Svar: For meget amning? - 2 mdr.
Kære Mor til 2
Tak for dit brev - og beklager ventetiden... måske er du allerede nået et skridt videre, når jeg nu svarer dig i dag :)
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var dig... Jeg ville gøre det, som umiddelbart føltes rigtigt og som virkede. Det betyder, at jeg ville følge min mavefornemmelse, og hvis jeg oplevede at min datter tydeligt faldt til ro og sov bedre, hvis hun kom til brystet, så ville jeg lægge hende til brystet - og jeg ville ikke vente 3 timer, hvor hun så skulle være ked af det og ligge og græde og blive mere og mere frustreret. Det ville være ødelæggende både for mig som mor og for min lille datter!
Jeg synes ikke, at en vægtøgning på 280 gram om ugen lyder voldsomt. De fleste børn vil i 2-3 måneders alderen tage ca. 200 gram på og mange børn tager betydeligt mere på, når de ammes fuldt!
Jeg synes man skal være meget påpasselig med at anbefale "amning efter skema" og ikke lade din datter die ved brystet, når hun viser behov. Det er netop vigtigt for at bibeholde amningen og hendes naturlige fornemmelse for sult og mæthed, at hun får lov til at flekse ved brystet. Det er korrekt, at hendes hovedmåltider bør ligge med ca. 3 til max 4 timers interval, men derimellem bør hun have lov til at komme til brystet og die kortvarigt og på den måde få slukket tørsten.
Jeg er som udgangspunkt enig i, at det vil være rigtig godt, hvis du om natten kan prøve at amme hende og derefter putte hende over i liften, tremmesengen eller lignende. I kan evt. have glæde af en bedside crib, hvor hun kan sove i direkte forlængelse af din seng, så du om natten kan hjælpe hende til ro med dine hænder og nærhed, kærtegne hende osv. og lade hende mærke dig - men uden at hun behøver brystet i munden hele tiden.
Det er for det første vigtigt for at forebygge vuggedød, at hun så vidt muligt sover i egen seng om natten - men derudover vil det naturligt også kunne forstyrre hendes søvn, hvis hun ligger lige op af dig om natten, og vil die hele tiden, fordi hun jo kan dufte din mælk. Det at ligge med eller ved dit bryst om natten, kan godt vænne hende til at hun skal sove med brystet og det kan godt gøre, at hun om natten så ikke rigtigt finder ro i maven og heller ikke får sovet godt nok... derfor kan det være en god idé, hvis du f.eks. sen aften kan amme hende rigtig godt, gerne fra begge bryster og derefter putte hende lidt for sig selv i håb om at, hun kan tage et lidt længere søvnstræk og lære at undvære brystet lidt.
Dermed ikke sagt, at hun så slet ikke må få brystet - det er ...
... stadig ikke meningen, at hun skal ligge og græde i længere tid. Hvis hun søger efter brystet, tydeligt har brug for det, så skal du naturligvis give hende det - og derefter så prøve at putte hende igen og hjælpe hende til at sove uden. Det vil være heltnaturligt, at hun om natten har nogle små lyde, kan ligge og småklynke, virke søgende, smaske osv. - det er drømmelyde og ikke nødvendigvis behov for mælk/bryst. Derfor må du godt prøve at hjælpe hende videre i søvnen uden hver gang at tilbyde bryst i munden...
Det er korrekt, at hun med den alder hun har, kommer igennem flere af søvnens stadier, når hun sover ca 45 minutter og du behøver ikke arbejde på at hver lur skal være en længere lur - det kan være alt for hårdt for jer begge to! Men det vil være rigtig godt, hvis mindst en af dagens lurer varer mindst 1.5 time. Det kunne f.eks. være middagsluren, så du lader hende vågne af sig selv om formiddagen, leger, pludrer, ammer osv. og putte hende igen - men når hun så skal sove til middag, så forsøger du at få hende til at sove lidt længere - evt. ved at trille hende i barnevognen og på den måde holde hende sovende eller ved f.eks. at lægge dig med hende og tilbyde brystet en ekstra gang undervejs, så hun på den måde holdes sovende.
Med hensyn til stimulation og at "hoppe hende i søvn", så er det sådan, at alt det du gør, det lærer hun - så hvis du hopper rigtig meget, så lærer hun jo, at det er sådan det skal foregå, når hun skal sove - og det kan være uhensigtsmæssigt, fordi hun jo bliver fysisk tungere, og du naturligt kan blive ret træt af på sigt, hvis du skal hoppe med hende igen og igen, for at hun kan sove.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis det er det eneste som virker, så må du gøre det lige nu - men det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge at minimere behovet for at hoppe. Så du nedsætter din hoppen på bolden. Prøv at hoppe lidt, og sid så stille - og hop først igen, hvis hun klynker. Hvis hun bare ligger og kikker i dine arme, så sid stille med hende, så hun stille og roligt lærer, at hun ikke behøver blive hoppet med for at falde i søvn. Du skal altså gøre det, som giver jer begge mest ro lige nu - men samtidig også medtænke, at du skal have skabt lidt rutiner, som på sigt kan fungere for jer begge :)
Prøv også at lade far tage over. Han dufter ikke af mælk og vil naturligt gøre tingene en lille smule anderledes - samtidig med at det kan give dig lidt ro og frihed til at være lidt sammen med storebror :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.
Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....
24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...
29. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
Viden om børn:
Bleudslæt
Bleudslæt ses som rødme på numsen. Det kan være små røde pletter, men det kan også være store røde skjolder på huden. Der kan gå hul og komme sår, hvis det er rigtig slemt.
Bleudslæt opstår ofte, hvis barnet har haft en ble på for længe, der har været for våd af tis eller afføring. Det er syren i urin og afføring, der så ødelægge barnets hud. Børn kan også blive røde i numsen i forbindelse med diarré, hvor man måske ikke når at opdage at barnet har noget i bleen og derfor ikke...
Barnevogn
Når I skal købe en barnevogn er det vigtigt at I gør jer klart, hvad vognen hovedsageligt skal bruges til.
Skal den mest stå på altanen, eller skal den bruges til at gå lange ture med. Skal den kunne bæres op og ned ad trapper? Og skal den kunne være i bilens bagagerum?
Det er også vigtigt at tænke på årstiden. Både sommer, men især om vinteren, er det vigtigt at både kassen og kalechen er vandtæt. Om vinteren er det vigtigt, at både sider og bund er godt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.