Svar: Ekstrem far syge

---

Kære du

Tak for dit brev :) Tak for dine åbne og ærlige tanker, jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært, og det er naturligt svært at sætte ord på den afvisning, som du føler.

Der kan være mange grunde til, at jeres børn afviser dig, og hvad der præcist gør sig gældende hos jer kan være svært at sige. Jeg vil dog meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Du skriver, at det har været galt siden de var 8-9 måneder gamle. I den alder, hvor børn begynder at kravle, rejse sig ved tingene og øver sig i at adskille sig, separere sig fra os forældre, vil de naturligt nogle gange afvise os. Det samme sker, når de bliver ældre, begynder at gå rundt og bevæger sig mere og mere omkring i verden på egen hånd. De er nødt til at afvise os, skubbe os væk, for at udvikle deres selvstændighed.

Det har betydning, hvordan vi reagerer i disse situationer. Hvis du har taget deres afvisning personligt, er blevet ked af det, såret osv., når de har skubbet dig væk, så kan det have været med til at forstærke deres afvisning. Jeres børn bliver jo hele tiden mere og mere bevidste, og de vil naturligt undersøge, hvad det de gør, gør ved verden. Fuldstændig ligesom de prøver at finde ud af, hvordan I reagerer, hvis de slår skeen ned i havregrøden eller kravler hen og piller ved Tv´et eller lignende, så forsøger de også at finde ud af, hvad der sker, når de f.eks. afviser os. Og hvis de mærker, at du bliver ked af det og trækker dig, så er det naturligt spændende også at udforske dette. Ikke fordi de bevidst ønsker at gøre dig ked af det, blot fordi det er vigtigt for dem at lære, hvad det de gør, gør ved andre.

Det har også betydning, hvordan far har reageret. Hvis det har været naturligt hos jer, at far tager over, når børnene afviser mor, så har I fået bakket op om, at far er bedre end mor, at far bedre kan. Det er meget vigtigt, at I både kropsligt og verbalt viser dem, at mor kan ligeså godt som far. Kropsligt viser du det f.eks. ved at blive der og ikke trække dig. Verbalt kan I vise det ved at far f.eks. siger "nu hjælper mor dig" eller at du siger "jeg hjælper dig, så kommer du over til far bagefter". På den måde hører børnene, at I forstår, at de gerne vil far, men de hører samtidig at I holder fast i at mor også kan.

Det har også betydning, hvordan I forældre har det sammen. Det er vigtigt, at I er glade for hinanden, og at I viser dette foran jeres børn. Det er vigtigt, at jeres børn fornemmer, at I er en enhed, at de ikke kan komme imellem ...

---

---

... jer, men at I holder sammen. De skal også se, at I går med hinanden i hånden, at I kysser og krammer, at I sidder sammen og har tæt fysisk kontakt. Naturligvis må børnene være med, de må gerne få kys og knus, men I to har noget sammen og de kan ikke komme og skubbe mor væk fra far - men I kan alle sammen kramme hinanden.

Du fortæller, at du altid vælger alenetid fra. Du prioriterer at I skal være sammen alle sammen. Jeg tænker, at du måske nogle gange skulle tillade dig selv at være væk - så I også kommer til at savne hinanden. Det kan være meget sundt at savne nogle gange for både voksne og børn:) Det kan også give mulighed for at far og børnene måske forbereder noget, til du kommer hjem - at de f.eks. dækker bord og gør klar til mor kommer, fordi mor har været oppe at handle. Så de venter på at mor kommer hjem med frokosten og taler om dig, imens du er væk og når du så kommer hjem, så hygger I sammen alle sammen.

Det kan også være en god idé, at du nogle gange laver noget med børnene alene - evt. deler dem, så du "kun" har et barn at skulle tage dig af og en anden dag, er det så det andet barn, som du er sammen med. Det giver mulighed for at I har noget "dig og mig tid", hvor barnet føler sig særligt prioriteret af mor.

---

---

---

Børnene vil naturligt også bruge dig, hvis far ikke er der - og det kan være rigtig rart for jer alle at mærke dette. Det er rart for dig at mærke, at de søger dig, og det er rart for børnene at mærke, at du er der, gerne vil hjælpe, støtter dem osv. og at I sammen får løst nogle ting, eller sammen oplever nogle ting - og hjemme kan I så fortælle far om det I har lavet i dag.

Så skal du naturligvis også overveje, hvordan du er sammen med dem. Stiller du for mange krav, eller måske ingen krav? Hvordan leger I? Hvad laver I sammen? Det betyder ikke, at du skal gøre som far gør eller være som far - for det kan du ikke, I er to forskellige personer, men du skal overveje, hvordan du kan være sammen med børnene, hvad der interesserer dig, så de mærker, at det er en hyggelig måde at være sammen på. Hvis du f.eks. ikke bryder dig særlig meget om at ligge på gulvet og lege med togbane, så kan det være at du i stedet godt kan lide at bage. Det giver mulighed for, at du vælger at bage boller sammen med dem og når I laver en aktivitet, som du synes om og har det godt med, så er det naturligt også mere spændende at være sammen med dig - dit engagement smitter naturligt.

Jeg håber, at du kan bruge lidt af disse tanker videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat! Stort knus med på vejen!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---