Svar: Dårlig til at dele og konflikthåndtering

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig:)

Når man er 2.5 år gammel, som jeres datter, så er man rigtig godt igang med at forholde sig til, hvem man selv er, og hvordan man kan påvirke andre. Jeres datter er igang med at finde sit selvbillede, hun er igang meda at blive bevidst om, hvem hun selv er og I oplever det måske ved, at hun siger "min" eller "det er min" også om ting, som ikke er hendes, ligesom hun begynder at omtale sig selv som "jeg" i stedet for "mig".

Hendes fornemmelse for sig selv udvikler sig stille og roligt i samspil med jer forældre og når hun er sammen med andre børn og voksne. Hun bliver stolt og glad, når hun får ros, og hun kan blive utroligt ked af det, hvis hun bliver irettesæt eller oplever jer meget strenge. Det er ikke rart at få at vide, at man gør noget forkert og hun er meget følsom og meget sårbar overfor, hvordan hun bliver modtaget af jer og af andre. Det har stor betydning, hvordan I og andre reagerer på det hun siger, og det hun gør.

Det bedste I kan gøre er at vise hende masser af kærlighed, accept og forsøge at opmuntre og støtte hende. Det er ikke et spørgsmål om at "være streng nok", men derimod et spørgsmål om at møde hende, som det lille menneske hun er, guide og hjælpe hende, vise hende vejen.

Det er helt naturligt, at hun ikke kender forskel på dit og mit. Hun forstår ikke forskellen på at eje og at låne - det skal hun stille og roligt igang med at lære. Hun skal også lære at give plads til andre, hun skal lære at vente på sin tur osv. Det er svær læring og det giver naturligt frustration hos hende, når hun oplever, at det hun rigtig gerne vil ikke altid kan lade sig gøre. Her er det stadig vigtigt, at I som forældre kan rumme hendes følelser og viser hende, at det er okay, at hun har det som hun har det.

Med den alder jeres datter har, får hun naturligt det der kaldes anfald af fortvivlelse. Det sker, fordi hendes hjerne stadig er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem er endnu ikke alle dannet og de fungerer derfor ikke optimalt. Når hun får et fortvivlelsesanfald, så er hun oprigtigt ked af det, fortvivlet og frustreret. Det sker ofte over ting, der i jeres øjne virker som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget og det har hun brug for, at I forstår. Det betyder ikke, at hun så får sin vilje - det kan godt være, at I holder fast i, at hun kan drikke vand af den røde kop, selvom hun hellere vil drikke af den blå kop - men det er vigtigt, at I lytter til hende og anerkender, at hun kan have lyst til noget andet.

Når hun reagerer fysiske, slår, sparker, kradser, - så er det fordi hun mangler ord. Selvom hun er rigtig godt med sproligt og har et stort ordforråd for sin alder, så kan hun naturligt ikke sætte ord på sine følelser. Hun kan ikke sige "jeg føler mig overset" eller "jeg synes det er min tur nu" eller "jeg føler det er uretfærdigt" eller lignende. Og her reagerer hun så motorisk - helt normalt for alderen. Hun skal naturligvis på sigt lære at reagere mere hensigtsmæssigt. Hun skal lære empati, hun skal lære, hvad det hun gør, gør ved andre. Hun skal lære at se, når andre bliver kede af det, når andre bliver vrede, hun skal lære hvad det er at trøste, hvordan man kan gøre andre glade. Det er altsammen en proces og en udvikling som starter nu og som I skal støtte hende i.

Og I skal guide og vise hende vejen. Når hun har svært ved at dele og f.eks. siger "det er min", så er det vigtigt, at I forsøger at forklare hende, at noget kun er til låns og at andre også godt kan låne noget af hende. Hvis I har gæster, børn på besøg, og I ved, at der er noget legetøj, som hun er særligt glad for, så kan det være nødvendigt at fjerne disse ting fra hendes værelse, så I på den måde hjælper hende med at have det for sig selv. Andre ting, skal hun lære at dele og låne ud - og I kan f.eks. sige "hvis du leger med den lyshårede dukke, så kan xx lege med den her dukke" eller "hvis du leger med flyveren, så kan xx lege med brandbilen" osv. Så I viser hende hvordan.

I kan også i hverdagen gøre det meget kort "må mor låne din dukke", takke hende, studere dukken eller hvad I har fået og så levere den tilbage igen. Stille og roligt lære hende, at man godt kan låne ting, fortælle at I passer på det, og at hun får det igen.

I skal også hjælpe hende med at se, hvad reaktion hun får fra andre, hvis hun tager ...

