Svar: Tvillinger 4,5 md - søvn, sut, mad om natten
Kære Rie og krymlerne :)
Stort tillykke med dine piger og velkommen til:)
Det lyder hårdt - og jeg kan godt forstå, at du rigtig gerne vil lære M at tage imod en sut igen. Jeg synes heller ikke, at du skal opgive endnu...
Pigeon laver også sutter. Det kunne være et forsøg værd at prøve en af deres modeller, for at se om I kunne finde en der i materiale og facon minder om flasken, som de er glade for at få.
Pigeon laver også bideringe, der kan lægges i køleskabet (ikke fryseren) og måske ville M være glad for at få en bidering at gumle på. Det kunne måske være med til at stille lidt af hendes suttebehov og give dig lidt af den ro du søger...
Det er ofte en rigtig god idé at forsøge at finde en sut, der ligner flaskesutten, fordi sutteteknikken, så er så ens som muligt, og pigerne dermed ikke bliver forvirrede. Når det er sagt, så er der dog også børn, der nogle gange foretrækker en bred og flad sut i naturgummi, selvom de får flaskesut i silikone. Det kan derfor være en idé at forsøge med en sådan model. De sælges ofte i de almindelige supermarkeder...
Det anbefales normalt at vælge en sut med udadvendt sutteskjold og suttering. Når skjoldet vender væk fra huden, så undgår man at barnets skærer sig omkring munden, ligesom det giver luft til huden, der jo ofte vil blive fugtig under sutten. Samtidig giver en suttering mulighed for, at I kan trække en stofble igennem sutten og på den måde lave den til en sutteklud. Det kan være et forsøg værd hos jer, fordi jeres døtre på sigt så måske vil bruge kluden mere bevidst, tage den til sig og finde roen med den - også selvom de ikke rigtig bruger sutten.
Men du må naturligvis også meget gerne prøve med en sut, der har indadvendt skjold. Nogle børn har lettere ved at holde den i munden, når den "presser" mod huden :) I er nødt til at forsøge jer lidt frem. I skriver, at I allerede har forsøgt med flere modeller, men måske er der noget nyt i det jeg skriver...
Med hensyn til at C sover kortvarige lure om dagen og M ofte søger flasken om natten, så skal I være opmærksomme på, at det mønster ofte kan ses med den alder pigerne har. Netop i 4 måneders alderen vil man ofte opleve, at børn får en lidt anden rytme. Det handler om, at de nu begynder at interesserer sig mere for, hvad der sker omkring dem og naturligt rigtig gerne vil følge med og opleve. Samtidig med at deres søvn også fysiologisk ændrer sig.
Jeres døtre oplever mere og mere af verden nu, de registrerer mere bevidst nu, om de er hjemme eller ude, om de er i favn hos mor, far eller en fremmed. De er meget bevidste om, hvad der foregår omkring dem. Det betyder, at de har svært ved at give slip på alt det, de oplever, og dermed svært ved at overgive sig til søvnen. Når de sover, så sover de ofte meget uroligt, de drømmer ekstra meget.
Det betyder også, at de let lader sig forstyrre, når de skal spise. De tager fast, spiser, slipper flasken, tager fat igen og spiser lidt igen, slipper igen, ligger og pludrer med dig, smiler til dig, tager fat, slipper igen - far kommer ind og nu er det mere spændende at kikke på ham, end det er at spise. De bliver forstyrret og begynder at slatspise lidt hele dagen igennem... Og når de ikke får mælk nok om dagen, så skal de naturligvis søge det om natten... Det kan være forklaringen på, at M er begyndt at søge flasken så hyppigt om natten.
Rent fysiologisk begynder deres søvn at indeholde flere stadier, så søvnen i sammensætning begynder at minde mere om den søvn, vi voksne sover. Og mange børn har svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet. Jeres døtre kan derfor vågne op efter kun at have sovet mellem 20-40 minutter - fordi de der skifter søvnstadie og i stedet for at komme videre i søvnen, så spjætter de, får de vækket sig selv, græder og vågner op. Men de har stadig brug for ...
... søvnen. Det kan være forklaringen på at C derfor vågner efter kort søvn, selvom hun tydeligt har brug for at sove lidt mere:)
Det vil være rigtig godt, hvis pigerne kan få mælk som en fast del af deres putteritual. At få mælk i maven før de puttes vil være med til at sikre en længere lur - og samtidig kan M´s suttebehov måske nedsættes lidt.
Du må meget gerne forsøge at skabe en fast rytme, en fast måde du gør dem klar til søvn på, herunder f.eks. skifte dem, svøbe dem, give dem flaske, erstatte flasken med sut, sutteklud, kæregne dem på samme måde, putte dem. Jo mere ens du kan gøre det, jo mere genkendelighed, jo lettere vil de have ved at falde til ro og hvis de så hver gang oplever at flasken bliver erstattet af sutten og kluden, så vil de måske til sidst acceptere den.
Det vil være rigtig godt, hvis du nu kan arbejde på en rytme, hvor de tilbydes 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Du fortæller, at de lige nu står op omkring kl 7.30-8 og ofte går i seng kl 19.30 - det betyder en nattesøvn på mindst 12 timer - det er en meget lang nat! De må naturligvis gerne sove så meget om natten, men deres søvnbehov ligger på ca. 15 timer i døgnet og det levner derfor kun plads til 3 timers dagssøvn. Hvis de skal sove 3 lure dagligt, så vil de altså naturligt ikke kunne sove mere end f.eks. 1/2 time + 1.5 time + 1 time. En forklaring på deres manglende søvn om dagen hænger derfor også sammen med deres meget lange nattesøvn...
Du må meget gerne putte dem i barnevogn og trille dem en tur, så du på den måde holder dem sovende. Det vil være rigtig godt, hvis mindst en af lurene om dagen varer mindst 1.5 time. I takt med at du får forlænget deres dagssøvn, vil deres nætter naturligt blive afkortet, og det vil være helt normalt at børn i denne alder går sent i seng. Mange børn sover ikke før klokken måske er et sted mellem 21-23... Du fortæller også, at pigerne nogle gange er 1.5 time om at falde i søvn og det kan godt skyldes, at du putter dem for tidligt. Du er derfor nødt til at se på hele dagens rytme og hvor meget de samlet sover, for at vurdere, hvad der er realistisk:)
Når alt dette er sagt - hvis de trives med 12 timers nattesøvn og 3 timers dagssøvn, så er det helt fint. Man skal ikke lave nok på noget, der fungerer:) Nogle gange giver det også en ro at vide, at det man oplever faktisk er normalt og forventeligt - også selvom de andre i mødregruppen naturligt kan have en anden rytme:)
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra de tider, som du har givet mig, ser således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover videre og I står op ca. 7.30-8, som nu.
Formiddag 9.30-10: Flaske og puttes til formiddagslur

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Frokost 11.30: Tilbydes smagsprøver på lidt grød, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 12.30-13 - tidspunktet afhænger dog af, hvor lang formiddagsluren er og hvor sent den ligger
Eftermiddag 16-17: Flaske og puttes til dagens 3. lur
Aften 18: Tilbydes smagsprøver på lidt mos - dette måltid startes først op, når det fungerer med grøden til frokost. Helt okay at forsøge med lidt tynd grød lige nu. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca. kl 20 - tidspunktet afhænger igen af, hvor sent dagens 3. lur ligger og hvor lang luren er
Sen aften 23-24: Flaske - det der også kaldes et drømmemåltid
Midt nat 03: Flaske og sover videre. De fleste børn har i 4 måneders alderen stadig brug for mælk midt nat.
Jeg håber, at ovenstående giver lidt idéer til, hvordan I kan komme videre, samt hvad du kan forvente af dine piger lige nu og med den alder de har:)
Jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og søvn". Den giver et godt billede af, hvad der sker med søvnen netop nu:)
Rigtig meget held og lykke fortsat! Glæder mig til at følge jeres lille familie:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Omsorgsdage
Omsorgsdage er dage, hvor du med fuld løn kan holde fri sammen med dit barn.
Er du offentligt ansat, og er du blevet forælder efter den 1. oktober 2005, har du ret til 2 årlige omsorgsdage per barn. Retten gælder fra og med fødselsåret og til og med det år, hvor barnet fylder 7 år.
Hvis du er ansat i en privat virksomhed, vil det fremgå af din overenskomst, kontrakt eller lignende, om du har ret til omsorgsdage.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.