Svar: Opdragelse - 7 og 4 årige søstre

---

Kære S

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:)

Det lyder som om, at bølgerne nogle gange kører højt hos jer. Det gælder hos jer alle - I voksne lyder til at råbe meget højt og skælde meget ud - og jeres børn reagerer naturligt med at råbe på samme måde, skælde ud, svare igen - slås hele tiden...

Hvis I skal skabe en forandring, så er I nødt til at starte med jer selv og nødt til at gennemtænke, hvad I gør, og hvad I kan gøre, for at få en anden hverdag.

Du fortæller, at E sandsynligvis synes, at I er sure og døduretfærdige. Og det er rigtig vigtigt, at I anerkender dette, for det har hun sikkert ret i. Du fortæller, at hun har sine egne meninger og holdninger - og det er super godt. Det er vigtigt at anerkende dette, for det er en stor styrke! Det er rigtig godt, at kunne sige fra og mærke efter, hvad man vil og hvad man ikke vil. Når voksne kan det, så siger vi at de er selvstændige, modne, det er flot at kunne sige fra og kende sine grænser. Når børn gør det, så er de pludselig umulige, stædige, kan ikke finde ud af at høre efter...

Det er vigtigt, at I anerkender E´s lyst til medbestemmelse og inddrager hende i hverdagen. Sætter ord på, hvad hun kan bestemme, og hvad I bestemmer, spørger om hendes mening, hvad hun har lyst til eller ikke lyst til. Med den alder hun har, må hun meget gerne have små opgaver, som hun skal hjælpe til med derhjemme. I kan også tale med hende om, hvordan tingene kan komme til at fungere bedre hjemme hos jer, fordi I kan mærke, at I lige nu havner i situationer, hvor I let kommer op at skændes. Det ved hun godt - og det vil hun jo også gerne undgå, så at sætte jer ned og tale med hende om, hvordan I kan lave tingene om (og lytte til, når hun så siger, at I skal lave noget om) vil være en god idé.

Det er også vigtigt, at I lader pigerne være forskellige. Det er vigtigt, at de hver især har noget, som de kan gå op i, som er deres interesse, noget de prioriterer. De behøver ikke lege sammen altid. Det er faktisk helt okay, hvis de nogle gange leger hver for sig. De behøver heller ikke gå til samme ting - prøv at anerkende den aldersforskel de har, så lad dem gå til noget forskelligt, lav noget forskelligt med dem hver især. Der er ting I kan gøre med storesøster, fordi hun er det ældre og som lillesøster ikke er parat til endnu - til gengæld, så er der ting I kan gøre med lillesøster, hvor storesøster ikke behøver være med.

Så er der det med at høre efter. Det er igen vigtigt, at I her er opmærksomme på, hvordan I selv kommunikerer. Du nævner, at I tit kommer til at råbe for hurtigt, du nævner også, at pædagogikken ofte forsvinder ...

---

---

... og så nævner du, at det ofte først virker, hvis I kommer med en trussel om at tage penge fra hendes pung...

Det er en rigtig dårlig idé at bruge trusler. Det er ikke respektfuldt at bruge trusler og respekt skal være gensidigt. At bruge trusler er også ødelæggende for børnenes selvværd. Det lyder som om, at I nogle gange kører en meget autoritær opdragelsesform, som går ud på at børnene skal gøre som I siger og hvis de ikke gør det, så falder der en straf... Det er meget uhensigtsmæssigt, hvis I gerne vil have at børnene hører, hvad I siger, respekterer jer og følger jeres regler, så er I nødt til at møde børnene ligeværdigt.

Det er også vigtigt, at I kommunikerer tydeligt. Prøv at lægge mærke til, om I har tendens til at sige "du skal...", "nu skal du...", "du må ikke..." osv. Alle disse sætninger der starter med "du, du, du" kører hen over hovedet på jeres datter M. Hun lukker ørerne. Hvis der er noget I gerne vil have hende til, eller noget hun ikke må, så start med jer selv og jeres grænser og sig f.eks. "jeg vil gerne have at du..." eller "jeg forventer at du" eller "jeg vil ikke have...". Så bliver det meget mere tydeligt for hende, hvor jeres grænser går og hvad reglerne er.

I skriver at I ofte skal sige tingene mindst 100 gange og måske er det problemet - at I snakker alt for meget. Hvis I f.eks. har en aftale med hende om, at hun selv skal tage sin madkasse op af tasken og hun glemmer det hver dag, så siger I måske "nu har du igen glem madkassen, hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Det er da utroligt, at du ikke kan huske det" osv. osv. Og hun ender med at lukke ørerne.... I princippet kan I bare sige et eller to ord "skat - madkassen?!" og hun ved godt, at det betyder, at hun skal tage den op af tasken.

---

---

---

Nogle gange hører hun måske ikke hvad I siger, fordi hun er optaget af andre ting. Her kan I lægge en hånd på hende, lige få hendes kontakt og gentage det I spørger om.

Andre gange kan I også bruge humor eller lave lidt sjov, andre gange måske bare spørge "hvad sker der her?". I kan f.eks. sige "M.. hvor mange ører har du?" og hun svarer måske "2?" og I kan sige "er der nogen af dem der dur?", "jaaa" "okay - kan du så høre, at jeg spørger om...". Atter andre gange kan I også stoppe op og sige "m.. jeg har spurgt dig flere gange, hvordan kan det være, at du ikke...?". Så i stedet for at sige tingene igen og igen uden nytte, spørge ind til, inddrage, forsøge at finde en fælles løsning...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre. Jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke med dem alle tre:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---