Svar: Helt ude af god rytm och balans på kvällarna med vår minsta dreng!
Kære søde mor til to vidunderlige drenge :)
Tusind tak for dine meget meget søde ord til mig - det er et meget flot brev, du skriver, og jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe jer lidt videre:)
Først - jeg er helt sikker på, at du ikke gør noget forkert, og at der ikke er noget galt. Du er en rigtig god mor, der er ingen tvivl om, hvor meget du elsker dine drenge! Men det er lige nu lidt hårdt - og det er det faktisk for mange, netop når barnet er i 6 måneders alderen. Det er på mange måder en skæringsdato, og jeg kan godt forstå, at du begynder at savne aftenerne med din kæreste og har behov for, at I nogle gange "bare" kan være et par, og at alt ikke skal gå op i børn. Jeres tid kommer dog igen:)
Jeres plan for dagen ser rigtig fin ud, og det er meget fint, hvis du nu kan begynde at amme ham 4 gange i døgnet. Jeg anbefaler at disse fire amninger ligger før middagslur, aften, sen aften og tidlig morgen. Det vil ifølge din dagsplan sige kl cirka 13, 19.30, 23-24 og 05...
Det er meget normalt for alderen, at jeres dreng om aftenen kan blive ammet, falde i søvn, sove i ca. 30 minutter, vågne op og søge brystet igen - det må han gerne. Men det er naturligvis lidt irriterende, hvis han vågner helt op og så er vågen et par timer om aftenen, før han så atter kan sove - når I gerne vil have at han bruger aftenen til søvn, så I har lidt frirum på dette tidspunkt - også fordi storebror jo sover her, og ofte vågner tidlig morgen...
Det er rigtig fint, at I forsøger at give ham et bad de fleste aftener og det kan nogle gange hjælpe (som jeg kan se, at du også nogle gange forsøger), at du ammer ham før badet, og igen efter badet, før han så puttes. Det at amme ham af to omgange kan nogle gange gøre, at man så slipper for den ekstra opvågning.
At amme af to omgange kan også være, at du ammer fra det ene bryst, skifter ham, pludrer lidt med ham osv. og så ammer ham fra modsatte bryst, før han så puttes til natten.
Det er rigtig godt, at du er opmærksom på søvnassocationer og dermed på, hvilket ritual I har, når han skal sove. Hvis han er afhængig af dit bryst eller favn for at sove, så vil han naturligt søge dette igen og igen hele natten og kan ikke finde ro og kan ikke sove, før han tilbydes favn eller bryst igen. Derfor er det vigtigt, at han lige når at registrere, hvor du putter ham, så han når at følge lidt med i, at han ikke længere er i din favn.
Når det er sagt, så lyder det faktisk som om, at han godt kan sove uden din favn og dit bryst om dagen - han lyder ikke til at være uhensigtsmæssig afhængig af bryst og favn, og måske er det netop trygheden og nærheden, som han søger lidt ekstra i øjeblikket og derfor bliver han urolig og vågner, når han mærker, at du flytter ham fra dig eller går...
Nogle gange kan det hjælpe at bruge samme ritual om aftenen, som I bruger om dagen. Det vil sige, at hvis du om dagen putter ham i en voksipose og han forbinder den med at skulle sove, så kan du med fordel også bruge den om aftenen. Nogle gange kan det være en god idé, at du ammer ham imens han ligger i voksiposen og først derefter flytter ham ned i tremmesengen. Du skal her naturligvis sikre dig, at han ikke får det for varmt.
Nogle gange kan det være en idé, at du lægger dig og ammer ham i dobbeltsengen og lader ham falde i søvn ved siden af dig. hvis det er nærheden han lige nu har brug for, så kan det faktisk være okay, at du ikke flytter ham fra dig - fordi han netop reagerer på det skift og bliver ked af det, urolig og for vågen. Du kan derfor godt prøve at lægge dig i dobbeltesengen og amme ham i din seng. Gerne nå dertil, hvor han slipper dit bryst, smiler til dig, triller om på siden og falder i søvn.
Du skal naturligvis sikre dig, at han ikke kan trille ud af sengen og komme til skade, men hvis du er sikker på det, må du gerne lade ham ligge og sen aften, når du selv går i seng, kan du så amme ham igen - og først derefter putte ham i egen seng, hvor han så sover til næste morgen tidlig.
Det kan også nogle gange være en rigtig god idé at koble tremmesengen til dobbeltsengen. Fjerne tremmerne fra den ene side og sætte sengene sammen. Du skal naturligvis sikre dig, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at han ikke kan komme i klemme mellem de to senge osv. Men når du kobler jeres senge, så har du mulighed for at putte ham i egen seng, samtidig med at du selv ...
... kan være lige ved siden af. Du behøver ikke så op om natten, men kan berolige ham med det samme, lægge en hånd over på ham, så han kan mærke at du stadig er der - og på den måde nogle gange hjælpe ham videre i søvnen, hvor han er, og uden at han vågner for hurtigt op, behøver bryst eller skal op i din favn.
