Svar: Anerkendende pædagogik

---

Kære mor

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af, hvad du har observeret og hørt.

Hmmm... helt generelt, så er vi jo alle sammen forskellige og gør ting på forskellig vis, kommunikerer forskelligt og har forskellige regler, forskellige værdier, forskelligt menneskesyn osv. Det kommer netop ofte til udtryk i, hvordan vi møder vores børn, hvordan vi ser børn og opdrager børn.

Børn kan godt finde ud af at agere i denne forskellighed. De kan godt finde ud af, at i børnehaven gælder andre regler end hjemme, hos bedsteforældre er andre regler end i børnehaven og hjemme, hos legekammerater kan tingene også være anderledes. De finder ud af det og det er ikke skadeligt, at børn oplever forskellige regler, rutiner, forskellig måde at gøre ting på. Nogle gange kan det faktisk være meget lærerigt, at tingene ikke er ens.

MEN, - som udgangspunkt så bør vi, som du så fint skriver "forsøge at lade vores børn kommer værdigt ud af så mange situationer/konflikter som muligt". Og der er i de eksempler du giver nogle situationer, som jeg synes, det er helt relevant, at du tager op. Det lyder som om, at det kunne være rigtig fint, hvis personalet og ledelsen lige drøftede, hvorfor de egentlig gør, som de gør...

Jeg forstår ikke, hvorfor børnene skal sidde med hænderne bag ryggen fra maden hentes og indtil de må spise... Jeg forstår heller ikke, hvorfor de ikke må tale sammen. Hvad foregår der, når de spiser? Er det hyggeligt at spise? Hvis de f.eks. får læst historie højt, imens de spiser, så er det naturligvis okay, at de skal være stille og sidde og lytte, men hvis man slet ikke må tale sammen, grine sammen, hygge sig når man spiser - hvad er så formålet med at spise sammen?

Med hensyn til at "rette på din datter" og vise hende, hvordan man viser tre fingre, så kan dette jo gøres på rigtig mange måder, og den du nævner er måske ikke så pædagogisk, som den kunne have været. Men det kommer meget an på situationen og hvordan mimik og stemmeføring er. Man kan jo "rette hende" nedgørende eller man kan gøre det motiverende - og det er naturligvis vigtigt, at når hun skal lære noget nyt oplever det positivt.

Når man siger "du propper dig - det gør du bare altid", og når man siger "sid stille ligesom de andre" - så er det ødelæggende for barnets selvværd. At få at vide, at man altid gør forkert, får naturligt barnet til at føle sig forkert, og i øvrigt er det sandsynligvis ikke rigtigt, at det er "altid". Og at sammenligne med de andre "se hvor dygtige, de andre er", vil naturligt gøre, at den pågældende pige får en følelse af, at det ville være bedre, hvis hun spiste på samme måde som de andre - igen en følelse af at være forkert.

At bruge trusler "du skal tage dine sko på, ellers kommer du ikke med hjem" - er hjerteødelæggende. At bruge trusler er ødelæggende for barnets selvværdsfølelse og dertil kommer, at det jo sandsynligvis er løgn. Pædagogen kunne forhåbentlig aldrig finde ...

---

---

... på at køre fra barnet! Vi skal ikke lyve for børn. Det er alfa omega, at børn kan stole på de voksne - og vi skal ikke bruge trusler!

At sige "nu er det sidste gang, jeg siger det!" er også en trussel - ellers så hvad? Så kommer du ikke med, så slår jeg dig, så bliver du straffet... Hvad er det barnet skal være bange for, og hvorfor skal barnet være bange?

At grine af et barn... Jeg forstår godt, at man kan komme til det i visse situationer, fordi børn nogle gange gør nogle skøre/sjove ting. Men det er ikke situationen her. Din datter forsøger at forklare noget til de andre, og når de ikke forstår det, så er det oprigtigt synd at grine af hende! Og at pædagogen slet ikke kan se, at det er synd, synes jeg er meget trist. Ingen bryder sig om at blive grinet af - og de andre børn lærer jo også, at det er okay at grine af hinanden. Der er meget stor forskel på at grine af og at grine sammen.

Bondegårdsturen - Man får ikke noget ud af at presse et barn, tvinge et barn. Hvad skal hun lære af det? Hun har i hvert fald ikke fået skabt tryghed ved at give en hest en gulerod. Hvorfor kunne pædagogen ikke vise hende hvordan, så hun kunne observere lidt på afstand, se det flere gange og langsomt få en erfaring med sig om, at det er okay og måske derigennem selv turde prøve... Hvis hun skulle lære at svømme, ville pædagogen så også smide hende i vandet og sige "se det er jo ikke farligt".

---

---

---

Tager man de enkelte episoder ud, så kan alle jo ske og sker det blot en gang imellem, så er det sådan - vi er jo alle mennesker og kan ikke være pædagogisk korrekte i alle situationer. Men hos jer lyder det som om, at det er flere gange dagligt og hver dag, at børnene ikke mødes ligeværdigt og anerkendende - og jeg synes faktisk det er super, hvis du vil bringe det op.

Som du selv skriver, så kan pædagogerne sagtens være lullet ind i nogle rutiner, hvor de slet ikke ser alternativerne. Og måske kunne et personalemøde med emnet "hvordan kommunikerer vi med børnene" være en idé for dem at tage op. Det lyder som om, at der skal en kulturændring til...

Og så handler det jo også meget om ledelse, at institutionen har en leder, som drøfter med pædagogerne, hvordan man kommunikerer, hvordan man møder børnene, ser børnene, anerkender børnene osv. i den institution. Derfor skulle du nok i første omgang prøve at tale med lederen om, hvad det er, du har observeret. Bede om et møde, hvor I stille og roligt sætter jer og taler lidt om de situationer, du også har nævnt for mig. Sige, at du med nye øjne ser nogle ting, som du undrer dig lidt over og ikke helt forstår - at du håber, at hun vil tage det positivt, for det er naturligvis for at hjælpe - lidt ligesom man som forældre nogle gange lige må træde et skridt tilbage og se sig lidt udefra for at ændre nogle ting eller en dum cirkel med skæld ud eller lignende, som man er kommet ind i...

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker videre:)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---