Svar: Voldsomt temperament både hjemme og i vuggestuen

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter - det er rigtig godt at du skriver, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

For det første - jeg tror faktisk ikke, at der er spor i vejen med din datter. Hun er 23 måneder og er på mange måder en rigtig kvik pige, og hun reagerer som de fleste 2årige reagerer. Det er derfor rigtig synd, hvis vuggestuen giver dig en opfattelse af, at din datter er forkert, eller at hun ikke opfører sig, som man normalt ville forvente, for det synes jeg faktisk, at hun gør...

Naturligvis er temperament forskelligt, og børn er forskellige, de har forskellig personlighed. Så nogle børn reagere lidt voldsommere over for et nej, end andre børn. Men det betyder ikke, at deres reaktion er unormal, tværtimod. Jeres datter får det, som kaldes fortvivlelsesanfald. Det hører alderen til og det ses ofte hos børn i 1-3 års alderen. Også ældre børn kan dog godt få det.

Jeres datter er nu knap 2 år og netop nu sker der rigtig meget med hende. Hun gennemgår en rivende udvikling, og netop 2 års alderen er for mange forældre rigtig svær. For børn i denne alder vil naturligt udforske verden. De vil finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan ting hænger sammen, og de vil naturligt derfor nogle gange afprøve grænser - og samtidig er de utroligt følsomme og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt.

Jeres datter er rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder, at hun lige nu og det næste år, vil forsøge at finde ud af, hvem hun selv er, og hvordan hun påvirker andre. Et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!" eller sige "Min!" eller "Det er min!", præcist som du fortæller, at jeres datter er begyndt på. Det er helt normalt og tegn på en sund og normal udvikling, at jeres datter begynder at sige "min min miiiin!" - også om ting, som ikke er hendes.

Hun lærer, hvordan verden hænger sammen, når hun er samme med dig, far og lillebror - og også når hun er i vuggestue. Hun har rigtig meget brug for at du roser hende. Det gør hende stolt og glad, når hun mærker, at du tror på hende, tror på at hun kan, og at du synes godt, om det hun gør. Og hun bliver modsat rigtigt ked af det, hvis og når hun mærker, at du ikke vil som hun vil. Hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget, som hun er igang med. Hun vil naturligt i 2 års alderen godt kunne føle stor skam, hvis hun får at vide, at hun gør noget forkert. Og derfor er hun naturligt særligt følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør.

Det betyder dog ikke, at hun så "bare skal have lov". Der er naturligt visse regler som skal følges og regler, som hun skal lære at kende - og derfor må du gerne sige nej eller stoppe hende, når hun gør noget forkert. Det er her vigtigt, at hun kan se, at du mener nej, når du siger nej. Der skal være sammenhæng mellem dit verbale nej og dit kropsprog - din mimik, dit blik, dine handlinger.

Og når hun så mærker dette nej - så er det at fortvivlelsesanfaldet opstår. Det sker fordi deres hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, ...

---

---

... selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datter mærker modstand, når hun mærker at skoene driller, når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi I skal køre, når mor skifter hende og hun hellere ville have at det var far, når du giver hende æble i stedet for banan, når I slukker for fjernesynet, fjerner ipad´en, serverer vand af den røde kop i stedet for at den blå osv. osv. så vil hun reagere fysisk. Hun er styret af sin mellemhjerne og vil derfor løbe sin vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte, kaste med ting - hun vil tydeligt være i fysisk oprør. Dette fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige, at hun reagerer næsten dyrisk...

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal du reagere på en måde, der aktivere hendes rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil sige, når du viser hende, at du kan bevare roen, når du viser hende at du godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred osv. Og når du sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

---

---

---

Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner". Når din datter bliver frustreret, vred, går i panik, bliver ophidset osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. Bla. sker der det, at vores muskelmasse øges (det er også derfor du ikke kan holde hende), vores pupiller trækker sig sammen, pulsen stiger og de yderste blodkar trækker sig også sammen, det får hermed også blodtrykket til at stige.

Det er ikke farligt for din datter, men der er vigtigt at du hjælper hende med at finde roen. Frustrationer kan ikke undgås og hun skal lære at tackle, når tingene ikke altid går, som hun gerne vil have dem til. Og nogle gange vil du naturligt ikke kunne holde hende, tale til hende osv. med det samme - og det er helt okay.

Du skal naturligvis sikre dig, at hun ikke kan komme til skade. Hun må ikke slå sig, banke hovedet i gulvet, ind i væggen osv. Hun må ikke komme noget til. Men nogle gange er det helt okay, at du lader hende "bryde sammen". Prøv dog at være til rådighed, vis dig tilgængelig. Sæt dig i nærheden, tal beroligende til hende "kom skat, kom skatterpige, sååå sååå, kom her hen til mor" og lad hende komme hen til dig, krybe op på dit skød og blive holdt om, når hun er parat. Når hun får anfald af fortvivlelse, så kan hun ikke lytte til dig, men du skal lytte til hende.

Det spiller naturligt også ind, at hun stadig mangler sprog. Ligesom det også spiller ind, at hun skal dele mor og far med lillebror - det er naturligt svært, når man selv stadig er en meget lille pige. Men de voldsomme reaktioner du oplever, hænger hovedsageligt sammen med hendes hjernemæssige umodenhed, og det er som sagt helt naturligt for alderen:)

Jeg håber dette kan give lidt ro med på vejen, og derudover vil jeg også anbefale dig rigtig meget at læse "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke fortsat! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---