Brev:

3-årig er meget ofte sur, vred, tvær og træt

Kære Helen

Jeg skriver fordi jeg desværre er mere og mere bekymret og ked af det på grund af min dejlige 3-årige søns adfærd.

Han veksler imellem at være vred og få raserianfald, hvor han skriger og kaster med ting, slår ud efter os, og at være mut og pivet, hvor der ingenting skal til, før han græder eller er tæt på at græde.

Det starter mange dage lige fra om morgenen, hvor han næsten altid starter dagen med at græde inde på sit værelse. Så kommer han somme tider i bedre humør efter nogle minutter, men mange morgener er virkelig slemme hele vejen igennem. Han er meget, meget ofte sur og utilfreds - forsøger at kommandere med mig og sin far på en vred og nærmest aggressiv måde, og vil først have det ene, så det andet, og så vil han ikke have det alligevel (det er typisk trodsalder, det ved jeg godt, men det tager overhånd, og bliver mere og mere udpræget for hver uge, der går).

Det er som om, det er meget vigtigt for ham at være 100 procent i kontrol hele tiden. Et eksempel, på noget han meget ofte gør, er at han insisterer vredt og smågrædende på noget, vi ikke vil give ham lov til. F.eks. at han vil have lov til at drikke sin juice i sofaen i stedet for ved bordet. Så siger jeg nej et par gange, men hvis jeg så giver efter og siger "ok, så må du drikke din juice i sofaen" (og jeg ved godt, det er forkert, og at man skal holde fast i sit nej, men det er til tider lettere sagt end gjort) SÅ ændrer han pludselig mening og siger: "Jeg vil gerne drikke min juice ved bordet." (Han har et godt sprog i forhold til sin alder).

Eller hvis jeg f.eks. på en sød og venlig måde foreslår, at han sætter sig til at tegne, og spørger ham et par gange: "Vil du sidde og tegne lidt?" Så siger han meget ofte surt "nej". Og når jeg så accepterer og siger "Ok, du vil ikke tegne" (jeg har stadig et venligt tonefald på) SÅ ændrer han mening og siger pludselig: "Jeg vil gerne tegne."

Det er som om, det er ham livet om at gøre, at han selv bestemmer enhver detalje i sin adfærd. Det er så, hvad det er, men det bekymrer mig, fordi det er noget, jeg kan observere sammen med en masse andre problemer også: At han - ikke hele tiden, men meget, meget ofte - er i virkelig skidt humør, virkelig ked af det, vred og ganske ofte også afvisende, især overfor mig men også til tider overfor sin far. Det kombineret med at han også ofte er meget "pivet", gør, at jeg ikke føler, jeg kan gøre noget rigtigt i forhold til ham, og jeg kan mærke, at jeg resignerer mere og mere og trækker mig tilbage fra ham, efterhånden også følelsesmæssigt, selvom jeg selvsagt elsker ham højt.

I dag gav jeg ham f.eks. et kram og bar lidt rundt på ham om morgenen lige efter, han var stået op. Så siger han på et tidspunkt, at han vil ned, og jeg sætter ham selvfølgelig ned. Mens jeg sætter (stiller) ham på gulvet, kommer jeg til at trykke ganske let med flad hånd på hans mave. Straks får han gråd i stemmen og jamrer "Avs min mave, avs min mave". Lidt senere giver jeg ham et meget let, lille klap på numsen, da jeg vil "guide" ham hen til den stol, hvor han sidder, når han spiser, og straks får han igen gråd i stemmen og råber "Avs min numse, avs min numse", som om, jeg har gjort noget frygteligt.

Han sover dårligt om natten, og det vil jeg tro er en del af forklaringen på hans adfærd, men jeg aner ikke, hvad vi skal gøre ved det. Han står ofte op og går rundt i lejligheden - hvor mange gange på en nat ved vi reelt ikke, for det er ikke hver gang, han siger noget. I nat hørte jeg ham f.eks. gå ind i stuen og tilbage til sit værelse igen, uden han sagde noget. Jeg tror ikke, han går i søvne. Forrige nat lagde han sig ind i stuen og sov kl. 4 om morgenen, og da min mand ville gå ind til ham, sad han i sofaen og skreg vredt til min mand, at han skulle gå væk. Det sker, at han vågner midt om natten og så får voldsomme raserianfald, når min mand forsøger at lægge ham ind igen, hvor han f.eks. skriger og skriger og sparker på vores soveværelsesdør. (Det er mest min mand, der tager ham om natten, da vi også har en baby, der stadig natammes, og det er selvfølgelig mig, der står for det ;) ).

Han bliver puttet ca. kl. 19. Det går oftest fint med selve putningen, men der er også aftenener, hvor det tager en time, fordi han bliver ved med at blive vred igen og igen, og skriger, at han ikke vil i seng, at vi skal læse en anden bog for ham, at vi skal læse mere for ham, at han vil have noget bestemt legetøj, så vil han ikke have legetøjet alligevel, flår sin ble af flere gange, flår sit nattøj af, osv.

Når man gør det mindste, som han føler sig forurettet over (og der skal meget lidt til) råber han straks med en stemme, som er han tæt på at græde: "Kan du sige undskyld! Kan du sige undskyld!" Hvis man så ikke vil sige undskyld (fordi man rent faktisk ikke mener, man har gjort noget forkert - det kan f.eks. være, at han synes, man har hældt lidt for meget mælk udover hans ...

... havregryn) så bliver han bare ved, og bliver mere og mere rasende. Han kan grædende skrige "Kan du sige undskyld!" alt mellem 30 og 50 gange, inden han "giver op" eller vi kan få ham til at tænke på noget andet.

