Brev:

Børnehave, venskaber og opdragelse

Kære Helen

Jeg skriver til dig fordi vores datter (på snart 4 år) for tiden ikke er så glad for at gå i børnehave og fordi vi godt kan bruge lidt råd til, hvordan vi støtter hende i hendes venskaber og det sociale ”samspil”, der er mellem børnene. Samtidig har vi også nogen opdragelsesmæssige udfordringer, som måske godt kan hænge sammen med det andet, så nu skriver jeg lidt om det hele samtidig.

Hendes gode veninde stoppede i børnehaven for et par måneder siden, og det var hun virkelig ked af. Siden da har hun faktisk ikke været super glad for at gå i børnehave, men efter lidt tid blev det dog ok igen. Især fordi hun begyndte at dyrke et venskab med en af hendes drenge venner mere. Han var hendes bedste ven i vuggestuen og de har leget sammen siden, men da de ikke går på samme stue er det ikke altid de kan lege sammen (det meste af tiden må de dog lege frit på tværs af stuerne).

Hun leger også med flere af pigerne, og vil også helst lege ”pige-lege” med mor, far og børn, prinsesser mv. Pigerne leger meget i grupper, og det tror jeg nogen gange er lidt svært for hende at navigere i. Det kulminerede i sidste uge, hvor hun om aftenen under putningen blev meget ked af det og sagde, at hun ikke ville gå i børnehave mere, eller at hun ville skifte børnehave. Efter hun havde grædt noget tid kom det frem, at hun havde haft en konflikt med en af de store piger og havde bidt hende (hvilket hun ellers aldrig gør, dog har hun også bidt sin far et par gange på det sidste, dog ikke særlig hårdt).

Hun var tydelig ked af situationen og også flov over at fortælle det, så jeg undlod at moralisere (selvom det selvfølgelig aldrig er ok at bide) og prøvede at spørge ind til, hvad der var sket. Det var noget med, at hun ikke ville være med i legen mere, og så måske ikke har fået lov til at gå, men det blev aldrig helt klart for mig. Samtidig sagde hun også, at den store pige altid ville bestemme. Og lige det med at bestemme tror jeg er kernen i flere af de konflikter hun har.

Min datter har egentlig været meget optaget af den store pige og rigtig gerne ville leget med hende (ligesom mange af de andre mindre piger vil) og den store pige er egentlig ret sød og god til at lege med de mindre. Men det er også meget hende, der styrer legen og uddeler roller og mens de fleste af de andre piger indordner sig fint under det, er det noget min datter har det sværere ved. Egentlig synes jeg det er et sundhedstegn, at hun siger fra. Altså ikke når hun gør det ved at bide, men andre gange, hvor hun selv har sagt, at hun ikke vil være med i legen, fx fordi hun skulle være hunden, da de legede far, mor og børn og en anden gang fordi hun skulle sidde i en kasse (det er det hun selv har fortalt mig).

Samtidig er jeg dog bekymret for, at hun giver sig selv problemer ved at sige for meget fra og ville bestemme for meget. For det er ikke kun i ovenstående relation at konflikterne opstår. Vi oplever det også i forhold til andre børn og i forhold til os. Hun er som regel meget præcis i sine forventninger til, hvordan en leg skal være, og hvis det ikke er lige som hun har tænkt sig kan hun blive meget frustreret og ked af det og ikke ville lege mere. Hun bruger næsten dagligt udtrykket ”så jeg vil aldrig lege med dig mere” der gerne bliver sagt i gråd eller skrig. Og når hun først bliver ked af det kan det tage lang tid før hun falder ned igen.

Herhjemme kan det udløses af små detaljer, som at man fx ikke lige sidder det sted hun synes undervejs i legen, hvis hun ikke føler man er 100% opmærksom på hende eller hvis noget legetøj eller udklædningstøj sættes forkert. Et typisk eksempel er en dag efter børnehave, hvor vi leger cirkus. Jeg har fået tildelt rollen som publikum og er blevet placeret i en bestemt stol, mens hun optræder. Hun har det sjovt og jeg er fuldt opmærksom på hende. Så kommer min mand og kort spørger mig om noget til aftensmaden, hvilket forårsager et mindre sammenbrud: ”Arrg far, du afbryder, du ødelægger min leg, nu vil jeg ikke lege mere, jeg vil aldrig mere lege med far” råber hun.

