eller familie kommenterer på hans reaktioner, når de f.eks. siger "hvorfor klynger han sig op af dig i stedet for at lege med de andre børn?" Din dreng hører jo, at de undrer sig over hans opførsel, hvilket meget hurtigt kan gøre, at han føler sig forkert - og det er naturligvis ikke nogen rar følelse.

Man skal passe på ikke at sammenligne ham med andre børn. Det kan være, når I f.eks. er på besøg hos venner eller familie og der er andre børn, så skal du passe på at du ikke kommer til at sige "du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller "se den anden dreng, hvor han ...". Det er ikke befordrende for hans selvværd, han vil føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre, og det vil ikke hjælpe ham til at blive social.

Vær også opmærksom på, at du ikke sender nogle signaler om, at din dreng hører til 'de generte'. Hvis han først får en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Derfor skal du være opmærksom på ikke at kalde ham genert. Man kan godt komme til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Og nogle gange kommer du måske også til at forklare hans opførsel med generthed og siger "han er bare lidt genert" eller andre begynder måske at sige "han er godt nok genert", eller "han er godt nok stille", og på den måde kan ...

---

---

... han blive holdt fast i den rolle.

Han må gerne sidde hos dig, eller opholde sig i nærheden af dig, når I er nogen steder. Det er okay, hvis han har brug for at se tingene lidt an, før han er parat til at lege eller snakke med de andre. Men stille og roligt skulle han gerne finde ud af, at det ikke er farligt og have lyst til at lege lidt med de andre børn...Det skal helst være sådan, at han kommer hen til dig, kryber op på skødet, putter lidt og får et knus og lige skal sidde lidt - men så kan han lege lidt videre i igen og han må gerne på den måde gå lidt til og fra. Før han stille og roligt har det super med at lege, uden at han behøver opsøge dig :)

Når børn henvender sig til ham, spørger om han vil lege, kommer og viser ham noget legetøj osv. så vil det være rigtig godt, at du kikker på det sammen med ham, og også går med ham hen, hvor de andre leger. Du skal hjælpe ham med at svare, når han ikke selv kan. Når I møder nogen, der spørger til ham, f.eks. spørger, hvad han hedder, hvor gammel han er osv. så skal du ikke afkræve ham et svar og f.eks. sige "sig nu hvad du hedder!", "fortæl nu damen hvor gammel du er!". Prøv i stedet at svare for ham, samtidig med at du kikker på ham "du er næsten 4 år, ikk?", så du inddrager ham i svaret. Han føler sig inddraget i samtalen, oplever at du hjælper, træder til, når han ikke selv kan, og samtidig vil han med tiden selv kunne finde ud af at svare.

Det kan også være en overvejelse værd, om han har problemer med sanseintegration. Nogle børn har det man kalder sanseintegrationsforstyrrelser. Det betyder, at de kan have svært ved at registrere, integrere og fortolke forskellige sanseindtryk fra omgivelserne. Hos nogle børn viser det sig ved langsom udvikling grov- og finmotorik. Andre børn har problemer med deres opmærksomhed og koncentration. Nogle børn har rigtig svært ved for meget larm, uro, lys, lyd. Der findes ergoterapeuter der er specieluddannet til at hjælpe disse børn.

Og så kan du naturligvis også overveje, om det er noget dybereliggende der gør, at din dreng i visse situationer klynger sig så meget - kan han have en separationsangst, som I skal handle på, hjælpe ham med?

---

---

---

Separationsangst er angsten for at du forsvinder – ”er du her også i morgen?”. Det er angsten for at være alene, at han f.eks. ikke vil være alene på sit værelse, men insisterer på, at I skal være i samme rum. Eller at han ikke tør være alene i huset, imens du er ude i haven. Han kan blive dybt ulykkelig, hvis han oplever, at han er adskilt fra dig. Han kan også have en overdreven bekymring for, at der skal ske dig noget. Eller en bekymring for, at der sker ham noget, hvis ikke I er sammen.

Det kan også være en generaliseret angst. Her spørger han måske ”men mor, hvad nu hvis…?”. Her er der tale om en overdreven bekymring eller angst for noget, der skal ske, eller overdreven bekymring for noget, der tidligere er sket. Han vil ofte have symptomer om ondt i maven, ondt i hovedet, han kan virke stresset. Han kan også have det man kalder for undgåelsesadfærd.: ”jeg vil ikke derhen!”. Hvor han på grund af sin angst slipper for at komme børnehave/skole, til børnefødselsdag osv. At han ikke vil af sted, skyldes ofte ikke, at han ikke har det fint, når han er der - det er snarere den stress-følelse der opstår i ham, når han skal skifte situation, som er svær for ham at håndtere. Han føler, at det kræver en eller anden form for præstation, og da børn med generaliseret angst ofte gerne vil gøre alt så korrekt som muligt, så bliver barnet angst for det, som nu skal ske...

Hvis du kan nikke genkendende til min beskrivelse af separationsangst og genereliseret angst, og det er noget, som har stået på gennem flere måneder - og du oplever, at du begynder at indrette din hverdag, så han ikke skal reagere med angst, så synes jeg, at du skal prøve at kontakte jeres læge, og drøfte det med ham/hende.

Jeg håber, at du kan bruge lidt af ovenstående tanker og sender dig et stort knus med på vejen :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---