Svar: Madplan m.m 6 mdr
Kære Ditte Marie
Tak for dit brev og velkommen til :) Det lyder som om, at I har ramt det rigtige tidspunkt at begynde med skemad. Jeres lille dreng tager rigtig godt imod og spiser gerne både grød og mos - og det er super fint.
Planen for dagen ser umiddelbart fin ud. Det er en god tommelfingerregel, hvis han kun får grød to gange dagligt, og resten af hans måltider er grøntsager, kød, fisk og frugt. Når han bliver 7 måneder, vil det være rigtig godt med to grødmåltider og to grøntsagsmåltider dagligt, og du må gerne allerede nu variere hans frokost, så han hver anden dag f.eks. får øllebrød og hver anden dag før grøntsagsmos med kød og fisk.
Jeg kan ikke helt gennemskue, om grøden du giver til morgen er en blanding mellem havre, majs og ris - eller om du varierer mellem de tre grødtyper - vil blot lige nævne, at han ikke bør få ris dagligt på grund af arsenindholdet:)
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 04/05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop. Frisk blød frugt i hånden at sutte på selv.
Formiddag 9.30: Frisk blød frugt i hånden, og du følger efter med lidt frugtmos, vand af kop.
Flaske og puttes til formiddagslur ca kl 10
Frokost 12: Øllebrød og hver anden dag grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 14
Eftermiddag 16: Frisk blød frugt i hånden, lidt frugtmos og vand af kop. Må også stadig gerne tilbydes en lille flaske her.
Powernapper - eller den springes måske over
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende at gumle på selv. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca 20-21 som nu
Sen aften 24: Flaske - det der også kaldes et drømmemåltid
Som du kan se, så får han stadig mange måltider dagligt og masser af skemad - grød og mos. Ved siden af dette vil det være super godt, at du begynder at give ham lidt mad i hånden, som han selv kan sidde med.
De fleste forældre synes det er lidt skræmmende at skulle give barnet mad i hånden, mad med mere bid, mad i stykker. Vi er naturligt bange for, at barnet skal få det galt i halsen og derfor skal børn naturligt også altid være under opsyn, når de sidder med mad. Men det er jo en balance, for din dreng skal også øve sig for at lære at spise mad med mere bid, og derfor skal han have lov til at prøve stille og roligt at finde ud af det.
Han er stadig 6 måneder gammel og det er for tidligt med brødhapsere osv. Men det vil være rigtig fint, at du netop tilbyder ham mad i hånden, som han kan sidde og sutte på, opbløde med spyt, prøve at arbejde med i munden. Det kan være bløde frugtbåde f.eks. ikke æble, da det knækker meget let. Men måske et stykke appelsin, melon eller et stort jordbær, som du kan hjælpe ham med at holde. Du kan også give ham ristede rugbrødsbjælker, en agurkering, et stykke kogt blomkål eller kogt broccoli, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende. Han skal som udgangspunkt ikke have noget med skræl, da det kan sætte sig fast i halsen, men netop agurk plejer ikke at være så problematisk. Du kan skære ...
... en skive på 1.5 cm tykkelse, fjerne kernerne fra midten, så det bliver til en ring. Så kan han sidde med den på tommelfingeren, og det gør det lettere for ham at holde den.
Det at sidde med noget selv styrker ham mundmotorisk, han får fornemmelsen for hvor langt ind i munden, han kan komme maden før brækrefleksen stimuleres, han oplever forskellig konsistens og smag, sutter, opbløder, synker, gumler osv. alt sammen med til at gøre, at han bliver bedre og bedre til at tygge og bearbejde føden.
Derudover vil det være rigtig godt, at han får grovere grødtyper - f.eks. havregrød, øllebrød (det vænner ham til rugbrødssmagen) og flerkornsgrød. Disse former for grød kræver lidt mere arbejde i munden end f.eks. en majsgrød eller risgrød gør, og det er rigtig fint at han stille og roligt vænnes til at spise grød, som har lidt mere bid.
I grøntsagsmosen skal han have tilført kogt hakket kød eller fisk og til at starte med kun for at give mosen lidt struktur. men stille og roligt skal mængden øges, så mosen på den måde får mere bid og hen af vejen kan du også begynde at mose grøntsagerne med en gaffel og ikke længere blende dem...
Det kommer altså stille og roligt - det er en gradvis proces, som du skal hjælpe ham til og så vil han måske være parat til brødhapsere, når han bliver 8 måneder...
Det er meget fint, at du forsøger at holde fast i spise og sovetider jf, dagsplanen - og det er super fint, at han ofte er vågen en times tid før han er parat til at spise, ligesom det lyder super, at han er vågen i ca. 3 timer, før han kan puttes igen. Rytmen er super! og han lyder ikke til at mangle søvn :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
De fleste børn begynder at springe powernappen om eftermiddagen over i 6 måneders alderen, så det er helt fint, at han nogle dage viser tegn på at kunne undvære denne.
Det er også rigtig fint, hvis I nu kan holde fast i et stå op tidspunkt som gør, at han kan få morgenmad ca. kl 7.30 hver dag. Når dagen starter til samme tid, så vil tidspunkterne for søvn, mad og aktivitet i løbet af dagen naturligt også ofte blive mere ens og netop rytmen er vigtig nu. Det er med til at give ham en fornemmelse af mæthed og sult, og behov for søvn og hvornår det er tid til at lege og være aktiv :)
Antallet af flaske er super fint med den alder han har. Når han bliver 7 måneder vil det ofte være passende med fire flasker. Jeg anbefaler, at disse ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige at i 7 måneders alderen, så forsvinder flasken om formiddagen og om eftermiddagen. I stedet gives så et lidt større mellemmåltid her.
Mængden af skemad må gerne ligge på 1-2 dl. så den stadig lever plads til mælk i maven. Derudover skal han have vand af kop, som du jo også giver ham :)
Håber du kan bruge dette lidt videre :) Derudover vil jeg anbefale dig min bog "Helens bog om børn og mad". I den finder du dagsplaner, opskrifter, du kan slå fødevarer op, hvis du er i tvivl om, hvad han må få hvornår. Du guides igennem måned for måned til han er 18 måneder gammel. Vær opmærksom på at få fat i nyeste udgave - der står "Ny revideret udgave" på forsiden. Den følger de nyeste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen :)
Glæder mig til at følge jeres lille familie! Fortsat god appetit!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
Viden om børn:
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Sprog
Allerede når det lille barn ligger i dine arme for første gang og du snakker med det, dannes grundlaget for at lære at tale. Babyen nyder at lytte til din stemme, som den også kender fra livet inde i maven, og den forbinder det med noget rart, at du taler. Det giver tryghed, nærhed og kontakt.
At synge eller spille musik virker også sprogligt stimulerende på barnet. Efterhånden som barnet bliver ældre så fortæl det, hvad du gør, - skifter bleen, vasker maven, vasker armene,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.