Svar: Putning og søvn - 9 mdr.
Kære Mikkel og Mia
Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres dreng og alle jeres tanker - og dejligt at høre, at I har læst min bog :) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med jer.
Det lyder for mig som om, at jeres dreng er ved at blive uhensigtsmæssigt afhængig af brystet. Han har brug for brystet, for at falde i søvn, brystet hjælper ham til at overgive sig til søvnen, hvilket er helt fint og helt naturligt for alderen. Men han søger brystet igen og igen hele natten og har således også brug for brystet, for at kunne komme videre i søvnen, når han har sine små opvågninger og dette er uhensigtmæssigt. I har begge brug for sammenhængende nattesøvn, og derudover indtager han for meget mælk på denne måde.
I forhold til hans alder, vil det være passende med 3 amninger i døgnet og når han bliver 10 måneder, vil det være rigtig fint, at han ammes 2 gange i døgnet. Jeg vil anbefale, at de tre amninger, som han lige nu har brug for, ligger før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at efter midnat, skal han ikke ammes...
Det vil være rigtig godt, hvis du lige nu kan arbejde på, at han ikke falder i søvn med brystet i munden. Det gør han lige nu - eller det vil sige, at han falder næste i søvn, flyttes i seng, registrerer at brystet er væk, vågner op, bliver ked af det, søger brystet igen, falder i søvn, flyttes, registrerer igen at brystet mangler, ammes igen osv.
Ud over at han mangler brystet, så lyder det også som om, at han mangler din favn. Han er afhængig af favnen og din nærhed for at sove - igen helt naturligt for hans alder, men det er rigtig godt, hvis han nu kan nå at fornemme, at han falder i søvn i sin seng og er tryg ved at sove der. At han begynder at forbinde sin seng med stedet, hvor han sover.
Vi vågner alle sammen 10, 15, 20 gange i løbet af en nat, vender os, trækker dyne lidt op, sparker den af, drejer om på den anden side, retter på puden osv. Det er helt naturligt, og jeres dreng vil således også have mange små opvågninger natten igennem. Det er helt normalt at disse opvågninger ligger med 1 times interval - det der er vigtigt, er at han er i stand til at komme videre i søvnen uden at blive taget op og vugget og uden at få bryst. Altså stille og roligt uden at behøve hjælp fra jer.
Jeg vil foreslå, at du fortsat ammer ham før han skal sove og også ammer ham før midnat. MEN, det er vigtigt, at han ikke falder i søvn med bryst i munden, men at han flyttes fra favn og over i sin seng - der hvor I ønsker han skal sove, så han forbinder det med stedet, hvor han falder i søvn og er fuldstændig tryg ved det sted. Han skal altså ikke være spilvågen, når du flytter ham, men han skal være træt nok til at du forholdsvis let kan lulle ham til ro, der hvor han skal sove.
Det er hos jer både brystet og favnen, som han lige nu skal lære at sove uden. Hvis han har lært at falde i søvn i din favn og med tæt fysisk kontakt, så vil han naturligt ikke kunne falde i søvn igen, når han har sine opvågninger om natten, uden at have dette. Han vil søge det indtil det kommer igen. Jeg plejer at sammenligne det med at du falder i søvn ved siden af din mand, og han så forsvinder i løbet af natten. Hvis du vågner og oplever at din mand er væk, så vil du ikke kunne sove videre, men i stedet vil du vågne yderligere op, du vil mærke en uro, og du vil begynde at søge efter ham, for at finde ud af, hvor han er blevet af. Du vil først falde til ro, når du har fundet ud af, at der ikke er sket ham noget, men at han bare er gået på toilettet eller lignende. Når han skal ligge i sengen ved siden af dig, så er det utrygt, når han pludselig ikke gør det...
På samme måde er det utrygt for jeres dreng at vågne op og mærke at situationen er anderledes, end da han faldt i søvn...
Når det er sagt, så kan det også være, at han lige nu har ekstra meget brug for at mærke dig og have dig tæt på for at kunne sove. Han er i separationsfasen og søger naturligt ekstra meget tryghed netop nu. Derfor kan det nogle gange være en idé ikke at flytte ham til egen seng, men lade ham falde i søvn i dobbeltsengen. Du kan lægge dig og amme ham her - men sikre dig, at han slipper brystet, før han falder i søvn. Meget gerne nå dertil, at han slipper, smiler til dig, triller om på siden og falder i søvn, så han er bevidst om, at brystet ikke længere er i munden.
Du kan lade ham ligge i din seng, sikre dig, at han ikke kan trille ned og komme til skade, og ...
