Svar: Grænsesøgende 4 årig

---

Hej med jer

Tak for dit brev og alle dine tanker :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker du kan bruge. Der er nogle ting, som jeg ikke helt kan tyde ud af dit brev, så derfor får du lidt forskellige tanker med på vej og må selv vælge til og fra. Det håber jeg er okay:)

Det lyder som om, at jeres datter lige nu har det lidt svært. Og jeg tror bestemt ikke, at hun er ligeglad med, hvad I siger eller synes om hende, ligesom jeg heller ikke tror, at hun er ligeglad med våde bukser... men hun er 4 år gammel, og det er på nogle punkter en rigtig svær alder - og på andre en rigtig skøn alder :)

4 årige har rigtig meget brug for voksen kontakt. Jeres datter har rigtig meget brug for at I ser hende, og hun har brug for at føle sig prioriteret. Det kan godt være svært at være fire år og have en lillebror på ca. 1 år, som kravler, rejser sig ved tingene, begynder at gå rundt og som filmer til alt og alle, og som alle synes er fantastisk, sød og dejlig. Hun er højst sandsynligt glad for sin lillebror, og det er også rigtig dejligt, at I prioriterer at gøre ting med dem hver især, så hun oplever, at I f.eks. tager hende med i Zoo - men det er ikke disse ture, det er mere i hverdagen, at hun har brug for at mærke, at hun er noget ganske særligt og at ingen kan tage hende plads.

Når jeg læser dit brev, så får jeg lidt indtryk af, at hun lige nu irriterer jer lidt. Hun gør ikke helt, som I gerne vil - det er smadder irriterende, at hun pludselig tisser i bukserne eller at hun ikke hører efter og ikke vil gentage, det I har sagt, så I kan høre, at hun forstår, hvad I vil... Og hun mærker den irritation, hun mærker de krav, og hun har rigtig svært ved at håndtere det, fordi hun jo kun er 4 år gammel. I forhold til sin lillebror, så virker hun som en meget stor pige, og på mange måder er hun en stor pige - men på andre områder, så er hun stadig også en lille pige, hvilket hun skal have lov til at være - og jeg får lidt på fornemmelsen, at hun kæmper lidt imod, netop for at få lov til at være lidt lille...

Det er rigtig vigtigt, at I er opmærksomme på at give hende følelsen af at være noget ganske særligt, noget helt specielt. Du/I skal vise hende, at du rigtig gerne vil hende, at du elsker hende og nyder at være sammen med hende. Du skal sætte ord på, hvor meget hun betyder for dig. At du ikke ved, hvad du skulle gøre, hvis ikke du havde hende osv. I er nødt til at overveje om hun reagerer som hun gør, fordi hun har brug for at I ser hende mere... Når børn savner kontakt med deres forældre, så begynder de ofte at opføre sig provokerende, simpelthen for at blive set. og jeg kan simpelthen ikke ud af dit brev gennemskue, om hun føler sig "rigtigt set" - håber du forstår, hvad jeg mener:)

Hun har en rigtig god alder lige nu, fordi hun opdager humor, og det kan I udnytte. Hun kan fjolle, pjatte, vil begynde at elske vittigheder. Hun kan grine af de mærkeligste ting og grine af ting, som I ikke synes er særligt sjove - en pruttepude kan f.eks. være meget morsom...

Humor og sjov er vigtigt. Det gode humør smitter og at bruge humor, leg, latter, når man vil undgå konflikter, kan være en rigtig god idé. Når du skriver "hvad kan vi gøre, så vi ikke er sure forældre konstant?", så tænker jeg, at I kan prøve at fjolle, grine og pjatte lidt mere. At det skal være noget, som I bevidst gør, så det bliver sjovere for jer alle fire at være sammen. Jeres datter vil elske det, og netop ved at bruge humor, kan I nogle gange undgå, at det føles som "at slå i en dyne", hvor man ikke føler at man kommer nogen vegne.

Når hun nogle gange gør nogle ting, som I ikke vil have - her hvor I har regler, giver hende advarsler osv. eller måske i en situation, hvor hun har tisset i bukserne i stedet for at gå på toilettet, så kan I bruge humor og give hende fysisk kontakt og ikke skælde ud. I kan f.eks. sige "børn der driller deres mor og far, de skal kildes" eller "her i huset kilder vi børn, der ikke går på toilettet" eller lignende. Og så tager I fat i hende, og kilder hende rigtig meget. Så hun i stedet for at få skæld ud, føler, at hun ikke kan leve op til jeres krav og let kan få en følelse af at være forkert - oplever det modsatte - at I rigtig gerne vil hende, og I giver hende masser af fysisk kontakt og nærhed, så hun bliver set, hvilket er det hun gerne vil. Og efterfølgende vil hun have meget lettere ved at lytte til jer, og til det I siger:)

For naturligvis vil hun gerne lytte til jer og forsøge at gøre det, som hun ved gør jer glade. Hun gør ikke noget bevidst imod jer - hun har bare svært ved helt at finde ud af, hvad hun skal gøre. Og hun skal stadig hjælpes. Når hun først har tisset i bukserne, så kan hun jo ikke gøre det om. Det er sket - og hun kan så kun tage imod skældudene... Men hun skal hjælpes inden. I skal lave aftaler om faste toilettider, hvor I tager ansvaret og hjælper hende med at huske, at hun skal gå derud. Hun skal ikke spørges "skal du tisse?", for så siger hun nej. I skal tage hende i hånden og sige ...

