Brev:

Om at rette op på følelsen af svigt

Kære Helen.

Jeg har brug for dit syn på vores situation lige nu.

Lillesøster kom til verden for 8 uger siden og sikken start på livet, det har været. Faktisk har hele 2016 været lidt omtumlet indtil nu med 2 dages indlæggelse i starten af februar til observation, så var jeg jo selvfølgelig væk i forbindelse med fødslen (5 dage). Da lillesøster var lige knap fire uger, blev vi indlagt med hende i næsten fjorten dage, hvoraf jeg de første 7 dage var der dag og nat og dermed ikke så vores søn. Den sidste uge skiftedes far og jeg, så jeg var hjemme sammen med vores søn om aftenen og natten hver anden dag. Nu har jeg så endnu en gang været indlagt med lillesøster fra torsdag nat til mandag eftermiddag. Det har været hårdt for os alle, men lillesøster er heldigvis en brav lille pige, som har klaret det hele så flot.

Mit spørgsmål går på storebror. Han er jo forvirret over alt det her postyr. Efter min første indlæggelse var han sur på mig i et godt stykke tid, nåede lige at tø op, inden jeg ”forsvandt” igen for at føde. Da vi kom hjem fra hospitalet med lillesøster var han fra første øjeblik vildt begejstret for hende, og det er heldigvis fortsat. Dermed ikke sagt, at han ikke kan blive jaloux, men det er mest rettet mod far og mig og ikke mod hende. Hun får masser af kys og kram, og han er så kærlig over for hende.. Efter den lange indlæggelse virkede han ikke til at reagere synderligt og tog i mod både mig og lillesøster med åbne arme. Men nu efter den seneste indlæggelse er han godt nok fortvivlet, og jeg forstår ham jo godt.

Han er sur på mig og ignorerer mig, afviser mine kram. Det gør mig så ked af det – ikke kun pga. selve afvisningen, for jeg forstår virkelig godt, at det er svært for ham at håndtere, men jeg spørger mig selv, hvad der mon foregår i hovedet og kroppen på en lille dreng i sådan en situation? Oplever han, at jeg har svigtet? Føler han mon, at han ikke kan stole på mig? I forvejen er han så småt begyndt at have en lidt udfordrende periode rent udviklingsmæssigt og får dagligt fortvivlelsesanfald – f.eks. hvis sovsen bliver blandet med risene, og han lige havde ...

... tænkt sig, at det skulle være separat. Ting, jeg kan læse mig til, er helt normale for alderen, men som selvfølgelig gør hele situationen lidt sværere.

Flere gange, når jeg skal putte ham, bliver han rasende og vil kun have sin far. Han græder og bliver helt svedig af fortvivlelse, og jeg kan slet ikke få lov til at kramme ham eller berolige ham. Det har jeg simpelthen aldrig oplevet før. Hvordan griber vi det an? Jeg er bange for, at hvis jeg ”giver op” og lader far overtage, at han så skal få fornemmelsen af, at jeg ikke vil ham. Omvendt føles det heller ikke rart at tvinge ham til noget, der gør ham så ked af det. Det sker oftest på tidspunkter, hvor han er træt, at han afviser mig. Jeg prøver at tage mig så meget tid til ham, som det overhovedet er muligt, når vi også har et spædbarn - snakker med ham om dagen i vuggestuen, leger, pusler, kysser og krammer og går til motorik i weekenden. Og det går fint i løbet af dagen og især, hvis far ikke er i nærheden. Så hygger vi rigtig meget, og han vil gerne kramme og sidde på skødet eller hjælpe med at lave frokost. Han kommer stadig i vuggestue hver dag, da han er meget glad for sine venner dernede, og lillesøster har haft brug for ro til at komme sig oven på al sygdommen. Nu tager vi på sommerhusferie i Danmark i fjorten dage, og så er planen efterfølgende, at han skal have lidt kortere dage i vuggestuen og fri hver onsdag.

Han har heldigvis altid været utrolig tæt med far, og det bånd er jo så blevet endnu stærkere nu. Det er fantastisk, og jeg ønsker ikke, at det skal ændre sig. Samtidig har min mands forældre hjulpet os meget og været meget omkring vores søn de sidste par måneder og har fået et fantastisk forhold til ham, så noget godt er der trods alt kommet ud af alt der her postyr. Men at opleve ikke at kunne trøste sit barn og have en fornemmelse af, at han føler svigt, det er simpelthen en forfærdelig følelse.

Hvordan griber jeg nu bedst situationen an? I princippet ved jeg godt, at det nok skal komme med tiden – men jeg har nok brug for et råd til, hvordan jeg kan gøre det mindst smertefuldt for ham.

Mange hilsner
C

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 22mdr. Hun er generelt en...

Læs hele brevet og Helens svar

4. februar 2025 | Kost og ernæring | 19 mdr.

Mad har ingen interesse

Hej Helen Så er jeg tilbage igen med min evigt tænkende mor hjerne. ...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: