Annonce

Annonce

Svar: Amning i den gale hals


29. maj 2016

Kategori:
Alder:
1 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Amning.

Kære EMs mor

Tak for dit brev, stort tillykke med den lille pige og velkommen til :)

Det lyder som om, at du har fint med mælk og som udgangspunkt fungerer amningen godt. Din datter melder sig selv til måltiderne, hun tager gerne fat, dier således efter behov og hun tager fint på. Så langt så godt :)

Det lyder dog som om, at du måske har en lidt hurtig nedløbsrefleks. Mælken løber ikke kun til i begyndelsen af amningen, lige når du lægger hende til brystet - nedløbsrefleksen fungerer hele tiden i løbet af en amning. Derfor vil din datter ofte have en rytme, hvor hun sutter flere gange, holder lidt pause, venter på at nedløbsrefleksen skal få mælken til at løbe, synker mælken, sutter igen, holder pause, venter på nedløsrefleksen, synker mælken, sutter igen - altså sutte, sutte, sutte, pause, synke, sutte, sutte, sutte... Og det lyder som om, at din nedløbsrefleks nogle gange er så kraftig at mælken sprøjter i munden på hende - så hun næsten kløjs i det eller måske nogle gange slipper, fordi hun ikke kan følge med.

Det er helt normalt, at du oplever lidt forskel på venstre og højre bryst. Vores bryster er ikke ens, der er normalt lidt forskel på den ene og den anden side. Og du kan godt producere lidt mere mælk i det ene bryst, end i det andet. Det er dog godt, hvis du stadig kan amme på begge bryster og forsøge at stimulere dem ligeligt.

Det er sådan, at din mælk består af flere dele. Den første del af mælken er vandholdig og slukker tørsten. Den ligner lidt skummetmælk, hvis man malker ud. Næste del af mælken ligner mere letmælk, og det er hendes egentlige mad. Og sidste del af mælken ligner mere fløde. Hvis man malker ud, så lægger fløden sig ofte øverst i flasken.

Når du ammer din datter, så skal du være opmærksom på, at lade hende die så lang tid på et bryst af gangen, at hun får den fede mælk (fløden) med ud. Både fordi den giver hende elastikker og dobbelthage, men også fordi den ligger tungere i maven og mætter hende mere, giver hende ro og hjælper hende til at sove længere lure. Nogle gange vil hun naturligt die kortvarigt, fordi hun her så får den tørstslukkende vandholdige mælk og det er super fint, men andre gange skal hun die i længere tid og spise et egentligt hovedmåltid. Hun skal have mindst 6 hovedmåltider i døgnet og må derudover gerne få de tørstslukkere, som hun har behov for.

Hvis hun dier lidt fra det ene bryst og lidt fra det andet bryst, så får hun hurtigt en stor del vandholdig mælk og det kan give uro i maven og vil på sigt godt kunne påvirke hendes trivsel. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at amme hende fra et bryst af gangen, hjælper hende med at spise rigtig godt fra det ene bryst og først derefter kan hun så tilbydes toppen fra modsatte side. Næste gang du ammer, så vil det være rigtig godt, at du så starter der, hvor hun tog toppen sidst. Hjælper hende med at spise godt i bund på det bryst og derefter kan hun så tilbydes toppen fra modsatte side. Det er et tilbud, så nogle gange vil hun måske spise længe på modsatte bryst også. Andre gange kun tage toppen og atter andre gange afvise brystet, fordi hun ikke her behov for mere og det er super fint - men hun skal have tilbudet og have lov til at regulere sit behov.

Det kan hjælpe dig at amme med lidt forskellige ammestillinger. Når du lægger hende til om dagen, så prøv at starte med den traditionelle stilling, hvor hun ligger i din favn. Når hun slipper og har brug for en pause og virker til at have spist færdig her, så tag hende op, hjælp hende med at bøvse af og vend hende så rundt og læg hende til samme bryst igen, men i tvillingestillingen. På den måde hjælper du hende til at spise mere effektivt på et bryst og få "tømt" brystet bedre. Herefter må du så vurdere, om hun er parat til at blive puttet, om I skal lege og pludre lidt eller om hun med det samme skal have modsatte bryst tilbudt. Hvis hun falder i søvn ved brystet, så er det helt fint, når hun ikke er ældre end hun er. Hvis hun er vågen efter amning, må du gerne pludre osv. skifte hende og så tilbyde modsatte bryst, før du så putter hende igen.

Om natten må du meget gerne ligge ned at amme. Det er afslappende og rart for dig og du kan selv få hvilet dig på denne måde. Når hun ligger ned og ammer hos dig, så er ...


Annonce

... det hovedsageligt mælkekirtlerne under brystet, som hun stimulerer og tømmer. Når du ammer i den traditionelle stilling, så er det mælkekirtlerne ind mod kavalergangen, som hun stimulerer og tømmer. Når du lægger til i tvillingestillingen, så er det hovedsageligt mælkekirtlerne på ydersiden af brystet, som hun stimulerer og tømmer.

Derudover kan det hjælpe dig at bruge den tilbagelænede ammestilling, den kalder også laid-back stillingen. Her skal du halvt sidde, halvt ligge og din datter skal ligge på maven på din mave. Hun kan ligge på tværs eller på skrå hen over dig, alt efter hvad du synes fungerer bedst for jer begge. Den stilling kan være en fordel, netop når man har en hurtig nedløbsrefleks, fordi hun skal arbejde lidt imod tyngekraften, og det kan gøre at hun kan spise uden at få mælken galt i halsen.

Det er rigtig godt at hendes mave fungerer og at afføringen kommer fint. Når hun pludselig begynder at gylpe og har svært ved at kapere mælken, så skal man altid medtænke om hun kan have forstoppelse, men det har hun ikke. Det lyder som om, at der er fin passage, og det fungerer som det skal :)

Det kan godt være, at du også har tendens til at overproducere, men jeg tænker, at ammerytmen hos jer godt kan spille ind og at det derfor vil gøre en forskel, hvis du begynder at amme længere tid på et bryst af gangen - og først derefter tilbyder toppen fra modsatte bryst. Ellers er løsningen på overproduktion kort fortalt, at forlænge tiden imellem amningerne. Jo hyppigere du ammer, jo mere mælk producerer du. Jo længere tid er går imellem hver amning, jo mindre mælk vil du producere. Men jeg synes ikke det lyder som løsningen hos jer - i hvert fald ikke lige nu.

Så skal det naturligvis også overvejes om hun kan have refluks. Det er til en vis grad normalt at børn gylper. Der skal ikke ret meget til, før der sker tilbageløb af mælken, når barnet spiser og f.eks. skal af med en bøvs eller hvis man tumler med sit barn. Man kalder det refluks, når børn gylper meget, og det betyder egentlig bare at noget af maveindholdet glider tilbage gennem spiserøret og op i munden. Det vi som voksne kender som "sure opstød":)


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Der kan være forskellige årsager til at børn har refluks. Hos nogle børn skyldes det f.eks. at muskulaturen mellem spiserør og mavesæk er lidt slap, og mælken har derfor svært ved at blive ned i maven. Det vokser de fleste børn fra. Og hvis barnet trives, tager på som det skal, og vokser som det skal, så gør man ikke noget ved det. MEN hvis din datter begynder at gylpe så meget, at det påvirker hendes vækst og trivsel, så skal hun undersøges, så man kan finde ud af, hvorfor - og starte behandling. Derfor skal du lige nu se hvad der sker og hvis du oplever at hendes gylpen tiltager og begynder at blive et problem, så synes jeg, at du skal kontakte jeres læge igen.

Det er vigtigt at du hjælper hende med at holde hovedet til skiftevis højre og venstre side, når hun sover, så hun ikke ligger fladt på baghovedet og kikker fremad. Det er både vigtigt for hendes hovedfacon, så hendes hoved bliver fint rundt. Det er også vigtigt for at sikre, at hun kan komme af med gylp, hvis hun gylper, når hun sover.

Sandsynligheden for at hun kan blive kvalt af at gylpe er dog lille. Sundhedsstyrelsen skriver i deres pjece om forbyggelse af vuggedød: "Barnet vil pr. refleks dreje hovedet til siden, hvis det gylper eller kaster op under søvn, og der er intet, der tyder på øget risiko for at blive kvalt af den årsag".

Jeg vil anbefale dig, at du også elevere hendes hovedgærde lidt. Det kan du gøre ved at komme et lille sammerullet håndklæde eller lignende ind under hendes madras i hovedenden eller ind under liften, hvis hun sover i den. Så hun på den måde kommer til at ligge lidt højere med hovedet. Hun må ikke sove med hovedpude, men du kan godt elevere hendes hoved lidt for på den måde at hjælpe hende, når hun har tendens til at gylpe lidt.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og jeg vil anbefale dig min bog "Helens bog om Amning og Flaske". I den kan du også finde tegninger af de ammestillinger, som jeg har beskrevet her, ligesom du kan læse om overproduktion, det der kaldes blokamning osv.

Jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.

Bider under amning - 6 mdr.

Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....

Læs hele brevet og Helens svar


24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.

Ammestop - 11 måneder

Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...

Læs hele brevet og Helens svar


29. december 2024 | Amning | 7 mdr.

Smertefuld amning grundet tænder - del 2

Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...

Læs hele brevet og Helens svar


28. december 2024 | Amning | 7 mdr.

Smertefuld amning grundet tænder

Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...

Læs hele brevet og Helens svar


8. november 2024 | Amning | 2 mdr.

Kan baby være for stor?

Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Æg

Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.

I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.

Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...

Læs mere i Babylex

Svangerskabsforgiftning

Svangerskabsforgiftning kaldes også for Preeklampsi og eklampsi. Man ved ikke præcist, hvorfor svangerskabsforgiftning opstår.

Sygdommen medfører at væskemængden i kroppen forøges, at der udskilles protein med urinen og at blodtrykket stiger. Det kan være lette symptomer, som opdages ved en rutinekontrol hos egen læge eller ved jordemoder, men der kan også være svære tilfælde, hvor kvinden oplever hovedpine, flimren for øjnene, overfølsomhed for lys, kvalme, opkastninger og...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for dit svar ang. vores datter. Jeg tror virkelig, at du ramte plet med dit svar!

Mor til sensitiv pige på 4 måneder


Annonce