---

---

... "kom du skal lige ud at tisse", og så går I derud.

I skal her udnytte, at hun nu har en alder, hvor I kan tale lidt til hendes intellekt. I skal sætte jer ned og lave nogle små aftaler om f.eks. renlighed. Pas på, at I ikke kommer til at kritisere hende i denne snak - hun må ikke føle sig forkert. I kan evt. tale om drilleblæren, forklare hende, at hun har en blære i maven, som lige nu ikke rigtig kan finde ud af det - den driller. Og sammen skal I hjælpe den med at finde ud af at gå på toilettet igen. Det er ikke hendes skyld, det er drilleblærens skyld.

I skal sætte ord på, at I godt forstår, at det er svært at gå på toilettet, når man leger rigtig godt osv. Men at det er vigtigt, at hun tisser på toilettet - og at I vil hjælpe hende med det. I ved, at hun kan, for hun har kunne det før - og hun er den sejeste 4 årige pige I kender. Og I vil hjælpe hende, så det lykkes - I vil hjælpe hinanden.

Jeg tænker, at I skal prøve at ændre jeres måde at møde hende på. Det lyder som om, at der hos jer er lidt for meget fokus på alt det hun gør forkert, alt det som irriterer jer. Og I skal prøve at holde fokus på alt det gode hun gør - og i hverdagen sætte ord på det. Så hun hører, hvad det er I gerne vil have mere af. Nogle gange tror vi, at børnene ved det - men det gør de faktisk ikke altid :)

Og så skal I passe på ikke at afkræve hende svar. Hvad betyder det, når du skriver "det er på ingen måde muligt at tale fornuft med hende?" Hvordan foregår det? Er det mor og far, som forklare hende i "hårde" ord og vendinger, hvad der forventes og herefter afkræves hun svar i form af "Har du forstået det?" "Hvad har vi lige talt om?", "Hvad var det vi aftalte?". Hvis det foregår på denne måde, så kan hun ikke svare...

Hvad betyder det, at I er konsekvente, når hun ikke opfører sig ordentlig. Først giver I en advarsel og så... ? Hvad ? Bruger I trusler - siger I f.eks. "Hvis du ikke... så ...." Eller?

Jeg kan af gode grunde ikke helt se, hvad der foregår hos jer og måske gør I det på en rigtig fin måde. Det er en hårfin balance. Jeg tænker, at I bør overveje, om I er autoritære forældre eller myndige forældre, for der er forskel...

---

---

---

Helt overordnet, så kan man sige, at der er tre måder at opdrage på: Man kan være autoritær, eftergivende eller myndig i sin opdragelsesform.

Hvis man er autoritær, så lægger man vægt på myndighed og kontrol. Udgangspunktet er "jeg bestemmer, for jeg er den voksne". Der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig, og hvis hun ikke gør, som hun får besked på, så falder der en straf. Det kan f.eks. være at sige: "Hvis du ikke spiser din aftensmad, så kan du ikke se fjernsyn". Når I sætter sådanne regler op, så bliver det ikke diskuteret eller forklaret, det er som I siger, fordi I ved bedst. Det forventes, at jeres datter følger reglerne, uden at beklage sig. Børn af autoritære forældre mister ofte respekten for deres forældre.

Så kan man være det modsatte, nemlig eftergivende forældre. Det betyder, at I stiller meget få krav og jeres datter får lov til det meste. Her er forældrene ofte varme, lydhøre, prøver at imødekomme og lytte. Udgangspunktet er "jeg vil gerne være din ven". Det er ofte svært at sætte grænser, det er svært at sige fra, for det vigtigste er, at det hele forløber stille og roligt og alle er venner og glade... Hvis man er meget eftergivende i sin opdragelse, så giver det ofte børn, der er udforskende og som mangler selvbeherskelse. Det lyder ikke til at være tilfældet hos jer :)

Og så kan man også være myndig forældre. Når man er en myndig forælder, så sætter man klare grænser overfor barnets opførsel. Du/I forklarer, hvorfor det er nødvendigt med regler og hvorfor reglerne er som de er - I stiller krav, men det er krav der passer til hendes alder og udvikling. I har således realistiske forventninger til hende. Udgangspunktet her er "hvordan kan vi finde den bedste løsning for os begge". I anerkender, lytter til hende og sætter jer ind i, hvad hun gerne vil eller ikke vil. I indgår i dialog, forsøger at finde en løsning - og de gange, hvor tingene er nødt til at være som I vil, så viser I hende stadig, at I forstår, at hun gerne vil noget andet, og at det er okay, at hun bliver frustreret osv.

Børn der bliver mødt af myndige forældre udvikler selvbeherskelse og en god portion selvstændighed. Hun vil kende reglerne og forstå, hvorfor de er der. Hun er mødt ligeværdigt og vil derfor stole på jer, og på det I siger. Hun vil fornemme, at I vil hende det bedste, og at hun derfor trygt kan følge jer og jeres guidning. Jeg anbefaler, at I forsøger at være myndige forældre - men kan ikke helt gennemskue ud af dit brev, om det er det I er, eller om I er ved at blive for autoritære, skælder ud i stedet for at guide osv....?

Jeg håber, at du kan bruge lidt af alle disse tanker videre og som sagt må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, du kan bruge ud fra det, jeg har skrevet :)

Jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om børn og opdragelse" :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---