Svar: Rod i babys søvn og vågentid
Hej med dig
Stort tillykke med lillebror :) Og tak for dit brev - jeg beklager svartiden i øjeblikket:)
Spædbørns søvn adskiller sig fra voksnes og ældre børns søvn ved både at vare længere og bestå af nogle andre og færre søvnstadier. Nogle gange vil overgangen fra et søvnstadie til et andet føre til, at barnet vågner - og andre gange vil spædbørn sove meget lange lure.
Som udgangspunkt skal børn ikke vækkes, men skal have lov til at sove, som de viser behov for. Generelt vil små børn falde i søvn, når de er trætte - og de vil vågne, når de ikke har behov for at sove mere... MEN med spædbørn gælder dette ikke altid. Nogle gange sover børn så meget, at de ikke indtager mælk nok - og så vil det være nødvendigt at vække barnet for at sikre det mælk. Andre gange skal vi hjælpe barnet med at koble fra og overgive sig til søvnen, for at sikre, at barnet ikke er for vågen for længe og dermed bliver overstimuleret, så nogle børn skal hjælpes til at sove. Det er vigtigt, at du forsøger at hjælpe din dreng med en rytme, hvor han får både mælk nok og søvn nok.
Det vil være rigtig godt, hvis han spiser hos dig hver 3-4 time. Det vil sige, at han skal have 6-8 måltider i døgnet. 6 hovedmåltider. Og tiden tælles fra en amning starter til den næste amning begynder... Derfor er det rigtig lang tid, hvis han nogle gange bruger 1-1.5 time ved brystet... Man skal normalt ikke sætte tid på amning, og du fortæller, at du ammer med brik, hvilket naturligt godt kan gøre det sværere for ham at arbejde med brystet, hvorfor amningen kan tage længere tid - men det er stadig meget længe.. og jeg tænker, at det er med til at skabe en uhensigtsmæssigt rytme for jer - også fordi det er tænkeligt, at han faktisk falder i søvn undervejs i amningen, så han både spiser og sover på en gang og derefter så virker vågen i meget lang tid...
Børn der er meget vågne, er nogle gange meget vågne, fordi de mangler mad. Det at du bruger ammebrik skal naturligvis med ind i overvejelserne her, men du fortæller, at du også ammede din datter med brik i en periode og det gik fint. Du fortæller også, at du arbejder på at amme ham uden brikken. Og vigtigst af alt - du fortæller, at han tager fint på, samtidig med, at han ofte sover lange lure, når han har ligget længe ved brystet. Det tyder jo ikke umiddelbart på, at han så mangler mælk... Men man skal naturligvis medtænke, hvor meget han skal ligge ved brystet, for at få sit behov tilstrækkeligt dækket...
Som udgangspunkt synes jeg ikke, at han skal være vågen i mere end 2 timer af gangen med den alder han har. Og du må gerne kikke lidt på klokken og ikke kun se på, hvorvidt han sender træthedssignaler...
Når han vågner efter en lang lur, så vil han naturligt være sulten/tørstig, og det vil være naturligt, at du derfor ammer ham der. En amning vil her måske tage et sted mellem 20-40 minutter - herefter skal han så bøvse af, pludres med osv. og så skifter du ham og før han så skal sove igen, så tilbyder du ham brystet igen, hvor han så tager toppen og falder i søvn og bliver puttet. Næste gang han så vågner, så kan du starte med at tilbyde ham det bryst, hvor han to toppen sidst, lade ham spise i bund der, herefter bøvse, pludre, lege lidt, blive skiftet og så få modsatte bryst, før han så skal sove igen.
Det kan også være, at han vågner glad, smilende og starter med at pludre med dig, bliver skiftet - og så først derefter ammes, og så får han måske en sut, før han skal puttes til næste lur... Der skal naturligvis være lidt fleksibilitet her.
Jeg tænker altså, at du skal forsøge at afkorte amningen lidt, hjælpe ham med at die effektivt, når han ligger ved brystet, sikre dig, at han ikke falder for meget i søvn undervejs og holde fast i, at amningen ikke varer så længe - give ham en pause undervejs, hvor I så er vågne, aktive, pludrer, hygger jer sammen - og så kan du amme ham igen, før han så puttes til lur. Og når han så sover, så skal han som udgangspunkt ikke sove mere end 3 højst 4 timer. Det betyder, at hvis han ikke er begyndt at melde sig selv lidt efter ca 3.5 time, så synes jeg, at du skal begynde at rumstere lidt rundt om ...
... ham, for at se om du på den måde kan få ham til at vågne lidt op til dåd...
