Brev:

Tvivl om barn nr. 2

Kære Helen

Jeg er meget i tvivl om mine følelser, og om min mand og jeg skal gå videre med forsøg med barn nr. 2.

Jeg er 42 år (bliver 43 i oktober) og i 2013 blev jeg via ægdonation mor til en dejlig dreng, som er 3 år og 3 måneder nu. Vi har forsøgt med IVF flere gange, men ægdonationen lykkedes i første omgang. Der blev et befrugtet æg tilbage til et evt. ekstra forsøg.

Det var en ret stor omvæltning for os at få børn, selvom vi nok har fået verdens nemmeste barn. Jeg var fra starten helt indstillet på, at selvfølgelig skulle vi se om vores søn kunne få en søskende ved brug af det ekstra æg. Min mand mente dog, at vi havde det godt nok som vi havde det og turde heller ikke udfordre skæbnen yderligere, når vi nu havde et dejligt barn.

I februar 15 får jeg ham overtalt til, at vi skal forsøge med det ekstra æg, og jeg får overbevist ham om, at det er simpelthen for dumt andet; men desværre går ægget til under optøning.

Min mand synes, at nu har vi forsøgt, og så må det var det. Jeg synes imidlertid aldrig, at vi får forsøgt og har stadig drømmen om et ekstra barn. Jeg har truffet en beslutning om, at hvis jeg skal have et ekstra barn skal det være senest, mens jeg er 42. I efteråret 15 får jeg derfor min mand overtalt til at vi må undersøge, om vi har mulighed for at forsøge med den samme ægdonor, for så ville jeg lige kunne nå at få barnet, mens jeg stadig er 42. Det viser dog, at hun ikke længere donerer æg.

Derefter synes min mand igen, at nu har vi forsøgt; men jeg kan stadig ikke slippe tanken om et ekstra barn og går hver måned mod alle odds og håber på, at jeg kan blive gravid.

I sidste måned har vi så en større diskussion om det, og jeg får fortalt, at jeg ikke synes, at vi rigtig har forsøgt, da det ekstra æg jo aldrig blev sat op, og at jeg er bange for, at det altid vil komme til at ligge mellem os, hvis vi ikke får prøvet "rigtigt". Derudover får jeg også sagt, at jeg er så vred på ham over at det har taget så lang tid at få ham med i hver eneste skridt af processen, så jeg jo nu er for gammel til at forsøge igen.

Enden på det bliver, at han indvilliger i, at vi skal forsøge igen med ny ægdonor, og vi er nu i gang med ...

... de indledende blodprøver.

Nu er problemet imidlertid, at jeg selv er kommet i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at gøre. I kraft af at min mand har indvilliget kan jeg tilgive ham, at han ikke har haft lyst til at prøve tidligere, så vi kan slippe den distance, der var ved at komme mellem os. Samtidigt er jeg reelt i tvivl om, jeg stadig har lyst. Det er meget mærkeligt for for 2 måneder siden, var det det eneste jeg ville. Men min bekymring går på, at jeg jo burde være kisteglad nu og på vej ud over stepperne. I stedet så er jeg i tvivl om, vi skal fortsætte. Om jeg har energien til at starte forfra med en ny lille baby? Om det ikke bare er på tide at give slip på drømmen om et ekstra barn og så i stedet bare være glad for, at det lykkedes os at få et barn og så nyde ham. Men er bange for, at jeg vil fortryde om 5 år, at vi ikke forsøgte. Samtidigt er det en meget hektisk tid på arbejde lige pt, hvilket måske gør det svært at tænke klart. Eller kan det være, at jeg faktisk måske mente det mere end jeg troede, når jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke ville være mere end 42, når barnet kom.

Jeg håber, at du kan hjælpe mig en smule på vej, selvom det jo kun er mig selv, der kan træffe beslutningen.

Med venlig hilsen
J

PS: Lige et tillægskommentar, som måske meget godt eksemplificerer, hvordan jeg har det.

Lige pt. tænker jeg næsten, at det bedste udfald kunne være, at vi forsøgte med ægdonation, men at det ikke lykkedes. Så kunne vi lægge forsøgene bag os og leve glade videre med vores ene søn. Samtidigt virker det jo som en håbløs måde at se tingene på. Hvis jeg vil have at det mislykkedes, så er der jo ingen grund til at forsøge. Så kan man ligeså godt spare de 60.000. Og hvis det forsøg mislykkedes, hvad så med de 2-3 æg, der måske er i fryseren. Skal vi så forsøge med dem.

Er det jeg oplever, lidt sidste nerver inden vi går i gang, eller er det fordi, at jeg måske alligevel havde lagt drømmen om et ekstra barn mere bag mig, end jeg egentlig havde troet? Og er tvivlen reelt måske er udtryk for, at det faktisk ikke er det her, jeg har lyst til længere; men som jeg forsøger at gennemføre, fordi det er det her, jeg har villet så længe?

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.

Hører ikke efter og sut

Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Hjælp til barn der er bange

Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2025 | Opdragelse | 3 år

Børnehave og meget bestemt 3-årig

Kære Helen Jeg har skrevet før om vores familie, og er nu vendt tilbage til...

Læs hele brevet og Helens svar

2. marts 2025 | Opdragelse | 3 år

Hvordan får jeg min datter til at hjælpe til

Hej Helen Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at min datter begyndte at hjælpe...

Læs hele brevet og Helens svar

2. marts 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Sut afvænning

Hej Helen. Vi har store problemer med sutten har hjemme og håber du kan...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: