Svar: Kraftig reaktion overfor mor

---

Kære tvillingernes mor

Tak for dit brev og dejligt at høre, at det går så godt med børnene, det lyder som om, at de stortrives, og at 2 års dagen har gjort en verden til forskel for jer i forhold til refluks, medicin osv. Det er godt :)

Der er dog ingen tvivl om, at netop 2 års alderen ofte også udfordrer. Jeres børn er rigtig godt igang med at udvikle selvstændighed og finde ud af, hvem de er hver især. De 2 årige er på mange måder rigtig skønne børn. De er super skønne, charmerende, søde, dejlige, sjove. Det er fantastisk at høre og se dem folde sig ud, mærke deres lille personlighed spire - men det er samtidig også hård og man bliver SÅ træt... Og derfor er det helt naturligt, at I nogle gange synes det er rigtig svært og derfor også reagerer følelsesmæssigt - det er menneskeligt og helt okay :)

Det er vigtigt, at I ved, at jeres børn er nødt til at være uenige med jer. De er rigtig godt igang med at udvikle deres selvstændighed, de er igang med at finde ud af, hvem de selv er, hvad de vil, ikke vil, hvad de står for - og for at kunne gøre dette, så er det nødt til at ville noget andet end jer. De kan ikke gøre det samme, som I vil, hvis de skal finde ud af hvem de selv er - og derfor vil der opstå daglige konflikter med børn i denne alder.

Man siger, at 2årige er igang med at udvikle deres selvbillede. Det betyder, at de er igang med at finde ud af, hvem de selv er og hvordan de påvirker andre. Et led i dette er f.eks. at barnet siger "Nej!", "Jeg vil selv" eller "Det er min!". Deres selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. De har brug for ros - det gør dem stolte og glade, når I fortæller dem, at de gør det godt. Og de bliver meget kede af det, når de bliver irettesat, når de får at vide, at de gør noget forkert. De er derfor meget følsomme overfor, hvordan de bliver modtaget, og hvordan I reagerer på det de siger, og det de gør.

Derfor skal I naturilgvis overveje, hvilke krav I stiller til dem og hvilke kampe I skal tage. Nogle gange er den bedste løsning netop ikke at tage kampen, men f.eks. lade far putte, fordi det hele så går langt mere roligt - og det har I alle fire behov for. Andre gange vil det dog være rigtig godt og fint, at I holder fast i, at det er som det er - og når I så gør det, så vil I opleve, at jeres børn bryder sammen.

Når tingene ikke går, som barnet gerne vil, så bliver de frustrerede, fortvivlede. Så kører hormonerne rundt i kroppen. Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner". Når jeres børn bliver frustrerede, vrede, fortvivlede eller måske oplever panik, så udsendes der Adrenalin i blodbanen - det gør, at muskelmassen f.eks. øges, så det bliver svært at holde jeres børn, fordi de fysisk bliver meget stærke. Deres puls stiger, hjertet slår hurtigere osv.

Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at I forsøger at hjælpe dem med at finde roen. Frustration og fortvivlelse kan ikke altid undgås, men de skal lære at tackle, når tingene ikke altid går, som de gerne vil - og for at lære dem det, så er det vigtigt, at I forsøger at vise dem det, som I gerne vil lære dem - nemlig at bevare roen.

Det bedste I kan gøre er derfor at lytte til dem. Hvad bliver de frustrede over, måske kan I hjælpe dem med at løse det de ikke mestrer, så I hjælper hinanden. Nogle gange er det godt, hvis I bare sidder i nærheden og sætter ord på det, som er svært eller på de følelser de har f.eks. "øv, der er også ærgerligt, at du ikke kan lege mere" eller "sååå, bliver du bare så ked af det, sååå, lille ven" - så de hører, at du forstår dem, og hvordan de ...

---

---

... har det. Det er vigtigt, at de oplever, at I kan rumme deres frustration, netop fordi de ikke kan rumme sig selv.

Og så er der naturligt hele frustrationen omkring at "far skal" og "mor må ikke". Her er det vigtigt, at I forsøger at finde ud af, hvornår I skal give efter og hvornår I skal holde fast i at mor er lige så god som far.

Det er rigtig vigtigt, at I er opmærksomme på, hvilke signaler I sender. Hvis du signalerer at du bliver ked af det og såret, når de afviser dig, så er det naturligt ekstra spændende for dem at undersøge denne reaktion - og de vil blive ved med at gøre det. De er naturligt interesserede i at finde ud af, hvad det de gør, gør ved andre... Derfor er det vigtigt, at du forsøger at signalere, at selvom de gerne vil deres far, så vil du stadig rigtig gerne dem og at det lige nu er dig der hjælper - og du kan sagtens.

Det er på samme måde vigtigt, at far bakker op om at mor kan lige så godt som han kan. Gerne både verbalt og nonverbalt. Far må gerne sige f.eks. "Nu putter mor jer, så kommer jeg ind bagefter" - så han bakker op om, at nu er det dig - men samtidig også anerkender, at de har lyst til at sige godnat til ham. Og du kan på samme måde sige "nu putter jeg her og bagefter kommer far".

Det er også vigtigt, at I forældre viser, at I er glade for hinanden, og at I fremstår som en enhed. I skal have nogenlunde samme regler, nogenlunde fast fodslag - det er vigtigt, at jeres børn ikke er i tvivl om, hvor de har jer. De skal have en følelse af, at de ikke kan spille jer ud mod hinanden.

---

---

---

Denne følelse skabes af flere ting, men blandt andet af måden I er sammen på i hverdagen. Det er vigtigt, at børnene ser, at mor og far er glade for hinanden. I må meget gerne knuse og kramme hinanden, I må meget gerne sidde tæt i sofaen, I må meget gerne holde hinanden i hånden, når I går tur - så det bliver synligt for børnene, at I to har noget sammen, at I holder sammen. Så de på sigt ikke lærer, at hvis mor har sagt nej, så kan de gå til far og få et ja - mor og far er ret enige og bakker hinanden op om tingene.

Du skriver, at du er bange for at børnene kan tage skade og at det er vigtigt, at de bliver ved med at være de trygge og glade børn, som de er - det lyder for mig som om, at I er søde og omsorgsfulde forældre begge to og som om, at jeres børn reagerer som man må forvente af 2årige børn...

Du skriver, at du nogle gange ender med bare at stirre ud i luften, og du fortæller, at du virkelig prøver at være rolig og tale roligt til dem, men at du ikke føler, at du kan trænge ind... Jeg forstår godt, hvad du skriver og jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation. Men - hvis du f.eks. har brugt rigtig meget tid på dine børn, forsøgt at skulle tilfredsstille deres behov så meget, at du helt har glemt at mærke efter dine egne behov, fornemme dine egne grænser - hvis du ofte reagerer med usikkerhed eller overbærenhed i forhold til børnene, så bliver de naturligt mere grænsesøgende og afprøvende overfor netop dig. Det betyder ikke, at du skal begynde at sætte skarpe grænser, skælde ud osv. Men det kan være en god idé, at du prøver at medtænke, at du skal være mere tydelig i din kommunikation med børnene, så det bliver tydeligt for dem, hvad du mener er okay og hvad der ikke er...

I min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn", kan du netop læse om forskellige forældreroller og om, hvordan du kan kommunikere mere tydeligt...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og sender et stort knus med på vejen:)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---