Med den alder han har, så ville jeg også være lidt forsigtig med at lade ham sove 6-7 timer i træk om natten. Det er længe - og han springer faktisk et måltid over på denne måde. Det kan godt forsvares, hvis han indtager nok mælk hele dagen igennem og han tager rigtig godt på - det kan være dejligt for jer begge med sammenhængende nattesøvn. MEN det at amme om natten er faktisk vigtigt for din mælkeproduktion, og da du ammer med brik, vil det være en god prioritering at amme om natten og som udgangspunkt ikke springe amninger over. Samtidig vil det naturligt også øge hans behov for mælk i dagtimerne, hvis han ikke drikker nok om natten - hans behov skal helst dækkes over døgnet 24 timer, når han ikke er ældre...
Det er forskelligt, hvor mange lure børn i denne alder tager i løbet af dagen. Nogle børn sover to lange lure, andre børn sover 3 lure og atter andre sover måske 4 mindre lure... Det gennemsnitlige søvnbehov ligger mellem 16-18 timer i døgnet, nu hvor han er omkring en måned gammel, nok omkring 16 timer... Det vil ofte være fordelt sådan, at han sover 6-7 timer samlet i løbet af dagen og 9-10 timer om natten. Så har du lidt at gå ud fra, når du skal vurdere, om han samlet set får sovet nok.
Nogle gange kan det hjælpe at lægge et bad ind i løbet af dagen - f.eks. mellem formiddagslur og middagslur. Så du kan amme ham, give ham et bad, frottere ham rigtig godt i håndklædet osv. Amme ham igen og derefter så putte ham til middagslur. Det kan måske hjælpe jer til at få skabt lidt mere rytme, hvis du forsøger dette i en kortere periode.
Du skal ikke være bange for at give ham dårlige vaner og dermed bange for at amme ham i søvn eller lignende. Det må du meget gerne gøre med den alder han har - faktisk må du gøre alt, hvad der skal til, for at han ikke er vågen i så mange timer. Det betyder, at du også meget gerne må lægge dig med ham og amme ham i dobbeltsengen og lade ham falde i søvn ved siden af dig - igen, hvis det kan hjælpe ham til at koble fra og overgive sig til søvnen, så er det super godt og en god prioritering.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Ud over at amme ham, så er det vigtigt og godt, hvis du kan holde ham tæt, vugge ham, give ham masser af hud mod hud kontakt. Du kan prøve at bære ham i en slynge eller vikle, for at se om det kan få ham til at koble fra og falde i søvn. Du kan vugge ham, svøbe ham, trille ham i barnevognen osv.
Du skal være opmærksom på at så lille et barn ikke er i stand til at lukke lyde ude. Du fortæller, at han ofte er vågen fra kl 16-22 og jeg tænker, at det netop er på det tidspunkt, hvor far og storesøster er hjemme. Det er altså her, at der er mest uro hjemme hos jer... At han ikke kan lukke lyde ude betyder, at han hører alt. Han hører, når I snakker, griner, skramler med gryder, vaskemaskinen der kører, radioen eller fjernsynet... han hører det hele. Og især sidst på dagen vil der naturligt være mange ekstra lyde, som han skal forholde sig til. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan hjælpe ham til ro ved f.eks. at stille ham afsides, når han skal sove. Altså stille liften i soveværelset eller putte ham i barnevognen og lade ham sove i haven.
Måske kan han have glæde af og falde til ro med hvid tøj - du kan downloade en app med hvide lyde. Det er forskellige lydfrekvenser kombineret på en ensartet måde. Der er ingen skarpe eller afbrudte lyde. Nogle børn har glæde af hjertelyd - du kan f.eks. købe en bamse, der kan afspille hjertelyd og livmoderlyd. Nogle spædbørn har stor glæde af at man efterligner tiden i livmoderen - det er genkendeligt for dem og hjælper dem med at finde roen bedre.
En klud der dufter af dig, som han kan have liggende ved sit ansigt, kan nogle gange også give ro og hjælpe ham med at sove bedre - fordi det minder om at ligge i din favn og fornemme, at du er der :)
Det er en god idé, hvis I kan hjælpe ham med både at have kortere søvnperioder og kortere vågenperioder - som jeg mellem linjerne i dit brev også fornemmer, at du efterspørger :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Navn - navngivning
Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.
Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.
Køkkenhygiejne
Når man laver mad til småbørn er god køkkenhygiejne særligt vigtig. Små børns forsvar overfor bakterier er mindre end voksnes, og derfor får børn lettere ondt i maven eller får en maveinfektion.
- Undgå at sprede bakterier mellem madvarer. Hold f.eks. rå grøntsager adskilt fra råt kød, så der ikke kommer jordbakterier på kødet, og så der ikke kommer bakterier fra kødet på grøntsagerne.
- Hold også rå madvarer adskilt fra mad, der er klar til at blive spist. Det...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.