Svar: Protesterer mod flasken
Hej med dig
I har haft en hård start, hvor jeres datter har grædt en del og været meget vågen - samtidig har I også storesøster, som jo stadig er en lille pige, og som naturligt også har brug for mor og far... der er således ikke noget at sige til, hvis det hele er blevet lidt for meget for dig, og at du føler dig stresset.
Det er rigtig dejligt, at far har valgt og også haft mulighed for at tage 8 ugers barsel netop nu. Det lyder som en rigtig god prioritering fremfor at gøre det senere, når lillesøster er det ældre. Det er nu, der er behov for det :)
Det er rigtig fint, at far hjælper, nogle gange tager over og giver flaske dag og nat, så I på den måde kan hjælpe hinanden. Det er svært helt at vide, hvorfor jeres datter pludselig protesterer over flasken - her kommer lidt bud:
- Hun kan protestere over flasken, fordi hun har brug for en ny smag og er ved at være træt af den samme modermælkserstatning. Derfor kan det være en god idé, at forsøge med en anden type erstatning, et andet mærke for at se om det gør en forskel...
- Hun kan protestere over flaskesutten. Det kan være størrelsen, materialet eller antallet af huller og dermed hastigheden, som mælken løber med.
- Hun har også en alder, hvor hun er meget mere bevidst om, hvad der sker omkring hende. Derfor vil hun nogle gange hellere kikke end at spise, og kan derfor protestere over at få mad. Nogle børn spiser derfor bedst, når de skal sove - nogle børn spiser faktisk bedst i søvne.. og her må det vigtigste være at hun får sin mælk og dermed sit behov tilstrækkeligt dækket.
- Hun kan også blive frustreret overfor meget kontakt, når hun skal spise. Hun kan protestere mod at skulle ligge i arm, være i favn. Her kan det hjælpe at lægge hende på en pude, som far har forsøgt. Hun må også gerne få flasken, imens hun ligger i barnevognen eller ligger i sin seng. Eller I kan sætte jer med hende i den flaskestilling, som jeg kalder "siddende på skrå" jf. min bog "Helens bog om Amning & Flaske".
- Hun kan protestere over duft - hvis far har fået en ny deodorant, hvis I har skiftet vaskepulver.. eller hvis hun blot er mest tryg ved mors duft, når hun skal spise - så kan det være en idé med en putteklud, som du f.eks. har sovet med et par nætter, og som derfor dufter af dig. Det kan hjælpe hende til at spise bedre og mere roligt, hvis hun kan ligge med kluden, der dufter af mor imens...
- Hun kan naturligvis også protestere over flasken, fordi hun ikke er rigtigt sulten eller måske er for sulten og derfor ikke kan koncentrere sig om at spise.. At give flasken på det rigtige tidspunkt har derfor også noget at sige...
Jeg ved fra dine tidligere breve, at storesøster måske er det man kalder high need og det kan godt tænkes, at lillesøster også er det. High need babies har et meget højt aktivitetsniveau og er utroligt meget på, de sover ofte ikke særligt længe af gangen, deres søvnbehov er generelt lidt mindre end andre børn på samme alder. De bliver let irriterede, og de er meget følsomme overfor forandringer. De kan vågne med et skrig fordi de er sultne og samtidig kan de også være for ophidsede til egentlig at mærke, når maden er der. I ved, at hun må være sulten, og hvis I så nøder hende nok, så spiser hun pludselig, men ofte sker det ikke uden brik og oplevelsen af at hun stritter imod - hvorfor gør hun så det - fordi hun simpelthen har svært ved at fornemme, hvornår hun er mæt og hvornår hun er sulten.
Det samme sker, når hun skal puttes, når du ved at hun er træt og har brug for at sove - hun nægter at overgive sig og ender med at falde om af træthed og når hun så endelig sover, så er det kortvarigt ... Og når I leger, så vil hun lege og det er så sjovt og dejligt, indtil lige pludselig, så går det heller ikke, og hvad er der nu galt ...
Det kan tit være rigtig svært at opfylde disse børns behov, og ...
... som forældre får man hurtigt en følelse af ikke at slå til. På den ene side så kræver barnet rigtig meget stimulation, kræver at man aktiverer og er om det hele tiden og på den anden side, så får de meget let så mange indtryk, at de har svært ved at bearbejde dem. Så bliver det hele pludselig for meget. Man kommer således meget let til at stå i en situation, hvor man enten kommer til at overstimulere og give for mange indtryk, eller hvor man kommer til at understimulere og skærme for meget. Og ligegyldigt hvad man gør, så oplever man at have et barn, som bare virker pjevset, klynkende og utilfreds. Det er bestemt ikke nemt...
Jeg er generelt imod at sætte betegnelser på babyer, men jeg ved at det nogle gange kan give lidt ro at få at vide, at disse børn findes. Hun er måske en pige, som er rigtigt svær at aflæse og derfor nogle gange også rigtig svær at hjælpe - og der er jo ikke noget I hellere vil, end at hjælpe hende :) Derfor er det rigtig godt, at I nu hjælper hinanden og at far har valgt også at være hjemme - og jeg tænker, at tiden også vil arbejde for jer alle fire :)
Det gør ikke spor, hvis jeres datter sover sin længste lur om formiddagen. Det er super fint, hvis hun her kan sove 1.5 time. Hvis I kan arbejde på at hun sover mindst 1.5 time en gang dagligt, så er det super godt. At hun så sover kortere til de øvrige lure - det må være sådan.
Hvis hun sover korte lure om dagen, så vil hun måske have brug for 4 lure i stedet for 3 lure - og det er også okay. I skal prøve at lave en rytme, som fungere for både hende og for jer. Det lyder aldersvarende helt normalt med ca. 10 timers nattesøvn og resten skal hun så sikres om dagen. Det lyder også som om, at I nok skal regne med, at hun sover mindre end gennemsnittet og så må det være sådan.. De dage, hvor det lykkes at hun sover 10 timer om natten (afbrudt af mælk), 1.5 time om formiddagen, 1.5 time til middag og 1-2 lure af 40 minutter, så er det super! De dage, hvor det bliver mindre, så må det være sådan og I må holde fast i, at hun trods alt får et afbræk og I giver hende muligheden for at sove...
Det er svært at sikre hende mælk fast før hver lur, når I giver flaske - hvornår hun er parat til flasken afhænger helt af, hvornår hun sidst har spist og man kan ikke på samme måde give trøstetåre af flasken, som man ofte vil gøre med brystet:) Men også her arbejder tiden for jer. Når hun bliver 4-6 måneder vil hun starte med lidt skemad, og det vil naturligt hjælpe jer til mere rytme på sigt. Det vil være sådan, at hun kan tilbydes skemad og vand af kop, når hun vågner af en lur - og så netop tilbydes flasken før hun puttes til lur og på den måde skabes der mere rytme hen af vejen....
Med hensyn til at være på maven, så prøv følgende råd:
- Prøv om I kan gøre det til en fast rutine, at I altid starter med at lægge hende på maven, når I lægger hende fra jer (og hun er vågen). Hvis hun starter på maven hver gang og bare ligger 3-5 minutter hver gang, så bliver det alligevel til lidt i løbet af en dag.
- Prøv også at udnytte puslepladsen og lad hende ligge på maven i forbindelse med, at I skifter hende.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
- Læg hende gerne foran et spejl, så hun kan se sig selv og se jer inde i spejlet.
- Hjælp hende med at holde armene under brystkassen, så hun ikke ligger og "flyver".
- Lad hende ligge på maven hen over jeres lår, når I sidder med hende.
- Brug ammepuden og læg hende på maven hen over den.
- Bær hende rundt, hvor hun ligger på maven på jeres underarm, når I går med hende.
- Lad hende ligge på maven på jeres brystkasse, når I f.eks. selv ligger på sofaen (og selv er vågne):)
- Måske var en drejeskive noget for jer - det laver f.eks. Lamaze til babyer. Den kan evt. købes brugt...
Håber du/I kan bruge ovenstående lidt videre - sender dig et stort knus :)
Og rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
18. marts 2025 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen. Mange tak for dit fine svar angående vores søns søvn. Rom blev...
12. marts 2025 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen. Jeg har en dreng på 6 måneder, som er kommet godt i gang med...
8. marts 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Min søn på 11 måneder spiser ikke
Kære Helen, Jeg håber virkelig, du kan hjælpe mig, for jeg er en meget...
7. februar 2025 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Hej Helen Min dreng bliver 6 måneder den 18 februar, og har fået skemad i...
4. februar 2025 | Kost og ernæring | 19 mdr.
Hej Helen Så er jeg tilbage igen med min evigt tænkende mor hjerne. ...
Viden om børn:
Tandbørstning
For at undgå huller i tænderne skal barnet have børstet tænder, ligeså snart den første lille tand bryder frem.
Det er vigtigt at børste tænderne to gange om dagen - morgen og aften.
Gør det til en vane at børste tænderne hver dag og på et tidspunkt, hvor det passer ind i jeres rutiner - f.eks. om morgenen, når I står op, og om aftenen inden barnet skal i seng.
Brug en blød tandbørste, som passer til barnet alder. Børst både indvendig og udvendigt på...
Selleri
Fra 6 mdr´s alderen vil mange børn nyde at spise flere rodfrugter, da de smager af noget. Selleri er en rodfrugt.
Rodfugter har en naturlig sødme og denne kommer især frem, hvis rodfrugterne bages i ovnen. Du kan lave mos af rodfrugter og du kan også give dit barn større stykker af bagte rodfrugter, som det selv kan spise - rodfrugter er vigtige som en varieret del af både din og barnets kost.
Du skal dog være opmærksom på at selleri indeholder nitrat og det bør...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.