Svar: Tvivl om barn nr. 2

---

Kære du

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Det er rigtig dejligt, at I med ægdonation har fået så skøn og dejlig en dreng. Det er naturligt altid noget helt særligt at blive mor - men der kommer lige en ekstra dimension til det, når man har været igennem flere IVF behandlinger, og det så lykkes med en ægdonation - hvor er det dejligt for jer.

Jeg kan godt forstå din lyst til at blive mor igen. Det er jo rigtig dejligt! Der er også noget ganske særligt i at være gravid, ligesom tiden jo pludselig går enormt stærkt og lysten til at sidde med et lille spædbarn i favnen, dufte og fornemme dette lille nye menneske - ja det er bare noget ganske særligt.

Jeg tror de fleste af os kvinder, har lidt svært ved at forlige os med, hvis det er sidste gang - det er svært at tage beslutningen om, at "nu skal vi ikke have flere børn". For mange kvinder er det en proces, og det tager lidt tid at nå igennem denne proces. Og jeg tror, at det er der, du er nu. For hvordan ved man egentlig, at man ikke skal have flere børn...

For nogle kvinder tages beslutningen ud fra praktiske forhold - økonomi, arbejde, pladsforhold osv. For atter andre tages beslutningen ud fra udfordringer med at blive gravid (som i jeres tilfælde) eller ud fra risikoen for f.eks. at føde for tidligt eller få et handicappet barn - man tør simpelthen ikke løbe risikoen. Nogle kvinder tager først egentlig beslutningen, når deres andet barn vokser op, og de mærker glæden ved netop at have et ældre barn og ikke længere skulle være "gearet ind på babypleje", for atter andre spiller andre ting ind.

Din alder spiller naturligt også ind - og det kan godt gøre, at du føler dig ekstra presset. Hvis det skal være, så skal det være nu...

Jeg synes, det er vigtigt, at du og din mand er enige om det og har lyst til det. Det er, som du skriver, en meget stor omvæltning at få et barn - og det er en lige så stor omvæltning at have to børn. Børn er vidt forskellige, de har forskellige behov, skal mødes individuelt og ses som de hver især er - og det er krævende. Det er derfor vigtigt, at lysten er der - for når lysten er der, så er overskuddet naturligt også større.
Det skal altså være jer forældres lyst, der skal være det drivende element - I skal ikke få en lille en mere - og gå igennem det hele igen - for at give jeres dreng en ekstra søskende.

Selvom søskende er dejlige at have, så kan man sagtens have et rigt og dejligt liv som enebarn. Og netop det at være "den eneste", kan have mange fordele :)

Måske tænker du - måske på grund af jeres alder - at det vil være godt, for jeres dreng at vokse op med en søster og en bror. Når han bliver student, så vil du være omkring 60 år - og derfor tænker du måske, at det vil være godt med en søskende, så han ikke er alene som voksen... Det forstår jeg godt. Men der er dog ingen garanti for, at søskende bliver glade for hinanden eller vil have noget med hinanden at gøre, når de bliver voksne. Der er masser af familier, hvor de voksne søskende ikke mødes og ikke har kontakt. Igen - skal I få et barn mere, fordi I som forældre har lyst til det - og rigtig gerne vil det - og ikke for jeres drengs skyld...

Det vigtigste for et barn er at have forældre, som elsker en, og som er der for en. At være til stede både fysisk og mentalt for sit barn er alfa omega. Børn har det godt, når de føler sig lyttet til, forstået, når der er tid til dem og lyst til dem. Og her har enebørn jo ofte en stor fordel, de får den uforbeholdne kontakt og kærlighed fra deres forældre - og det er rigtig dejligt!

Hvis man vokser op med søskende, så vil de naturligt opdrage på hinanden - de giver hinanden modstand, der skal kæmpes lidt mere for at man bliver set og hørt, man må vente på, at det bliver ens tur, man mærker forskel på at være "lille" og være ...

