Svar: Søvn og maveproblemer
Kære Anne Sofie
Tak for dit brev, velkommen til og stort tillykke med den lille dreng:)
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og jeg tænker umiddelbart, at der kan være flere ting, som spiller ind hos jer.
Det kan godt være, at jeres dreng har svært ved helt at kapere mælken i maven og derfor har lidt maveuro. Det handler ofte om et lidt umodent mave-tarm-system og her arbejder tiden for jer. Nogle børn har glæde af at få Semper Dråber. De indeholder den naturlige mælkesyrebakterie Lactobacillus Reuteri, som kan kolonisere sig i tarmen og hos nogle børn reducere mavekneb og gråd. 5 Semper Dråber indeholder mindst 100 millioner levende Lactobacillus Reuteri og man giver 5 dråber en gang dagligt. Flasken skal rystes før brug.
Det er super dejligt, at du fornemmer, at du har masser af mælk og at han tager rigtig fint på. Du skal være opmærksom på, at han får spist godt fra et bryst af gangen. Det betyder, at hvis han kan spise f.eks. i ca 20 minutter, så vil det være godt, hvis du kan få ham til at spise dette fra et bryst, fremfor at han spiser f.eks. 10 minutter fra det ene bryst og 10 minutter fra det modsatte bryst.
Du kan med fordel gøre det, at du ammer ham i den traditionelle stilling, og når han har spist godt der, så tager du ham op, hjælper ham med at bøvse og så prøver du at lægge ham til samme bryst, men i tvillingestillingen. Det hjælper ham til at tømme brystet bedre, så han får ekstra fed mælk med ud. Det er nemlig sådan, at din mælk består af flere dele og den første del af mælken er vandholdig og slukker således tørsten. For meget af den vandholdige mælk kan give uro i maven, hvor den lidt federe mælk giver mere ro i maven. Med den vægtøgning han har, så lyder det som om at han er rigtig god til at arbejde ved dit bryst, men prøv alligevel at være opmærksom på at få ham til at spise lidt længere tid ved et bryst af gangen.
I skal også hjælpe ham til at komme af med luften. Det vil være rigtig godt, at I hjælper ham til at bøvse - jo mere luft der kommer ud den vej, jo mindre skal igennem mave og tarm. Hold ham op over jeres skulder, så hans arme er løftet eller sæt jer med ham foran jer, buk jeres ben, så han har støtte i ryggen og I sidder ansigt mod ansigt. Hold ham omkring brystkassen, så hans skuldre løftes lidt og så han ikke sidder selv. Det hjælper luften til at finde vej op og ud og I kan samtidig udnytte, hvis han virker vågen efter at have spist lidt.
Brug også gerne amning "som sovemiddel". Lad meget gerne amning indgå som en fast del af hans putteritual, og det gør bestemt ikke noget, hvis han lige nu falder i søvn ved brystet - det må han gerne med den alder, han har.
Det er helt naturligt, at hver gang han spiser, så kommer der også afføring - når noget kommer ind, kommer der også noget ud, og det kan ofte føles som om, at der ikke er "bund i ham":) Det er også helt naturligt, at I kan se, når han presser. At han bliver rød i hovedet, trækker sig sammen. bliver stiv i kroppen osv.
Du/I må meget gerne hjælpe ham af med afføringen ved at cykle ...
... med hans ben, hjælpe ham med at bøje benene op, presse. I må også gerne trykke ham under fødderne - det kan også nogle gange hjælpe. Giv ham også gerne et bad, det kan få mave-tarm-system til at slappe lidt af - og så må I også gerne give ham lidt mavemassage. Brug evt. lidt badeolie på jeres fingre, gå glider de lettere og masser så i små cirkler rundt om navlen i urets retning.
Når I bærer ham hos jer, må I meget gerne prøve at bære ham på maven, så han ligger med maven på jeres underarm. Det kan også hjælpe ham til at slappe af i maven og hjælpe ham til at finde bedre ro.
Det er en god idé at svøbe ham. Det at være svøbt vil give ham følelsen af at blive holdt sammen. Det minder om tiden i livmoderen og virker trygt. Samtidig lyder det som om, at hans mororefleks nogle gange går i gang - det er hans faldrefleks, som gør at han nogle gange spjætter, lige når han er faldet i søvn - og derved får vækket sig selv, bliver ked af det og har svært ved at sove igen. Svøbet kan her hjælpe, så han ikke vågner, når han spjætter:)
Det vil være rigtig godt, at I forsøger at skabe en rytme, hvor han bliver skiftet, bliver svøbt og derefter lægges til brystet og så bliver puttet til søvn. Han må gerne blive ammet imens han er svøbt, det kan hjælpe ham til at falde bedre i søvn.
Når han har spist rigtig godt og I er sikre på, at han ikke mangler mad, vil det også være en god idé at I forsøger med en sut. Det at sutte sætter gang i tarmbevægelserne og hjælper derfor både mælk og luft igennem systemet. Samtidig kan det være en god idé, hvis far kan tage over her. Far lugter ikke af mælk og derfor kan jeres dreng nogle gange falde bedre i søvn, hvis han putter på fars brystkasse med en sut:) Han må meget gerne sove hos far om aftenen, hvis far er vågen og holder øje med ham:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
I skal regne med at han ikke kan være vågen i mere end måske 1.5 time, højt 2 timer af gangen. Nogle gange vil han måske kun være vågen i 45 minutter... Det er vigtigt, at han ikke er vågen i mange timer, men at I forsøger at hjælpe ham til at sove ved at give ham mælk, svøbe ham, give ham sut, putte ham i barnevognen, trille ham en tur osv.
Med hensyn til om mor indtager noget, som går i modermælken, så findes der ikke rigtig nogen undersøgelser, der kan dokumentere dette. Når det er sagt, så oplever nogle kvinder dog, at hvis de indtager visse fødevarer, så giver det ekstra maveuro hos barnet og nogle gange kan man også se, at barnets afføring ændrer udseende, hvis mor har spist noget bestemt. Nogle kvinder oplever problemer, hvis de f.eks. spiser meget kål, jordbær, chokolade eller drikker kaffe. Det anbefales, at du som udgangspunkt spiser varieret og ikke spiser store mængder af en bestemt ting - lidt og med måde. Og du bør ikke drikke store mængder kaffe dagligt, hold dig til 2 kopper:)
Jeg vil anbefale jer meget at læse især to af mine bøger "Helens bog om gråd og trøst" og "Helens bog om børn og søvn".
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og glæder mig til at følge jeres lille familie:)
Fortsat god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Sut
Før i tiden var det almindeligt, at børn fik en sut med det samme, når de blev født. I dag mener man, at det er hensigtsmæssigt at man venter med at give barnet en sut, til amningen er etableret.
Hvis barnet får en sut for hurtigt, så kan det gå ud over barnets lyst til at die ved brystet. Dertil kommer at sutteteknikken er forskellig alt efter om barnet dier på brystet eller sutter på en sut.
Du kan møde mange forskellige holdninger til det at bruge sut og det er vigtigt...
Forstoppelse
Hvis dit barns afføring er hård og knoldet, så har dit barn forstoppelse. Ofte vil barnet også have ondt i maven og være grædende. Børn der tilbydes modermælkserstatning får hyppigere forstoppelse, end børn der ammes. Men børn der ammes kan også godt få problemer med forstoppelse.
Får dit barn modermælkserstatning, skal du være opmærksom på, at blandingsforholdet er korrekt. Du kan også prøve at skifte till en anden type erstatning - der findes erstatninger, som er udviklet til...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.