Svar: Stædighed og udholdenhed

---

Kære M´s mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dejlige selvstændige treårige søn:) Og dejligt at høre fra dig igen!

Det er rigtig dejligt at læse, at du bruger ordet "vedholdenhed". Jeres dreng er ikke bare stædig og egenrådig, irriterende, svær at stille tilpas osv. Han er vedholdende, og det er en rigtig god og positiv egenskab at have. Det er rigtig godt, at man kan sætte sig et mål og er i stand til at gå efter dette uden at give op - i hvert fald ser vi det ofte meget positivt, når der er tale om voksne. Men det er også positivt, at han kan:)

Børn har brug for at sige nej til ting, som vi vil. Børn har brug for at ville noget andet end vi vil. Jeres dreng kan ikke udvikle sin selvstændighed, ikke finde sin egen vilje, finde ud af, hvem han selv er - hvis han altid skal gøre det I siger og det I vil. Derfor siger han nej, og vil det modsatte - og det er et sundhedstegn... Jeg forstår dog godt, at det er frustrerende og derfor er det også rigtig godt, hvis I nogle gange kan aflede ham, give ham alternativer, finde andre løsninger end at I hver især holder fast i jeres...

Det er vigtigt, at han nogle gange får lov. Det er vigtigt, at han oplever, at I også siger JA! Hvis han altid bliver mødt med nej, så er det naturligt rigtig hårdt og der er rigtig mange "Nej´er" i en treårigs verden - I forældre, ja alle voksne bestemmer jo alt ting. Hvis han oplever en gang imellem, at få ja, vil han bedre kunne acceptere et nej andre gange. Vær derfor opmærksomme på at være tydelige i jeres ja, så du nogle gange f.eks. siger "ja - i dag må du gerne lege med modellervoks!

Nogle gange kan det også hjælpe, at sætte ord på, hvad han kan bestemme. Det kan være at sige f.eks. "du må bestemme om du vil have bukser eller bluse på først" - det kan faktisk nogle gange gøre, at påklædningen som ellers giver konflikter går bedre. Han kan i den situation naturligvis reagere med "jeg bestemmer, at jeg slet ikke vil have tøj på" - og her skal du så gøre op med dig selv, om du vil holde fast i, at det skal han eller om du vil lade ham bestemme og sige "så må du få pyjamas på i børnehave"...

Hvis du vælger at bestemme, og du holder fast i dit nej, eller du holder fast i at han f.eks. skal have tøj på, så må du være parat til at rumme de følelser, der så opstår, når han mærker, at det ikke bliver som han vil. Og det vil udløse store følelser hos ham. Han vil bryde sammen, ofte reagerer fysisk, smide sig i gulvet, skrige, råbe, sparke, slå, hvæse... Det skyldes hans hjernemæssige umodenhed. Man siger at 90% af hjernen udvikles de første 5 år og dette blandt andet i samspillet med os forældre og måden vi møder vores børn på.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres dreng bryder sammen, er vedholdende og holder fast i det han vil, så er det fordi han er styret af sin mellemhjerne. Da denne hjernehalvdel er styret af den rationelle del af hjernen, så er det den, I med jeres reaktion skal aktivere. Det gør du ved at vise ham det, som du gerne vil lære ham, nemlig lydhørhed, indføling, anerkendelse... Det kan f.eks. være at sætte ord på "ååhh, ...

---

---

... det er også dumt, at du skal i børnehave, når du hellere ville være hjemme" eller "det er også irriterende, at jeg siger, du skal have tøj på, øv", "du vil bare så gerne lege med modellervoks, og så bliver du ked af det, når du ikke må".. Nogle gange kan han så måske rette dig "jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så kan du møde ham der "jeg kan godt forstå du bliver sur!".

Med hensyn til at bestemme, så er det vigtigt, at I ikke stiller spørgsmål ved noget, som I allerede har besluttet svaret på. Det er f.eks. vigtigt, at du ikke siger "vil du i bad?" og han så siger nej, og du alligevel tager ham, begynder at tage tøjet af ham - det er vigtigt at respektere hans nej, hvis du har spurgt ham, ellers skal du ikke spørge ham:)

I skal også skelne imellem om han får anfald af fortvivlelse eller det man kan kalde kontrollerende anfald.

I situationen, hvor han står ud og har besluttet sig for at han vil bæres ind - og han så ikke lyttes til og oplever jeres nej - her får han et anfald at fortvivlelse. Hans verden bryder sammen. Fortvivlelsesanfald finder sted, fordi de vigtige forbindelser mellem hans storhjerne og mellemhjerne endnu ikke er udviklet. Det betyder, at han ikke kan håndtere de store følelser, der naturligt opstår, når han mærker at ting er svære, når han mærker at verden går ham imod. I disse situationer er han ulykkelig, kroppen er i ubalance og der strømmer store mængder stresshormoner rundt i hans krop og i hans hjerne.

Og i den situation kan han ikke lytte til dig - han kan simpelthen ikke høre, at du beder ham gå de fire meter eller siger til ham, at han bare skal komme ind til dig, eller hvis han skynder sig, så vil du putte ham - hans indre er så meget i oprør, at han ikke kan lytte. Og du skal lytte til ham.

---

---

---

Kontrollerende anfald er noget andet. Set udefra kan det godt ligne et fortvivlelsesanfald, men hvor fortvivlelsesanfald handler om, at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså om en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere og manipulere sine forældre (eller andre nære voksne) og reagerer voldsomt for at få sin vilje.

Disse anfald ses ofte ikke hos børn under 4 år, de ses mest hos de 4-6 årige. Det kan være hvis barnet f.eks. skriger helt vildt, fordi det ved, at det kan få sin vilje ved at gøre sådan. Det kan være et impulsivt ønske om at få en ny fodbold nede i Netto eller noget andet, som du siger nej til. Har barnet et kontrollerende anfald her, vil det kunne smide sig på gulvet og blive stiktosset på far eller mor. Ikke fordi, han ikke kan styre sig, for det kan han faktisk godt, men fordi han har lært, at "hvis bare jeg bliver ved længe nok, så får jeg det, jeg vil have". Der er således ikke tale om, at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og som regel er barnet, trods sin protestaktion, også i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den. NU!"

Kontrollerende anfald må man gerne ignorere - her må man gerne vælge at gå fra barnet, for hvis der ikke er nogen til at se, hvordan man "skaber sig", så holder barnet ofte op. Men anfald at fortvivlelse skal man reagere på, og vise barnet nærhed, fysisk kontakt, ro osv.

Og ja - jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort og naturligvis vil der opstå situationer, hvor du bare ikke aner, hvad du skal stille op - eller hvor du i bagklogskabens klare lys tænker, at her kunne du måske have handlet anderledes, det kunne du bare ikke i situationen - og det er helt okay! Det vigtigste er bare, at du ikke bærer nag og at I bliver gode venner igen - præcist som du gør - og som jeres datter også har sagt. Det er vigtigt, at blive gode venner igen:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, - og vil også anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse".

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---