Svar: Dårlig trivsel i vuggestue
Kære bekymrede mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres forløb i vuggestuen.
Det lyder som om, at du umiddelbart har fundet et godt sted til din datter. Pædagogerne er søde, de har taget godt imod hende og givet hende den ekstra nærhed, som hun har vist behov for i begyndelsen. Der har været plads til, at hun har kunne sidde lidt mere på skødet, og der er også plads til, at hun kan være i nærheden af en voksen i løbet af dagen... men det har været rigtig svært for hende og er det til dels stadig... så selvom pædagogerne er søde og stedet virker rart, så kan det faktisk godt være, at det hele er lidt for voldsomt for din datter. Det er et stort sted og måske vil hun trives bedre i mindre rammer, i en lidt mere overskuelig verden..
Før du flytter hende, så tænker jeg dog, at det kunne være rigtig godt, hvis der var mulighed for, at du kunne være i vuggestuen sammen med hende. Tror du det er muligt. Det kunne være nogle timer et par dage - jeg synes, du skal prøve at tale med vuggestuens personale om, hvordan de vil have det med det. Jeg tænker, at netop fordi hun af pædagogerne bliver beskrevet som en pige, der sidder for sig selv, ikke leger med eller tager del i de andre børns leg og aktiviteter - og du hjemme oplever en helt anden pige, ligesom hun med det samme, du henter hende, tager dig i hånden og fører dig rundt - så vil det være rigtig godt, hvis du kunne være der sammen med hende. Jeg tænker at netop din tilstedeværelse, det at få lov til at være i den store verden sammen med mor, spejle sig i dig, se dig tage kontakt til de andre børn, deltage og være der med hende, kunne gøre at hun selv fik lidt mere mod. Hvis hun ser, at du er tryg ved stedet, nyder at være der, nyder at være med de andre børn, være med de voksne, så vil hun måske føle sig mere tryg ved selv at være der og selv begynde at nyde det lidt mere...
Jeg tænker også, at du skal prøve at tale med pædagogerne om din bekymring. De har selv nævnt, at hun sidder for sig selv og ikke deltager med de andre. De har selv nævnt, at hun helst vil være på skødet eller i nærheden af en voksen - og også at det er blevet værre igen. At hendes behov for nærhed er vokset. Jeg synes det er relevant, at du beder om et møde og taler med dem om, hvordan I fælles kan hjælpe din datter - herunder netop forslaget med, at du er til stede et par dage.
Hvis det ikke hjælper, hvis det ikke gør nogen forskel, så synes jeg det lyder som en god idé at se, hvilke muligheder der ellers er i nærheden af, hvor I bor. Om der findes et mindre sted, med færre børn og dermed en mindre verden, som hun bedre kan overskue.
Jeg vil anbefale dig min bog "Ha en god dag, skat", som jeg har skrevet sammen med Erik Sigsgaard, der er børneforsker. Den handler om, hvordan vi sikrer barnet en god dag i dagpleje, vuggestue og børnehave :)
Du har naturligvis ret i at hendes udvikling også kan spille ind - både om dagen og også på hendes søvn om aftenen. Netop i 18-20 måneders alderen, hos nogle lidt før og hos andre lidt senere, har de fleste børn en periode, hvor de sover rigtig dårligt. Mange børn har i denne alder svært ved at overgive sig til søvnen og mange børn vågner også med skrig, og kan græde ulykkeligt om natten. Det handler om at børn i denne alder begynder at have mere farefornemmelse.
Jeres datter oplever verden større og dermed mere farlig nu. Hun klatrer op, finder ud af, at hun ikke selv kan komme ned. Hun løber hurtigere, falder og slår sig. Hun oplever modstand fra de andre børn i vuggestuen. De tager legetøjet fra hende, skubber til hende, nogle bider måske.. og hun møder også modstand fra jer og andre voksne. I holder fast i hende, så hun ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen osv. osv. Alt sammen med til at ...
... give en spirende farefornemmelse - og måske en forklaring på, hvorfor det lige nu kan være rigtig svært at komme i vuggestue, og det giver også en uro, når hun skal sove og i løbet af natten.
Alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes og det er svært at slippe en dag med alle disse oplevelser. Samtidig bliver oplevelserne bearbejdet, når hun drømmer. Derfor vil børn i denne alder godt kunne vågne op med skrig og være rigtigt kede af det. Faktisk kan det nogle gange virke som om at de har mareridt (hvilket du også beskriver, at jeres datter har haft), og det er ofte også i denne alder, at børn begynder at have anfald af natteskræk ...
Derfor er det vigtigt og rigtig godt, at I giver jeres datter den nærhed og ro som hun lige nu viser behov for. Det er vigtigt, at hun er tryg ved at sove og at I beroliger hende, når hun vågner om natten. Tryghed er alfa omega.
