Svar: Svigerforældre

---

Kære frustrerede mor til tre

Stort tillykke med at I har fået tvillinger, hvor lyder det bare dejligt! Og velkommen - dejligt at høre fra dig igen:)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, du kan bruge:)

Først - så synes jeg, at det er problematisk, at du og tvillingernes far ikke er enige. Som forældre er I nødt til at fremstå som en enhed, I skal tale sammen, drøfte hvad I vil, og hvad I ikke vil, og I skal tage fælles beslutninger omkring jeres børn. Det er helt okay, at I er forskellige. Det er helt okay, at I ikke nødvendigvis gør tingene ens, forskellighed kan være en stor styrke - men de overordnede ting f.eks. beslutninger omkring børnenes pasning, børnenes opdragelse osv. her er I nødt til fælles at finde ud af, hvad I vil, hvordan I gør det og hvorfor. Det er vigtigt for jeres børn, at de kan mærke, at mor og far overordnet er enige, så de kan regne med jer og regne med det I siger - og det er vigtigt overfor f.eks. bedsteforældre.

Du fortæller, at far har haft svært ved at vænne sig til at blive far, og du har været meget alene omkring børnene. Det har I talt om, og far er parat til at komme lidt mere på banen. Det er super godt og vigtigt! Du skal dog være meget opmærksom på, hvordan du håndterer dette. Du skriver, at far f.eks. ikke kan trøste børnene og ikke har været alene med dem i mere end 10 minutter. Det er fair nok, men det er vigtigt, at far tilbringer tid med børnene (gerne sammen med dig), skifter dem, bader dem, giver dem mælk osv. (hvis de får flaske), netop fordi at jo mere tid de bruger sammen, jo tættere bånd vil de danne. Det er vigtigt, at du ikke per automatik tager over, fordi du ved og kan bedst, ligesom du ikke bør rette på far, kommentere på, hvordan han gør det, at han gør det forkert osv. Du er til en vis grad nødt til at stole på, at far naturligt kan og også give far lov. og far skal modsat også ville det og vise interesse i børnene, tro på, at han kan:)

Kan det tænkes, at hvis dine svigerforældre mærker, at du giver far mere plads, så vil de selv bedre acceptere at være lidt på sidelinjen? Måske ligger der også en fornemmelse af, at far ikke får plads nok, når din svigermor siger, at du ikke kan gå ind og bestemme over din mand - hun er mor, han er hendes søn og de er alle naturligt glade og meget stolte over jeres børn, deres børnebørn og måske føler dine svigerforældre, at du fylder for meget og ikke giver plads nok, ej heller til tvillingernes far...

Og måske er det din mand, som trækker sig, som måske synes at du er bedre til det, at du ved hvordan. Du har prøvet det før, og han er naturligt helt på bar bund. Det er derfor lettere at lade dig tage over, lade dig gøre tingene - ligesom det måske også er lettere at lade farmor og farfar passe, de ved jo også hvordan. De har også prøvet det mange gange, har selv flere børn, flere børnebørn osv. Så måske føler din mand også, at de er bedre til det end han er, og derfor synes han, at de naturligt kan passe...

Der er, som jeg ser det, rigtig mange lag og rigtig mange følelser forbundet her, og derfor er det alfa omega, at I forældre sætter jer ned og får talt om det hele og finder ud af, hvad I vil, og hvad I ikke vil. Hvilken historie har I med jer hver især, og hvad vil I hver især gerne bibringe, hvilken fælles historie, hvilken fælles opdragelse vil I give jeres børn. Hvordan er far opdraget - hvad har været godt, hvad vil han gerne give videre til sine børn? Hvad har ikke været godt, hvad vil han ikke give videre? Og hvad har du med dig fra din opvækst? I skal finde jeres fælles vej nu.

Og så er der jo de små børn - tvillingerne. Og nu taler jeg børnenes sag:) De har som udgangspunkt ikke behov for at blive passet. Det er ikke deres behov, det er et voksent behov.

I forældre skal være omkring dem, bruge tid på dem, passe dem og ammes de, vil du naturligvis have en nærhed med dem og bruge tid på dem, på en anden måde end far kan og gør - men far kan alt andet end at amme, og det skal far naturligvis gøre. Men alle andre skal I princippet ikke passe børnene. Det er ikke bedsteforældrene som har fået børn, det er jer, som har fået børn, og båndet mellem forældre og børn dannes ved, at det er jer, som er sammen - og med to dejlige børn (+ en storebror), så er der masser for jer forældre at gøre:)

Det vil dog være rigtig dejligt, at bedsteforældrene kommer på besøg hos jer så meget som muligt, ligesom I også ...

---

---

... skal besøge dem. Jo mere I kan være sammen alle sammen, jo bedre er det. Når I alle er sammen, så spejler børnene sig i jer forældre, de mærker at I er glade for bedsteforældrene, at I hygger jer sammen, griner sammen og har det rart. Og stille og roligt bliver børnene derfor også trygge ved bedsteforældrene og lærer dem at kende. Stille og roligt kan bedsteforældrene derfor også prøve at skifte ble, give lidt skemad, lege med børnene, tumle med dem osv. men når de bliver kede af det, når verden bliver for stor og for overvældet, så kan de komme tilbage til mor og far, deres primære omsorgspersoner. I er deres sikre base, hvorfra de kan studere verden og blive trygge ved verden. Man kan ikke "hærde" børn ved at kaste dem i favnen på alle mulige mennesker. Børn har brug for tilknytning til nære voksne - deres forældre, som er de primære omsorgspersoner og deres bedsteforældre, som er deres sekundære omsorgspersoner og dermed personer, som tager over, når mor og far ikke er til stede. Lige nu er I dog til stede og skal naturligt være det, fordi de ikke er ældre, end de er:)

Jeg synes, du har svaret meget fint, når du har forsøgt at forklare, at bedsteforældrene er velkommen i jeres hjem, og at du ikke kan eller vil sætte tid på, hvor mange gange I skal ses, før de kan få lov til at passe. Det er ikke en selvfølge, at man kan passe sine børnebørn! Og jeg synes, det er urimeligt, at du sættes i en situation, hvor du på den måde føler dig presse,t og det er rigtig trist, at I forældre derfor ikke er enige - for netop her, at det vigtigt, at far bakker op om, at bedsteforældrene ikke er glemt, at de nok skal få lov, men at det lige nu er børnenes behov, som kommer i første række. Der er brug for, at han siger fra overfor sine forældre, når de presser på... men han har naturligt svært ved det, netop fordi han jo, som du skriver, har svært ved at finde sin farrolle og måske også er i tvivl om, hvad der egentligt er rigtigt at gøre, hvad der er børnenes behov, han ved det simpelthen ikke... og han bliver presset og føler sig naturligt splittet mellem dig og sine forældre, en rigtig ærgerlig situation.

Jeg tænker, at du skal forsøge at holde fokus på, hvad der er bedst for børnene. Det handler ikke om, at du har det dårlig med, at de skal passes, at bedsteforældre føler sig sat ud på et sidespor, at far har svært ved at finde sin rolle i det hele - det handler om børnene og børnenes behov. Og hvornår kan de så komme på weekend hos deres farmor og farfar - når de er gamle nok til at kunne give udtryk for, at de gerne vil! Det betyder ikke, at de ikke kan blive passet før - hvis I skal i byen en dag, så kan de naturligvis godt blive passet et par timer, men vi taler timer og ikke overnatning.

---

---

---

En tommelfingerregel, som du kunne gå ud fra, kunne måske være, at så længe de ammes (eller får flaske), så er du ikke længere væk, end at du kan nå tilbage til et nyt mælkemåltid. De skal ikke passes i længere tid end at mor kan nå hjem og give mælk. Far kan give en flaske, men andre skal som udgangspunkt ikke give flaske, det er noget mor og far gør. I takt med at der går længere tid imellem amningerne, og de begynder at kunne få andet mad, så bliver det naturligt også lettere at passe dem, men der vil stadig være tale om timer, hvor du (og far) er væk.

Der vil naturligvis være forskel på mormor/morfar og farmor/farfar, når situationen er som den er hos jer. I ser mormor/morfar dagligt eller flere gange om ugen, - det giver naturligt et andet forholdt, et andet bånd. Det er der dog ikke noget nyt i, og sådan var det også, før du blev gravid. Din mand kender og ses naturligt også mere med dine forældre, end han ser sine egne forældre. Det kommer jeres børn også til. Men det betyder ikke, at de ikke sagtens kan få et nært forhold til deres farmor/farfar. Jo mere I er sammen, jo bedre vil det være - men ingen af jer, har nogen lyst til at være sammen flere gange om ugen.. mon ikke det går begge veje...

Måske vil forholdet til farmor og farfar være anderledes på den måde at de måske inviterer alle børn og børnebørn på tur, måske lejer I fælles et sommerhus, hvor hele familien kan bo sammen en uge eller andet, som gør, at I pludselig er sammen i flere dage. Det kan være en god måde at knytte bånd og lære hinanden at kende på, have nogle gode oplevelser sammen, skabe minder med hinanden...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke til jer alle sammen! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---