---

---

... "stor" osv. osv. Men dette kan man jo også give enebørn, netop ved at være bevidst om det.

Når man "kun" har et barn, så er det ekstra vigtigt at hjælpe barnet med at få sociale kontakter, være sammen med andre børn, opleve modstand og også kammeratskab med andre børn. Børn skal lære de sociale spilleregler mange steder - ikke kun derhjemme. Derfor skal man som forældre bakke op om legeaftaler, hjælpe barnet med at finde venner, være sammen med andre børn osv.

At man "kun" har et barn betyder ofte også et større økonomisk overskud. Det betyder, at barnet nogle gange vil kunne have nogle fritidsinteresser, som er dyrere - det er f.eks. dyrt at gå til dans, til ridning eller hvis man gerne vil spille på et instrument eller køre motorcross... Det giver nogle andre muligheder, end hvis man har flere børn. Ikke dermed sagt, at det er bedre at gå til motorcross end til spejder, mere for at sige, at mulighederne for at støtte op om jeres drengs interesser måske er større, hvis I kun har ham. Det samme gælder oplevelser, som I kan have sammen - hvis man er enebarn, har man måske mulighed for nogle flere rejser eller ture i teateret eller lignende... I kan måske gøre nogle andre ting sammen... Håber du forstår hvad jeg mener, for det kan hurtigt komme til at lyde forkert :)

Nogle gange hører man, at det er vigtigt med søskende - hvis man ikke har søskende, så bliver man lidt en enspænder eller bliver lidt for gammelklog. Det er jeg ikke helt enig i. Det er rigtigt, at enebørn nogle gange godt kan virke mere modne og selvstændige - jeg tror det handler om, at når der kun er et barn, så er der naturligt mere tid til at tale med dette barn og være der for dette barn - og børn der bliver mødt og anerkendt, vokser op med stort selvværd... Dermed ikke sagt, at man ikke sagtens kan være ud af en større søskendeflok og have masser af selvværd og føle sig set og mødt af sine forældre - det kan man sagtens! Det er blot for at nævne, at det ikke skal være en årsag til at vælge flere børn, at man er bange for, at det barn man har bliver "gammelklog"...

---

---

---

Når jeg læser dit brev, så får jeg lidt på fornemmelsen, at ønsket om at blive mor - har ligget dybt i dig, og et eller andet sted stadig gør det - og det er svært at sige slut. Det er svært at anerkende og indrømme overfor sig selv, at nu skal du ikke have flere børn. Det er en vildt svær beslutning, for det kunne jo være så dejligt at få lov til at opleve det hele en gang til - og det er rigtigt, og det er helt forståeligt. Og hvis du virkelig brænder for det, og din mand forstår denne lyst og er enig i det, og har lyst til det - så må I prøve igen. Men måske er den tvivl der kommer nu, mavefornemmelsen der taler - måske er det tankerne om, at det måske ikke skal være for jeres drengs skyld, som du begynder at fornemme nu. Måske er det følelsen af, at jeres dreng nu begynder at blive så stor, at I kan lave andre ting, gøre andre ting sammen... måske er det tankerne om, at tingene jo også kan gå galt - ægget kan gå til grunde, fertilitetsbehandlingen kan mislykkes, graviditeten kan give problemer, der kan ske noget med barnet...

Usikkerheden er naturligt rigtig svær - og som du selv skriver, så har I jo en skøn og dejlig dreng, som I kan nyde - man ved, hvad man har :) Og måske er det netop drømmen om et ekstra barn, som du nu skal til at lægge bag dig...

Det vil være rigtig godt, hvis du kan tale med din mand om alle dine tanker. Han kender dig jo bedst og ved præcist hvad I har været igennem... I er sammen nødt til at finde ud af, om din tvivl er udtryk for, at du faktisk ikke rigtig har lyst længere, at det blot er rigtig svært at nå til at kunne sige "jeg skal ikke have flere børn"...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt med på vejen - rigtig meget held og lykke og stort knus med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---