Det er super, at I holder fast i, at hun stadig falder i søvn i egen seng. Det vil være rigtig godt at I sætter jer hos hende, taler dagen igennem med hende og hjælper hende med at få bearbejdet nogle af alle oplevelserne. I må også meget gerne læse godnathistorie, ligesom det vil være fint at putte hende med en bamse, putteklud, slaskedukke eller lignende. Det kan godt være nødvendigt at putte hende senere, end I gør lige nu, for at sikre, at hun er helt parat til at sove, når hun puttes. Indfør gerne et aftenbad og en godnatgrød som en del af putteritualet før hun skal i seng.
Og så vil jeg anbefale jer, at bruge det jeg kalder "stryge-tøj-metoden". Det går ud på, at I stiller jer og laver noget praktisk i nærheden. Altså gennemfører et dejligt og trygt ritual med godnathistorie osv. og når det så er tid til at gå, så vil det være godt at være i nærheden og lave noget praktisk. Det kan være at stryge tøj eller lægge tøj sammen. Hun skal kunne se jer, så I skal stå på værelset eller være lige uden for døren. Det må ikke være sådan, at hun skal rejse sig, for at sikre sig, at du eller far er der.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Når I står og stryger, så signalerer i, at der ikke sker noget spændende. Der er ikke noget hun går glip af og hun kan derfor ligeså godt lægge sig til at sove. Det I laver er kedeligt. Samtidig signalerer I også, at I har noget at lave og at I ikke blot sidder og venter på at hun skal sove. I kan give hende masser af verbal kontakt. I kan berolige hende med ord, uden at sidde med hende eller sidde direkte hos hende. Imens du står og stryger kan du således sige "jeg er lige her, læg dig ned skat, mor passer på dig, nat-nat" eller hvad du nu vil sige.
Jeres datter kan kalde "Moooaar", og du kan svare "ja, jeg er lige her, sove nu skatterpige", så hun igen og igen hører, at det er det hun skal, men samtidig er tryg ved det, fordi du ikke går fra hende, du er der, passer på hende - uden at du sidder hos hende og venter på, at hun sover.
På samme måde kan du udnytte det at skulle lave noget praktisk – f.eks. gå frem og tilbage med rent tøj som skal lægges på plads – du har et formål med at gå frem og tilbage, og det er noget helt andet end at vente på, at hun sover. Du kan f.eks. sige "jeg henter lige noget af dit tøj, så kommer jeg igen" i stedet for "nu skal du lægge dig til at sove og så kommer jeg igen". Det sender nogle andre signaler og gør hende mere rolig ved at være i sin seng. Hun lærer, at du går kortvarigt, kommer tilbage igen med lidt rent tøj - og der er ikke noget pres om, at hun skal sove. Hun kan derfor ligge helt roligt i sin seng
Det kan være en metode, der er god at bruge, når barnet skal lære at sove, falde i søvn trygt vidende om at mor og far er der - men uden at man behøver sidde og vente på at barnet sover :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.
Social angst og skoleudsættelse
Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...
23. marts 2025 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores dreng, som nu er blevet 10 måneder, er startet i dagpleje....
17. februar 2025 | Udvikling | 11 mdr.
Hej Helen Vores dreng på knap 1 år startede i dagpleje 6. januar, så han har...
10. februar 2025 | Udvikling | 9 mdr.
Bekymring for sproglig og motorisk udvikling
Hej Helen Jeg skriver da jeg er bekymret for min søn. Han er idag 9...
6. februar 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Kære Helen Jeg har et kort spørgsmål i dag. Min datter, som nu er blevet...
Viden om børn:
Nakkefoldsscanning
En nakkefoldsscanning foretages i 11.-13. graviditetsuge, og her kigger man via et ultralydsapparat, som køres rundt på den gravides mave, på barnet inde i livmoderen.
Denne scanning kaldes også 1. trimester-scanning, og man ser efter:
- om der er liv
- om der er mere end ét foster
- hvor langt du er henne - man fastsætter datoen for forventet fødsel.
Hvis du ønsker at vide, om dit barn kan have en kromosomafvigelse som f.eks. Downs Syndrom, så...
Flyverdragter til børn
Flyverdragter er nødvendige, og de fleste børn starter med at bruge en flyverdragt, når de begynder at kravle omkring i 1 års alderen.
Flyverdragter er til leg udenfor - ikke til at sove i. De fleste flyverdragter er meget varme og kan også være lidt stive i stoffet, og nogle flyverdragter er faktisk så stive og tunge, at de gør det svært for barnet at bevæge sig rundt. Derfor kan det være en god idé at vælge en flyverdragt, som ikke er alt for tung, og som netop giver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Jeg skriver da jeg gerne vil takke dig for dine råd og støtte. Lige da jeg læste dit brev blev jeg ked af det, for jeg ville for alt i verden være en mor, som giver sit barn opmærksomhed nok. Men du havde jo ret :0)
Jeg har fået det godt igen, er begyndt at arbejde og får medicin og går til samtaler ved en psykolog. Det har hjulpet mig meget.
Jeg vil sige 1000 tak til dig for at støtte mig og give mig råd.
Du hører nok fra mig igen
Knus fra mig