Svar: Pseudotvillinger - 15 mdr.
Kære mor til snart 2
Tak for dit brev, og hvor er det dejligt at høre, at graviditeten skrider planmæssigt frem. Det lyder som om, at I har det godt:)
Det er naturligt svært at forberede jeres dreng på den store omvæltning det bliver, når lillesøster kommer til verden. Det er dog rigtig fint, at du forsøger at forklare, at du har en baby i maven :)
Det vil også være rigtig fint, hvis du viser ham billeder fra han selv var en baby - især hvis du har billeder af at I giver ham mælk, skifter ham eller hvor han ligger og sover - fordi netop disse ting er noget, som vil fylde en del, når lillesøster kommer :) Det kan også hjælpe ham at se sig selv, se at han også har været en lille baby. Vis ham også gerne andre små babyer, så han begynder at forstå, hvad "baby" egentlig betyder.
Læs også meget gerne bøger for ham. Netop i 12-18 måneders alderen begynder mange børn at have glæde af at få læst højt. Gerne helt simple billedebøger med fotos eller billeder af hverdagen. Det kan være lettere at tale med ham om et billede i en bog og gøre det lidt mere håndgribeligt for ham, end hvis du blot forsøger at forklare ham det.
Han er naturligt stadig så lille, at han ikke kan undvære sin seng, sin pusleplads osv. Han skal på den måde ikke "afgive noget", som lige nu betyder rigtig meget for ham. Men liften, som han selv lå i, eller noget af hans aflagte tøj skal lillesøster måske arve og det vil være rigtig fint, at du finder dette frem og gør det klar - og igen taler om at det skal babyen bruge.
Men ellers, så er det også vigtigt, at du ikke gør alt for stort et nummer ud af det - netop fordi han jo ikke er ældre end han er. Det er vigtigt, at du lader ham være lille og forsøger at have en hverdag, der så vidt muligt ligner sig selv. Jo mere genkendelighed, jo mere tryg vil han være.
I skal også være opmærksomme på, at han måske godt kan "gå lidt tilbage i udvikling", når han bliver storebror. Det kan være svært at skulle dele mor og far med en lille ny og det kan skabe nogle meget stærke følelser i ham - som han naturligt vil have svært ved at sætte ord på, fordi han jo endnu ikke har så meget sprog... Derfor vil han nogle gange godt kunne reagere voldsomt, bryde helt sammen, smide sig i gulvet, virke frustreret og i fysisk oprør - og hvor han ikke er hysterisk, men blot har rigtig svært ved at finde ud af sin nye rolle som storebror. Og det skal der naturligvis være plads til, og I må prøve at rumme ham og alle de følelser og frustrationer, som han kan have.
Man kan sige, at fordelen ved at han bliver storebror i så ung en alder gør, at det jo er begrænset, hvad I kan kræve af ham. I kan ikke lige sige "nu må du lige vente lidt" eller "nu må du selv tage dine sko på" eller lignende - for det kan han ikke. Det gør det naturligvis ekstra hårdt for jer, at I skal være hundrede procent omkring begge børn, hjælpe dem begge så meget - men for ham er det faktisk en fordel, for han kommer ikke til at opleve, at I på den måde kræver for meget af ham :)
Det lyder rigtig fint med planlagt kejsersnit denne gang. Det giver jer jo rigtig god mulighed for netop at planlægge, hvordan I kan arrangere jer bedst - og det er super fint, at bedsteforældrene tager sig af jeres dreng den dag, så du og far ...
... kan være sammen. Herefter vil det, som I har planlagt, være rigtig godt, at far og søn tager på sygehuset og besøger mor og lillesøster - han forstår jo ikke hvor du pludselig er henne og forstår ikke hvad det betyder, når far siger "mor og lillesøster er på sygehuset". Men når de besøger jer, så får han lidt idé om, hvad det betyder, og han ser, at du ikke er forsvundet og han ser, hvad "lillesøster" eller "baby" egentlig er.