Jeg siger til hende, at jeg godt kan forstå, at hun synes det er irriterende at blive afbrudt, men at far også har lov til at spørge om noget, og at vi kan lege videre nu. Hun fortsætter med at græde og vil ikke lege videre, og det tager os noget tid at komme ud af situationen. Sådanne konflikter opstår lettest i ulvetimen, men de kan også sagtens opstå på en weekenddag, hvor der er ro på og vi ikke skal andet end at hygge os sammen.

Lignende konflikter opstår næsten dagligt, når hun fx skal have tøj på. Hun har siden hun var 2 år selv kunne tage alt sit tøj på, men det sidste lange stykke tid vil hun som regel ikke – og især ikke om morgenen. Når hun derimod selv leger klæde-ud-leg får hun snildt skiftet tøj masser af gange i streg. Hvis det stod til hende gik hun rundt enten uden tøj eller kun med prinsessekjoler, så bare det at skulle have noget på er grundlag for en konflikt. For at mindske risikoen for at komme storgrædende ud af døren om morgenen, giver vi hende derfor tøj på og så går det som regel også bedre, men alligevel opstår der ofte konflikt om tøjet.

Hun er meget piget for tiden og optaget af kjoler, smykker og glimmer, og har klare holdninger til hvad hun vil have på. Som regel finder jeg tøjet frem til hende, men hun gerne vil have noget andet på kan hun også godt være med til at bestemme det. Som regel får hun så nogen valgmuligheder, hvor vi holder fast i, at hun skal være varm nok og at hun fx ikke må få en sommerkjole på uden at have noget under eller over, og det kan være nok til at udløse en skrigetur og kasten med tøj, hvor jeg også ender med at blive sur og bare give hende det på jeg har fundet, mens hun protesterer.

De seneste måneder, hvor hun har været ked af at komme i børnehave, vil hun gerne have at jeg bliver noget tid, hvorefter hun heldigvis som regel godt kan sige farvel uden gråd. Nogen gange er jeg der derfor ret længe og kan også se hvilket spil der er med de andre børn. Hun er normalt ikke særlig genert og hun er god til at skabe kontakt til både børn og voksne, også når vi er andre steder og møder nye mennesker. Hun er også god til at sætte gang i lege og finde på, både når hun leger med andre og sig selv. Men jeg synes hun er blevet mere tilbageholdende i børnehaven og jeg kan også se, at der kommer en del afvisninger, når hun spørger om hun må være med i en leg – også fra nogen hun tidligere har leget med. Jeg er derfor bange for, at hun med sin adfærd nogen gange skubber andre fra sig. Både ved at ville bestemme og ved at hun selv er lige så slem til at sige nej til andre, der spørger hende også selvom det er nogen hun måske andre gange leger med.

Igen gør det det også svært for hende, at hun har så bestemte forestillinger om hvad hun gerne vil lege. Det sker fx ofte, at hun får at vide at hun godt må være med og kan være fx storesøster, men så vil hun ikke fordi hun havde tænkt at hun skulle være mor. Jeg prøver at forklare hende, at legen sagtens kan være sjov alligevel og at hun bare skal gå med, så kan hun måske være mor senere, men det er langt fra altid det hjælper.

Ligeledes ville hun i dag gerne lege med sin gode drenge ven (for tiden er det næsten altid ham hun søger, når vi kommer), men da hun fandt ham sagde han at han skulle lege med en anden dreng, som han også skulle med hjem om eftermiddagen. Men så var den anden dreng sød til at sige at de godt kunne lege alle tre. Men den mulighed griber hun ikke, for hun vil kun lege med sin ven.

Jeg har snakket med dem i børnehaven om den konflikt, hun havde i sidste uge, og om at hun er ked af at ...