---

---

... ting ud af hånden på dem "Se nu bliver Emma ked af det", sur eller hvad det nu kan være. Så hun stille og roligt lærer at se hvad det hun gør ved andre betyder.

Det er modsat også vigtigt, at hun oplever, at I så hjælper og støtter hende, hvis nogen taget noget fra hende. I skal hjælpe hende med at sætte ord på, når det også går modsatte vej. "Du bliver bare så ked af det lige nu". Hun må f.eks. gerne blive frustreret og ked af det, når hun skal vente på, at de andre bliver færdige med at lege med legetøjet eller hun skal vente på, at det bliver hendes tur til at gynge. Her er det vigtigt, at I forstår hendes frustration. Det er vigtigt, at I ikke siger "hold nu op med det pjat" eller "så må du ligge og hyle der". I stedet er det meget bedre at vise hende, at hendes følelser er okay: "Du bliver bare så ked af det, når du skal vente med at gynge" og så også bekræfte "det bliver din tur når Emma er færdig med at gynge".

På den måde viser I hende, at I forstår, hvordan hun har det, men lærer hende også at man nogle gange må vente, og at det nogle gange ikke kan blive, som man gerne vil lige med det samme.

Det er en stor udfordring at have et barn i selvstændighedsalderen, som ofte mærkes netop i 2 års alderen. Det er en tid, som kræver utroligt stor forståelse og overskud fra jeres side, samtidig med at der naturligvis også er et opdragelsesmæssigt aspekt. Jeres datter skal naturligvis lære at dele, ligesom hun skal lære, at hun ikke må hoppe i møblerne, ikke må smide med maden, ikke må vælte koppen med mælk med vilje osv. Men det vigtigste er at I lytter hende til og prøver at finde ud, hvad det er hun vil eller ikke vil - og så hjælper hende med at sætte ord på. Hun kan jo også rette jer, hvis I har mistforstået, hvilket er alfa omega, for at undgå yderligere konflikter.

Konflikter med 2 årige børn kan ikke undgås, det hører med til hverdagen og til at være børn/forældre. Men det er meget vigtigt at komme ud af en konflikt på en god måde og gør vi det, så kan vi alle lære noget af den.

Du nævner, at I tit har konflikter om strømpebukser eller at hun f.eks. ikke vil have vasket hænder. Ofte handler denne slags konflikter om, at hun ikke føler sig medinddraget, men føler, at I presser noget ned over hende, I går imod hendes vilje - og da hun er godt igang med selvstændighedsalderen, så bliver hun naturligt vred over dette. Hun vil selv.

---

---

---

Derfor kan det være en rigtig god idé, at I f.eks. pjatter, når hun skal have strømpebukser på, at I f.eks. prøver at give hende dem på hovedet eller på hænderne og f.eks. siger "ej, jeg kan slet ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" - og så vil hun måske vise dig, at de skal på fødderne og vil på den måde gerne samarbejde.

Når hun skla have vasket hænder, vil hun også føle sig medinddraget - lad hende selv tage sæbe på, være med til at tænde for vandet, mærke om temperaturen er rigtig, fylde vand i håndvasken eller lignende. Så hun føler, at hun har indflydelse på det, der sker.

Det er vigtigt at I altid overvejer, hvorfor I siger nej. Du skriver, at I har en oplevelse af, at pædagogerne ikke synes, at hun får "nej nok derhjemme"... Hmm... hvorfor alle de nej´er? Det er vigtigt at overveje, hvorfor hun skal bremses i det hun gerne vil eller gør. Hvis det er fordi hun kan yde skade på sig selv eller andre, så skal hun naturligvis stoppes - hun må f.eks. ikke slå sig selv eller sparke andre bevidst. Det er også jeres opgave at sige nej og holde fast i hende, hvis hun er ved at løbe ud på vejen, hvor hun kan blive kørt ned... Her er det nødvendigt at holde fast og f.eks. kræve at hun er i klapvognen eller kræve at hun holder i hånden, fordi I som voksne ved bedst...

Men nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte, ikke rigtig har overskud, og her kan det være en god idé at man en gang imellem lige stopper op og tænker, "hvad er der egentlig i vejen for at barnet får sin vilje" eller tænke, "kan jeg mon finde et alternativ".

Når man overvejer sit nej, så har man også god grund til så at holde fast i sit nej, hvis man virkelig mener nej - og kan så komme uden om den problematik der ligger i at man siger "nej, nej, nej... jamen så gør det da!". Det er vigtigt, at jeres datter kan regne med jer og stole på det, I rent faktisk siger og signalerer.

Jeg vil anbefale jer rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke fortsat - og rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---