Det er naturligvis vigtigt, at du viser oprigtig glæde ved at se ham og interesserer dig for ham, så han kan mærke, at du stadig er der for ham. Han skal naturligvis også præsenteres for sin lillesøster, og vil måske kikke lidt på hende eller pille lidt ved hende - men I skal forberede jer på, at interessen måske ikke vil være så stor. Han forstår naturligt ikke rigtigt, hvad det er og hvad det alt sammen betyder, og han vil have travlt med at lege, hoppe rundt og lave andre ting - og det skal han naturligvis have lov til :)
Du vil ret hurtigt efter et planlagt kejsersnit blive bedt om at stige ud af sengen (du skal helst ud at tisse indenfor 4 timer efter dit kateter er fjernet), og i dagene efter skal du skiftevis ligge og slappe af, gå lidt rundt og sidde i en stol. Hvis du og lillesøster har det godt, så bliver I sandsynligvis udskrevet på 3. dagen (1. dagen er den dag, hvor du får lavet kejsersnit).
Det er rigtig dejligt, at din mand er der til at hjælpe dig den første tid og også tage sig lidt af jeres dreng. Det er en operation, som du har været igennem, og din krop skal have tid til at hele og komme sig efterfølgende. I de første par døgn, bør du ikke selv løfte lillesøster, men det vil være godt, at far eller barselspersonalet hjælper dig med det. I de første 6 uger bør du ikke løfte mere end hvad der svarer til lillesøsters vægt. Det betyder naturligt, at du ikke kan løfte storebror op - og derfor skal du være ekstra opmærksom på at invitere ham op i sengen eller på sofaen, når du ligger og hviler dig, sætte dig på hug og kramme ham osv. Så han stadig fornemmer, at du er der for ham og rigtig gerne vil ham.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Der går ofte også et par uger, før du kan begynde at gøre rent - som støvsuge eller vaske gulv, så derfor vil der være lidt ekstra opgaver for far at tage sig af i starten. Men når I er forberedt på det, så går det ofte rigtig fint.
Det er dejligt, at I har mulighed for at holde nogle uger sammen der hjemme, og I skal nyde den første tid sammen. Hyg jer, tag det stille og roligt og nyd at I er en lille familie på fire. Jeres dreng vil spejle sig i jeres ro og glæde. Når han mærker, at I har det godt og er glade for den nye situation, så vil han naturligt også føle en større ro og glæde.
Brug bedsteforældrene, når der er mulighed for det, men giv jer også tid og mulighed for blot at være jer fire - uden at skulle en masse. Det er helt okay at have et par dage, hvor man ikke skal noget, andet end blot være sammen og netop finde ud af at være fire:)
Du kan evt. have glæde af at læse bogen "Barn nr. 2 - når familien vokser" af Lykke Møller Kristensen og Margrethe Brun Hansen - og bidrag af bla. undertegnede :) Du kan sandsynligvis finde den på biblioteket :)
Rigtig meget held og lykke fortsat! Glæder mig til at høre om lillesøster, når hun er her:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
13. juni 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Min datter på 2 år og 6 måneder går i en vuggestue med cirka 25...
Viden om børn:
Rhesus-uforlignelighed
Vi har hver især en blodtype, som kan hedde A, B, AB eller 0 og derudover er vi delt op i Rhesus positive og Rhesus negative. De fleste mennesker er Rhesus positive, ca 15 % er Rhesus negative.
Hvis en Rhesus negativ kvinde bliver gravid og den kommende far er Rhesus positiv, så kan barnet, som kvinden venter være Rhesuspositiv efter sin far.
Imens barnet ligger i maven, så har det sit eget separate kredsløb, men der kan dog ske en lille udveksling af blod imellem...
Lus hos børn
Rigtig mange familier oplever, at deres børn kommer hjem med lus, og det bedste du kan gøre er at kæmme dit barn. Kæmning gør du bedst således:
1. Først vasker du barnets hår almindeligt. Helt våde lus sidder stille, men hvis lusene er tørre eller kun let fugtige, så bevæger de sig rundt. Våde lus er derfor lettere at få fat i. Sæt barnet på en stol foran dig, så du sikrer dig en god arbejdsstilling. Det tager tid at kæmme hår.
2. Så kommer du en god portion balsam...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.