... sen aften kan du så amme ham igen og derefter flytte ham til egen seng. Det at han starter i dobbeltsengen kan nogle gange gøre, at han så bedre kan sove i egen seng sen aften og resten af natten - også selvom han ikke registrerer, at han ligger i sin tremmeseng, puttes i sin tremmeseng...
Det handler også om, at den fysiske kontakt mellem jer stille og roligt udvides. Så fra, at han lige nu falder i søvn i din favn, så lærer han at falde i søvn ved siden af dig. Brystet lirkes ud af munden og du øger afstanden mellem jer, beroliger med dine hænder, nærhed, kærtegn osv. Og fra at falde i søvn der, kan han så flyttes til egen seng, stadig med beroligende hænder, kærtegn osv. Så ritualet ligner det han kender, men afstanden mellem jer er større...
Nogle gange så kan løsningen også være, at far tager over efter amningen sen aften. Far og søn kan sove i dobbeltsengen og mor sove i et andet rum. Far kan give samme nærhed, tætte fysiske kontakt, far kan trøste, berolige, kæretegne, lulle ham i søvn osv. Alt andet end at amme - og når brystet ikke er en mulighed, så falder jeres dreng hen af vejen til ro uden bryst...
Det er ikke meningen at I skal erstatte bryst med flaske og det gør derfor ikke noget, at jeres dreng ikke er interesseret i modermælkserstatning eller flaske. Det er ikke meningen at han skal have mere mælk, tværtimod skal mælkeindtaget og afhængigheden af brystet erstattes af noget andet - og ikke flaske. Flasken kan bare give en ny uhensigtsmæssig afhængighed.
Når han bliver 12-18 måneder vil far naturligt kunne komme mere på banen. Jeres dreng kan her få læst godnathistorie og brystet kan erstattes med mælk af kop, putteklud, bamse eller lignende... Det far kan gøre nu er at tage del i alt det, som leder op til putning. Far kan hjælpe jeres dreng med aftensmaden, bade ham og smøre ham med creme, putte ham i nattøj osv. Derefter give ham godnatgrød, børste hans tænder osv. Jo mere far tager del i alt det, som leder op til putning, jo lettere vil far naturligt have ved at tage over, hvis mor en dag ikke er hjemme. Men lige nu er det helt naturligt for alderen og den store udvikling, som jeres dreng går igenne, at mor ammer ham før han skal sove.
Jeg vil lige sende jer en plan for dagen, som den kan se ud nu:
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 9.30
Frokost 11.30-12: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntager i stykker, kogte pastaskruer, stykker af frikadelle eller lignende. Suppleres med grøntsagsmos, vand af kop.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Ammes og sættes herefter i barnevognen ca kl 14 og trilles en tur, så han ikke oplever at falde i søvn med brystet.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Aften 17.30-18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker, mad der smager af noget og også stadig moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt i håndklædet, smøres med creme efter behov, gøres klar til natten
Tilbydes en godnatgrød ca 19.15-19.30, får børstet tænder
Ammes og puttes til natten 19.30-20 - men falder ikke i søvn med brystet i munden
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og far kan herefter tage over om natten... Sover uden mælk til næste morgen, hvor dagen så starter med grød.
Hvis jeres dreng er helt ulykkelig og tydeligt søger brystet om natten, og far slet ikke kan få ro på ham, så kan det være nødvendigt, at mor ammer - men det er så vigtigt, at amningen afkortes mere og mere, så jeres dreng trøstes, men stille og roligt vænnes til, at han ikke behøver mælk om natten... Og I kan så arbejde på at øge den fysiske afstand mellem mor og barn og tage det i lidt mindre etaper:)
Og så er det også vigtigt at sige, at hvis han har smerter i ørerne på grund af mellemørebetændelse og forhøjet tryk, så er det naturligt, at han søger brystet ekstra. Det virker smertestillende at die hos mor.. og så er det nok ikke lige nu, at I skal lade far tage over.. men det kan stadig være en god idé at arbejde på at trøste ham og hjælpe ham videre, uden at han får brystet i munden hver gang - og måske har han også behov for noget smertestillende i en periode, det kan I tale med lægen om...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Bedsteforældre
Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.
Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.
Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...
Gråd og børn
Når det lille barn græder, så fortæller dit barn dig, at det ikke har det ikke har det helt godt eller ikke er helt tilfreds med, hvad der foregår omkring det.
Det nyfødte barns gråd er meget ensartet, men forholdsvis hurtigt vil barnets gråd ændre sig og vil have forskellige nuancer. I takt med at barnet vokser, vil du lære at tolke barnets gråd og finde ud af, hvordan du skal handle i forhold til barnets behov.
Nogle gange vil det være svært at finde ud af,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.