... komme i børnehave. De siger, at de også oplever, at pigerne i børnehaven godt kan lide at sige nej og at min datter også selv gør det en del og at hun også vil bestemme meget. De fortalte også at hun jævnligt kommer hen til de voksne og siger, at hun ikke har nogen at lege med. Samtidig siger de, at der egentlig er mange, der gerne vil lege med hende og at hun også leger godt med drengene. Måske netop fordi drengene ikke bærer så meget nag, men hurtigt kommer videre, hvis der har været en konflikt. De siger også, at de ser hende som meget fremmelig, dygtig og kvik, men måske ikke helt så moden i forhold til det sociale.

Når jeg snakker med hende om, hvorfor hun ikke vil i børnehave eller gerne vil skifte børnehave, siger hun både, at det er på grund af hendes konflikt med den store pige og fordi hun ikke kan lide, når de skal samles i hendes gruppe. To dage om ugen er de det meste af dagen samlet på deres egen stue, og her kan hun jo så ikke lege med hendes drenge ven. Hun siger selv, at det hun ikke kan lide ved, at de skal samles er, at ”jeg kan ikke lide når vi skal sidde i rundkreds, jeg vil hellere lege”.

Netop det med at sidde i rundkreds nævner hun tit, og jeg ved ikke om det måske handler om, at pædagogerne godt kan tale lidt strengt, når de samler børnene eller om at hun har svært ved at sidde stille. Det har hun også herhjemme bl.a. ved middagsbordet (hun er generelt meget fysisk aktiv og har aldrig brudt sig om at sidde stille særlig længe af gangen, fx havde vi meget svært ved køre i bil med hende de første par år). Eller om det igen handler om nogen af relationerne til børnene og hvem man må sidde ved siden af. Hun er meget bevidst om, hvilke dage, de skal være samlet på stuen og de dage protesterer hun mere mod at skulle af sted.

Hun reagerer også på, når der er larm i børnehaven og fortæller også nogen gange når hun kommer hjem, at hun har ondt i ørerne og maven, fordi der var nogen børn der råbte.

Jeg har nogen gange tænkt på, om hun er særlig sensitiv, pædagogen nævnte også, at det var en mulighed. Ellers er det især noget jeg tænkte på, da hun var helt lille, hvor hun meget let blev overstimuleret med lange grådture til følge, reagerede kraftigt på støj og især de første måneder blev meget ked af det, hvis vi var ude, fx i mødregruppe. Hun havde i det hele taget et meget stort behov for tryghed og konstant fysisk nærhed med mig. Jeg kunne stort set ikke ligge hende fra mig de første 4 måneder og vi blev hjemme det meste af tiden. Samtidig var hun meget tidlig til at kravle, gå, tale mv.

Det er også tydeligt at hun i dag – såvel som da hun gik i børnehave – trives bedst når hun har én god ven, hun leger fast med. Hun knytter sig meget til den, der bliver hendes gode ven, og har svært ved overskue at lege med flere samtidig. Det oplevede vi også da hendes veninde stadig gik i børnehaven. Her sagde hun også tit nej til hendes gode drenge ven, hvis hun legede med sin veninde og jeg er lidt spændt på hvordan hun kan håndtere, at de begge er der igen.

Omvendt er hun jo ikke en stille pige selvom hun er tænksom. Herhjemme leger hun gerne meget højlydt og hun er også ret ekstrovert og tydelig og det er vel ikke så karakteristisk hvis man er særlig sensitiv?

Mens jeg var ved at skrive dette til dig er der faktisk sket det meget glædelige, at vi lige har fået at vide at hendes veninde kommer tilbage til børnehaven om et par uger. Det blev min datter super glad for og sagde selv, at så behøvede hun ikke skifte børnehave alligevel ☺. Vi har aftalt, at vi skal mødes privat inden hun starter, så de kan lege sammen, er der mon andet vi kan gøre, for at understøtte, at det bliver godt og at nogen af de konflikter hun har haft med de andre børn ikke kommer til at præge denne relation?