Han kan også være en glad dreng, og man kan sagtens have hyggestunder med ham, men alt det negative, jeg har beskrevet, fylder for meget, både efter min og min mands opfattelse. Ud over hans surhed mv., har han ofte en meget vild og grænseløs adfærd, f.eks. kaster han stadig med maden ved bordet, når vi spiser. Vi har naturligvis sagt til ham mange gange, at han ikke må, og vi har også været konsekvente og sat ham til time-out på værelset, når han har gjort det (og når han har gjort andre ting, vi ikke kan acceptere, f.eks. slået sin lillesøster).

Min mand har oplevet at skulle aflevere ham nogle morgener, hvor han har flået alt sit tøj af lige inden, de skulle ud af døren, skreget og skreget og forsøgt at ødelægge sine underbukser (som han havde flået af) ved at bide i dem. Jeg har oplevet lignende situationer, om end det sjældent bliver ligeså voldsomt, når det er mig, der "har" ham, som når det er min mand. Somme tider driver hans adfærd os så langt ud, at vi råber og skriger af ham. Det ønsker vi selvfølgelig ikke, men vi skal somme tider virkelig bruge umenneskelige kræfter på at holde vores raseri på ham nede, når han virkelig "giver den gas", hvilket han gør mange gange hver eneste dag. Jeg ved ikke, hvor tit, det ender med, at vi råber og skriger af ham - måske i gennemsnit en gang om ugen. Det synes vi da klart er for meget, men vi har virkelig svært ved at afholde os 100 procent fra disse reaktioner.

Han er særdeles kvik, og ifølge hvad pædagogerne siger trives han fint i børnehaven. De har ikke nævnt noget om, at de synes, han er i dårligt humør eller har et voldsomt temperament. Jeg taler med dem hver dag, når jeg henter ham, og det har næsten altid været en god dag for ham, hvor han har leget med andre og været glad. Derhjemme giver han dog udtryk for, at han ikke kan lide at gå i børnehave, og han vil nødigt af sted om morgenen. Han har gået i børnehaven i 3 måneder nu. Han går der ca. 8 timer hver dag.

For et år siden fik han en lillesøster, og det var selvfølgelig en stor omvæltning for ham, som han også reagerede på, men jeg tænker, at det vel ikke længere kan stå alene som forklaring. Han virker ikke længere ligeså jaloux på vores mindste, som han tidligere har været. De begynder også så småt at have en smule glæde af hinanden, hvilket er dejligt at opleve.

Det skal siges, at min mand og jeg de sidste ca. 2 år har haft rigtigt mange problemer i vores ægteskab, og det er jeg ikke i tvivl om er med til at påvirke vores søn negativt, men jeg kan igen ikke forestille mig, at det kan stå alene som forklaring.

Som helhed gør vi rigtigt meget for at tage hensyn til vores børn. Vi arbejder så lidt som muligt (lidt mindre end fuld tid begge - kan desværre ikke skrue mere ned) er så meget som muligt hjemme, og i det omfang, vi har tid, sidder vi meget ofte f.eks. og snakker med vores søn, ser tegnefilm sammen med ham, leger lidt med ham, forsøger på en sjov og afslappet måde at inddrage ham i madlavning og rengøring, osv.

Når vejret er til det, går min mand lange ture med børnene, især med den 3-årige, hvor de f.eks. går i skoven eller gør noget andet, som den 3-årige (og min mand) synes er sjovt. På de ture er der dog ofte også problemer, hvor min mand må tackle vores søns ekstremt voldsomme raserianfald, og det ødelægger selvfølgelig lidt af fornøjelsen for alle parter. Vi er ikke perfekte, men jeg synes omvendt heller ikke, at vores "fejl" står i proportion med de adfærdsproblemer hos vores søn, som jeg bare synes bliver værre og værre.

Jeg oplever også, at når vi er ude med ham blandt andre børn, så ser jeg en helt anden glæde i de andre børn end jeg ser i ham. Han ser næsten aldrig glad ud, og det skærer mig i hjertet, når jeg ser, hvordan man andre børn på hans alder er helt overstrømmende af glæde, når de f.eks. suser ned ad en rutsjebane el. lign. Han ser måske afmålt glad ud i slutningen af rutsjebaneturen, men jeg ser bare ikke den vilde glæde i ham, som jeg ser i andre børn.

Som baby var han ellers glad og harmonisk. Jeg vil sige, at det så småt ændrede sig fra ca. halvandet-årsalderen, og at det er blevet værre og værre - hvor det så uden tvivl er blevet accelereret af, at han fik lillesøster, at vi flyttede, at han skiftede fra vuggestue til børnehave og at min mand og jeg i en længere periode skændtes meget.

Gør jeg ret i at være bekymret ud fra, hvad du kan læse dig til her? Hvad er der "galt", og hvad vi gøre for at gøre det bedre? Hvordan kan vi forbedre hans søvn (han sover på eget værelse og har gjort det siden han var 13 måneder) og hvordan kan vi tackle ham uden at blive så rasende selv? Jeg ønsker mig sådan at få en lidt gladere dreng igen.

Mange bekymrede hilsner

Camilla

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Opdragelse | 3 år

Fysisk reagerende 3 årig

Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...

Læs hele brevet og Helens svar

13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Konflikter - 3 år, 4 mdr.

Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...

Læs hele brevet og Helens svar

26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Sure morgener - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....

Læs hele brevet og Helens svar

17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Flytning - 2.5 år

Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....

Læs hele brevet og Helens svar

31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.

Uro i kroppen - 2 år, 6 mdr.

Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: