Svar: Svigermor

---

Kære Svigerdatter

Tak for dit brev og fine og ærlige beskrivelse af jeres situation og alle dine tanker:)

Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært. Og det som især er svært, og som gør ondt, er jo dybest set, at svigermor kritiserer jer, kritiserer jeres måde at være forældre på og endnu værre - kritiserer jeres børn... Det gør ondt at mærke, at hendes interesse for jeres børn og hendes lyst til at være en del af jeres og deres liv er blevet betydeligt mindre i takt med, at hun er blevet mormor...

Jeg tror dog desværre, at du til en vis grad er nødt til at acceptere det og lytte til din mand, når han siger, at du må prøve at være ligeglad, og at det må farmor selv om. Det er rigtig ærgerligt, at hun ikke selv kan se sig som en aktiv del af jeres børns liv - det er synd, at det er nået dertil, men som du selv skriver, så er jeres børn ikke påvirkede af det. De har gang i deres hverdag med skole, idræt osv. Og tænker derfor ikke så meget på farmor i hverdagen...

Jeg tror, at du er nødt til at glæde dig over den tid, jeres ældste har haft sammen med farmor, og at farmor de sidste 12 år også har været friskere, har haft mere overskud osv. end hun nok har nu. Jeg tror måske, at det er en af udfordringerne for hende, at hun har svært ved at overskue alle fire børnebørn og måske har en oplevelse af, at jeres de to ældste jo klarer sig fint. Hvor hendes datter har brug for hende nu - og det kan hun overskue. Det er nemt at hjælpe og give en støttende hånd der. At hjælpe sin datter, tage sig af den lille eller af nogle praktiske ting, det kan farmor, og det giver hende en rar følelse af at kunne bruges - men I har styr på det nu, og jeres børn er så store efterhånden, og hun har svært ved at finde ud af, hvad hun skal lave med dem, svært ved at sætte sig ind i deres verden, deres interesser osv. Det er betydeligt lettere med den lille ny...

Tilbage står så naturligt jeres 2årige, og her bliver forholdet naturligt ikke, som det de to ældste har haft, men det ved jeres yngste datter jo ikke. Hun oplever farmor, som farmor er nu og vil derfor ikke føle, at hun mangler noget :) Heldigvis har hun jo en mor, en far, og to større søskende, som vil hende rigtig gerne og nu også en morfar, der begynder at have lidt mere overskud igen - så måske vil hendes forhold til din far blive noget særligt...

Det er rigtig fint, at din mand har forsøgt at tale med sin mor om ...

---

---

... situationen, men det lyder ikke som om, at der kommer noget positivt ud af dette. Hun synes, at I overreagerer, og hun går fuldstændig i forsvar... Jeg tror desværre ikke, at der vil komme noget ud af at tale særlig meget om det. I kan godt forsøge - men du skal overveje, hvad det er du vil opnå og om du tror, at en samtale vil give dig dette...

Jeg tænker også, at du skal overveje, hvor meget det betyder for dig, at farmor er en hyppig gæst og tager stor del i jeres liv. Jeg kan godt høre, at fra at have set hinanden en gang om ugen til pludselig at se hinanden 3-4 gange om året - ja der er et stort spring - og du skal overveje, hvor meget du vil presse på. Jeg tænker et eller andet sted, at det eneste du kan gøre er at invitere farmor. Du kan invitere hende hjem, du kan forslå, at I tager på ture sammen, du kan informere hende om muligheden for at deltage i børnenes fritidsliv, du kan ringe og bede om gode råd osv. og forsøge igen og igen at give hende mulighed for at tage del i jeres liv - men får du nej eller ender forsøgene i kritik af jer og jeres børn, så skal du naturligvis overveje, hvad du vælger, og hvad der er vigtigst for dig...

---

---

---

Du skal naturligvis også mærke efter, hvor meget kritik du vil være med til, og hvornår du vil sige fra - her tænker jeg især på kommentarer til og omkring jeres børn, som børnene kan blive kede af... en ting er at kritisere jer og jeres måde at gøre tingene på, noget andet er, hvis hun siger ting til jeres børn, som kan være ødelæggende for deres selvværd, deres selvfølelse... så er du naturligvis nødt til at sige fra på deres vegne...

Det er hele tiden en balance imellem at give børnene et godt forhold til deres bedsteforældre, fordi det naturligt er vigtigt at kende sine rødder og kende sin historie - og samtidig også sige fra, når man kan mærke, at det ikke kan fungere. Og det lyder lidt for mig som om, at tiden har ændret sig, og at du fremadrettet ikke skal regne med at kontakten mellem jer og farmor/farfar vil være som den var før... Det kan være svært at mærke og svært at acceptere - især når du har en følelse af, at I altid har gjort hvad I kunne for netop at tilgodese dem og inddrage dem i børnenes liv. Det gør ondt, når dette ikke føles anerkendt. Men hvis du kan acceptere, at det er sådan det er, så vil det nok gøre mindre ondt...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og sender dig et stort knus med på vejen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---