Det lyder som om, at han lige nu er meget bevidst om, at du går fra ham, rejser dig eller flytter ham over i hans tremmeseng, når han sover - og næsten som om, at han ligger med "et øje åbent" for at holde øje, for at sikre sig, at dette ikke sker, så med det samme han fornemmer, at du er ved at flytte på dig eller vil flytte på ham, så vågner han... Det er lidt uroligt, at han kan dette, når han ikke er ældre, men han lyder meget bevidst om det... Derfor kan det være en overvejelse værd, at du lige nu lægger dig med ham, lader ham falde i søvn ved siden af dig, holder dig hos ham, evt. ammer en ekstra gang, hvis han vågner efter 20-30 minutter og der også lader ham ligge - og så først flytter ham sen aften, når du selv går i seng...
En mulighed, som du også selv nævner, er flasken. Fordelen ved denne er, at du kan tilbyde ham flasken i tremmesengen. Han behøver altså ikke blive flyttet fra din favn, hvis det er dette, som han protesterer over lige nu, men kan få sin flaske og få lov at falde i søvn, hvor han ligger. Du bør i givet fald elevere hans hovedgærde lidt, så han ikke ligger helt fladt, gerne ved at komme en lille pude, et sammenrullet tæppe eller lignende ind under madrassen i hovedenden.
Det lyder dog ikke som om, at han er særlig glad for modermælkserstatningen - sandsynligvis fordi han jo ikke tåler mælkeprotein og derfor skal have erstatning med højt hydrolyserede proteiner - det smager ret surt og mange børn bryder sig ikke om det, hvis ikke det har fået det fra starten. Han vil naturligt derfor ofte foretrække brystet, den ægte vare. Det er også rigtig fint, hvis du om dagen tilbyder vand af kop, så alt han drikker ikke smager af mme, som han ikke bryder sig særlig meget om... Og så kan han blive ammet af dig de fire gange i døgnet - og du må forsøge med en flaske, når du tænker, at det vil være godt for jer.
Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at din mor ikke viser samme interesse for jeres børn, som hun gør for din brors baby. Det lyder dog som om, at hun oplever at din bror har det svært, at det ikke er så let for ham - og at det går bedre for jer. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt, og det gør det naturligt ikke mindre hårdt - men prøv at sige til dig selv, at hendes manglende interesse måske skyldes, at hun synes, du gør det godt:) Du og din mand har det godt sammen, I vil hinanden og vil jeres børn - I gør nogle gode prioriteringer og det kan naturligt mærkes og ses - også udadtil...
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Måske skal du give dig selv lov til et par timers fri. Det lyder som om, at det går godt med rytmen og søvnen om dagen og måske kan I få en god ven eller veninde til at passe jeres børn et par timer i weekenden, så du og din mand kan gå ud, spise en god frokost, se en film i biografen, gå en tur og holde i hånden - hvad I nu har behov for bare jer to. Det kan give den ekstra energi, som du måske har brug for lige nu, så aftenerne ikke trækker helt så meget tænder ud... Selvom det er svært at finde aflastning, så er det måske lettere at finde det om dagen og det kan nogle gange være guld værd. netop fordi det du søger jo også er lidt tid sammen med din mand og følelsen af at være noget andet end mor 24 timer i døgnet...
Voksiposen, putteklud, bamse osv. er rigtig fint - og du må som sagt gerne prøve bruge dette om aftenen også. Nogle gange kan det også være en idé at putte ham i barnevognen om aftenen, eller måske sætte barnevognskassen i tremmesengen...
En pyjamas i uld kan nogle gange give god og rolig søvn, det kommer dog an på, hvordan han generelt sover og virker til at have det. Hvis han sparker dynen af, kan uld være med til at holde ham varm. Hvis han sveder meget kan uld være med til at suge sveden og stadig give ham følelsen af at være varm og tør - så han ikke fryser om natten. På den måde kan det have effekt, men det vil naturligt ikke løse alle søvnproblemer, at give ham en natdragt på i uld :)
Jeg håber, at du kan bruge lidt af disse tanker videre og at det også giver lidt ro med på vejen...
Rigtig meget held og lykke og stort knus fra mig til dig!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Børneeksem
Børneeksem hedder også atopisk eksem eller dermatitis. Barnet får meget tør hud og hos de små børn kan eksemet sidde over alt på kroppen. Hos de lidt større børn sidder eksemen ofte i albuebøjninger og knæhaser.
Atopisk eksem kaldes børneeksem fordi det stort set kun rammer børn og ofte starter indenfor det første leveår. Hvis barnet har meget eksem og er generet af dette, vil det altid være en god idé at få barnet undersøgt, for at afklare om eksemen skulle hænge sammen med...
Hofteklik
Alle nyfødte undersøges for hofteklik - også kaldet hofteskred eller hofteledsdysplasi. Det ses hos ca. 1% af alle børn. Det opdages ofte ved, at man kan høre et lille klik, når barnets ben drejes op mod maven og udad. Det skyldes, at lårbenshovedet kan glide ud af hofteskålen ved denne bevægelse.
Hvis man har mistanke om, at barnet har en medfødt hoftefejl, så vil barnet blive undersøgt med ultralyd. Hvis barnet har hofteklik, skal det behandles med en skinne, der holder benene...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.