Jeg beklager denne lange smøre, men jeg ville gerne prøve at forklare, hvordan situationerne er, så du måske kan gennemskue, hvad vi bedst kan gøre for at hjælpe hende til at blive gladere for børnehaven og for at mindske konflikter både med andre børn og herhjemme. Vi vil jo gerne have, at hun både kan stå ved sig selv og sine følelser, men at hun også samtidig kan indgå i sociale relationer og være en god ven. Vi kan jo mærke, at hun gør nogen ting også over for os i bl.a. lege-situationer som også irriterer os, og når vi der elsker hende bliver irriteret over hendes adfærd, kan jeg jo også godt forstå, at der kan opstå situationer, hvor de andre børn bliver irriteret på hende (selvom jeg selvfølgelig altid vil være på hendes side).

Det skal siges, at vi altid har lagt vægt på ikke at være specielt autoritære i vores opdragelse og at hun får lov til at være med til at bestemme meget herhjemme. Det betyder dog ikke, at vi ikke også sætter grænser og har klare regler - bl.a. for hvordan vi opfører os over for hinanden. Og vi vil jo fx ikke have, at hun koster rundt med os, hvilket vi har været nødt til at markere tydeligere på det sidste, hvor hun gør det meget og reagerer kraftigt på, når vi ikke gør det hun gerne vil. Vi markerer det især ved i situationen at forklare hende, at vi ikke altid kan gøre det helt som hun gerne vil eller at alle i legen skal have lov til at være med til at bestemme, for at det er sjovt for alle at lege sammen (også selvom det naturligvis er hende der styrer det meste, når vi leger sammen, for for os er det jo som regel lige meget hvad og hvordan vi leger).

Men jeg må indrømme, at vi også nogen gange bliver sur på hende og hæver stemmen (hvilket hun bliver ked af). Det er især, når vi har prøvet mange gange at løse en given situation stille og roligt og hun bliver ved med fx ikke at ville rydde op selvom vi hjælper hende med det og måske i stedet bare roder mere frem eller når vi skal ud af døren og hun bliver ved med ikke at komme, når vi beder hende om det og måske endda tager det tøj af hun har fået på.

Hvad synes du egentlig er det rigtige at gøre, når der er noget hun skal (eller skal lade være med) og vi har sagt det mange gange på en ikke-sur måde, men uden det hjælper? Er det så ok, at hun kan mærke at vi bliver mere vrede over det, så længe vi hurtigt bliver gode igen, når situationen er overstået?

Det skal dog siges, at vi også tit lader det helt være hende, der bestemmer legen og måske er lidt eftergivende, især på tidspunkter, hvor vi kan mærke, at hun ikke har meget overskud. Når hun er træt efter en dag i børnehaven tænker vi fx, at hun også skal have lov til at have et frirum her hjemme, hvor hun bare får opmærksomhed og nærvær og tingene nogen gange bare er som hun gerne vil have dem. Men vi kommer nogen gange i tvivl om vi gør hende en bjørnetjeneste ved netop at være eftergivende, hvilket vi måske især tidligere har været meget, og hvilket jeg også er når jeg har migræne og måske har lidt dårlig samvittighed over for hende eller ikke overskud til at tage en konflikt.

Jeg har den grundholdning, at når et barn er ked af det skal det trøstes og vi skal prøve at finde ud af, hvorfor hun bliver så ked af det – også i situationer, hvor det udefra virker urimeligt eller som en bagatel. Jeg er dog kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har givet det for meget opmærksomhed i den forstand, at hun ved, at hun altid får fuld opmærksomhed, når hun græder og at hun derfor er hurtigere til at sætte i gråd, netop fordi hun så ved, at hun får opmærksomheden. Hun kan nemlig på et splitsekund gå fra at være glad til gråd. Hun har et par enkelte gange selv sagt ”hvis jeg ikke må det, så græder jeg”.

Ja, så fortsatte smøren alligevel, sorry, men jeg håber du kan hjælpe os med lidt gode råd.

De bedste hilsner fra en lidt bekymret mor ;-)

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar

2. november 2024 | Renlighed | 3 år, 10 mdr.

Blefri

Hej Helen. Jeg har en kæmpe udfordring med min søn på 3 som bliver 4 til...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sygdom | 4 år, 2 mdr.

4-årig med kæmpe nedsmeltninger og anderledes adfærd

Kære Helen, Jeg har med stor glæde læst dine bøger og mange brevkassesvar...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: