Svar: Søvn 19 måneder

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og de tanker I har og udfordringer I møder netop nu :)

Det kan måske give lidt ro at vide, at det I oplever lyder helt normalt :) Netop i 18-20 måneders alderen har de fleste børn en periode, hvor de sover rigtig dårligt. Mange børn har i denne alder svært ved at overgive sig til søvnen, og mange børn vågner også med skrig, og kan græde ulykkeligt om natten. Det handler om, at børn i denne alder begynder at have mere farefornemmelse.

Farefornemmelsen betyder, at hun lige nu oplever verden større og mere farlig - hun klatrer op og finder ud af, at hun ikke selv kan komme ned, hun bevæger sig hurtigere, mister balancen, falder og slår sig. Hun oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet fra hende, skubber til hende, nogle bider måske, og hun møder også modstand fra jer, I holder fast i hende, så hun ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen osv. osv. Alt sammen med til at give en spirende farefornemmelse og en uro, når hun skal sove og også om natten.

For alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes og gør det svært at slippe en dag fyldt med oplevelser. Samtidig bliver oplevelserne bearbejdet, når hun drømmer. Derfor vil børn i denne alder godt kunne vågne op med skrig og være rigtig kede af det. Faktisk kan det nogle gange virke som om at de har mareridt og det er ofte også i denne alder, at børn begynder at have anfald af natteskræk...

Det er derfor naturligt, at I oplever, at hun har svært ved at sove og at hun søger jer ekstra meget - og det er vigtigt, at I giver hende den nærhed og ro, som hun lige nu viser behov for, at I gør hende tryg, når hun skal sove og beroliger hende, når hun vågner om aftenen eller om natten. Tryghed er alfa omega. Derfor er det helt okay, at hun nogle gange kommer op og "hænger på armen", fordi hun så slapper af og bedre kan sove efterfølgende - ligesom det er helt okay, at I nogle gange vælger at tage hende ind til jer og lade hende sove i jeres seng, fordi alle så sover bedre.

Men - når det er sagt, så kan der naturligvis også være noget vane i det at hun vågner. I fortæller jo, at I altid har taget hende ind til jer om aftenen/natten og ladet hende sove videre mellem jer - og det kan ikke udelukkes, at hun derfor har lært at vågne op, klynke og kalde på jer fordi hun har lært at hun så løftes op og bæres ind i jeres seng, hvorefter hun så sover stille og roligt videre. Og det kan godt være en idé at arbejde på at ændre dette nu...

I kan umiddelbart gøre to ting:

1) Have en madras på gulvet i hendes værelse
2) Bære hende tilbage i egen seng igen.

Madrassen på gulvet på værelset har den fordel, at hun lærer at blive på sit værelse. Altså at hun stille og roligt vænnes til, at når hun vågner, så bliver hun ikke båret ud af værelset, hun kommer ikke ind til jer - I er hos hende. I kan skiftes til at sove på madrassen og i begyndelsen lade hende komme over og sove med jer der, men stille og roligt arbejde på, at hun hjælpes videre i egen seng. Når I sover på værelset, så har I mulighed for at hjælpe hende videre i søvnen med det samme, så hun ikke risikerer at vågne for meget op og derfor får sværere ved at sove igen.

I kan også vælge at tage hende ind til jer, som I gør lige nu - men når hun sover godt og I har sovet et par timer og I synes at pladsen er ved at blive lidt for trang, så bærer I hende tilbage til egen seng igen. Det har flere fordele - både at I kan blive sovende i jeres egen seng, men også at hun stille og roligt oplever at vågne i egen seng om morgenen. Når hun vågner om natten, så husker hun sandsynligvis ikke at hun vågner. Det er en erfaring hun har med sig i kroppen, og hun bæres mere eller mindre i søvne ind i jeres seng, hvor hun med det samme sover videre. Små børn kan ofte flyttes let imens de sover og når I så flytter hende tilbage til egen seng, så begynder hun at vågne i sin seng om m,orgenen og begynder således at forbinde en helt nat med at være i egen seng. Det kan gøre det lettere for jer på skift at hjælpe hende videre i egen seng om natten, når hun vågner. Ikke at hun ikke må komme ind til jer om natten, men det vil være dejligt, hvis hun kan vente med at komme ind til jer til klokken måske er 05 om morgenen og ikke i løbet af aftenen eller først på natten - så hun stille og roligt lærer at sove i egen seng.

Med hensyn til puttetidspunktet, så lyder det som om, at I er nødt til ...

---

---

... at holde fast i dette lige nu, selvom det er sent. Hun sover ikke længere om morgenen og forlænger ikke sin dagssøvn - hvis hun begynder på dette, så er det vigtigt, at I vækker hende. Det er godt, hvis hun stadig kommer op til samme tid hver dag, ligesom det er fint at holde middagsluren på ca. 2 timer. Hun skal ikke begynde at sove ekstra længe om dagen, så er det bedre, at hun er træt og bliver parat til at sove tidligere om aftenen igen:) Det handler ikke om at fjerne søvn fra hende, men om at sikre hende en rytme, hvor hun så vidt muligt både sover en rimelig dagssøvn og en god og lang nattesøvn.

Med hensyn til hendes frustration, når hun mangler ord, så får jeres datter det der kaldes fortvivlelsesanfald. Hendes hjerne gennemgår en meget stor udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at hun vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra jer forældre.

Når hun har anfald af fortvivlelse, så bryder verden sammen for hende. Hun bliver frustreret, ked af det, fortvivlet. Hun er ikke uartig, men oprigtigt ked af det - og nogle gange ved hun ikke, hvad hun vil eller ikke vil. Hun er bare skuffet over, at noget ikke er ligesom hun gerne vil. Det kan være små ting, ofte ting, der for jer virker som bagateller, men for hende betyder det bare alt - det kan være at I f.eks. giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at hun synes skoene driller, eller at hun skal have skiftet sin ble eller at I giver hende æblet skåret ud, og hun ville have haft det helt...

Når dette sker, så har hun brug for, at I viser hende forståelse, hun har brug for at høre, at I godt forstår, at det er svært at være hende og at I godt forstår, at det er rigtigt irriterende, at bleen skal skiftes, at man skal have sko på fødderne osv. Nogle gange virker afledning - med den alder hun har, vil I nogle gange med held kunne aflede hende. Det kan være at vise hende noget andet, som hun så synes er interessant, det kan være at give hende lidt mad eller drikke fjerne fokus og sige "kom skat, se her er lidt frugt, kom hen og spis lidt, se skat". Det kan også være afledning ved, at I pludselig fjoller eller lavet noget skørt og uventet - f.eks. sætter skoene på hænderne i stedet for på fødderne, at I lader som om I falder, slår jer, bliver forskrækket osv. så hun glemmer sin frustration over skoene og på den måde kommer videre.

---

---

---

Hun er så lille, at hun ikke kan sætte ord på sine følelser, men det kan hjælpe hende, hvis I sætter ord på. I kan f.eks. sige "sååå lille ven, bliver du bare så ked af det, sååå skatterpige" eller lignende, så hun hører, at I forstår, at hun er ked af det.

Det er også godt at inddrage hende - når hun f.eks. skal have skiftet ble, skal have tøj af og på osv. så er det godt, hvis I kan inddrage hende, så hun føler at hun er med og at hun også har lidt medbestemmelse. Og det er også her en god idé at sætte lidt ord på, så hun igen føler sig forstået "det er også irriterende med den ble, jeg skynder mig, så er vi hurtigt færdige".

I vil ofte opleve, at når hun har anfald af fortvivlelse, så har hun brug for, at I sætter dig med hende, holder om hende, beroliger med nærhed og tæt fysisk kontakt. Hvis I rejser jer og går, så vil hun ofte blive endnu mere fortvivlet og ofte også rejse sig og forsøge at gå efter jer. Det er måden hun viser jer, at hun netop har brug for jeres nærhed og tætte fysiske kontakt. Og derfor er det super godt, at I netop her tager hende på armen, lader hende finde roen og blive i stand til at komme videre:)

Men andre gange, vil I også kunne opleve, at I ikke kan få lov til at røre hende og holde om hende med det samme. Hun er fysisk i så stort oprør, at hun slet ikke kan mærke, at I er der, og at I vil hjælpe hende. Her er det en god idé, at sættes sig i nærheden, tale beroligende til hende, prøve at sætte sig på gulvet tæt ved hende, lokke hende hen til jer "kom skat, kom skatterpige, sååå, lille ven" eller lignende, så hun ved at lytte til roen i jeres stemme får så meget ro på sig selv, at hun til sidst kravler op på jeres skød og lader sig blive holdt om, vugget, beroliget. Hun har brug for jeres ro, at kunne spejle sig i jeres ro, når verden bliver lidt for voldsom for hende:)

Håber I kan bruge dette videre - rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---