Svar: Opdragelse - 4 år, 11 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng, og det I oplever:)

Der er sandsynligvis flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig. Jeg vil tage udgangspunkt i nogle af de eksempler, du giver, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Du skriver, at jeres dreng underlægger sig de større børn, følger dem og i dine øjne lader sig "udnytte". Jeg tænker, at det her er rigtig vigtigt, at I har fokus på, at styrke jeres drengs selvværd. Det vil sige styrke hans følelse af, at han har en særlig værdi. Ikke fordi han gør noget særligt, men fordi han er noget særligt. Hvis han har et højt selvværd, så vil han naturligt turde stå ved sig selv, og vil naturligt kunne sige nej, hvis andre beder ham gøre noget, der overskrider hans grænser. Det er rigtig vigtigt, at vi styrker vores børns selvværd, så de tør sige fra. Det er vigtigt, at jeres dreng har følelsen af, at han ikke behøver være ligesom de andre, ikke behøver gøre som de andre, for at være god nok.

Selvværdet styrkes af måden I møder ham på, måden I taler til ham på, roser ham på, ser ham på, lytter til ham på osv. Og det er rigtig vigtigt, at han ikke går rundt og føler sig forkert. Ingen har lyst til at føle sig forkert. Og lige nu lyder det som om, at der både hjemme og i børnehaven er stor fokus på det han gør forkert og ikke ret meget fokus på det, som han gør rigtigt. Det er meget vigtigt, at I ikke kun har fokus på at rette ham, korrigere hans handlinger, forklare at I vil at han skal noget andet - men også fokus på alt det gode han gør.

Når du f.eks. siger til ham, at du synes, at han skal finde andre at lege med, så ligger der naturligt en kritik i det valg han har truffet - altså har han valgt forkert. Du nævner også, at du måske har lidt mistanke om, at han nogle gange ikke kommer hen til dig, ikke lytter, fordi han tror, at han skal have skæld ud - og det er naturligvis ikke noget godt udgangspunkt. Skæld ud er med til at nedbryde hans selvværd.

Når han går med en legekammerat på engen og overskrider den "usynlige grænse", så får han igen at vide, at han gjorde noget forkert. Hvilket han naturligvis også skal have at vide - men flere af drengene skulle jo teste grænsen her, det er han ikke alene om, og han spejler sig i de andre. Det er rigtig fint, at man efterfølgende taler med børnene om, hvorfor de har brudt den grænse, hvad der kan ske ved det, hvorfor reglerne er, som de er. Men det skal naturligvis anerkendes, at han siger undskyld. Og selvfølgelig kan han ikke sætte ord på, hvorfor han gik over den usynlige grænse - hvad skal han næsten sige... At pædagogen spørger jer, om det "hjemme er normalt, at man kan sige undskyld og så er alt i orden igen?" - ja det håber jeg da, at det er. Det er rigtig vigtigt, at man kan sige undskyld - og det er rigtig vigtigt, at man ikke bærer nag. Så selvfølgelig skal I kunne komme videre.

Jeg er ret overbevist om, at hvis vi gerne vil have vores børn til at ændre adfærd, så er vi nødt til at se på hvordan vi selv opfører os og reagerer. I de fleste tilfælde vil det være sådan, at hvis vi vil se positive ændringer hos vores børn, så er vi nødt til at ændre på os selv. Hvis du føler, at din dreng overskrider dine grænser, så skal du se på, hvordan du selv er til at vise, hvor din grænse går. Hvis du synes, at du skælder meget ud, så er du nødt til at stoppe op og gennemtænke, hvad du kan gøre i stedet - og her kan det f.eks. være en idé at du forsøger at lytte til, hvad det er han siger eller hvad det er han føler.

Det lyder som om, at jeres dreng får for meget skæld ud. Du skriver, at du nogle gange tror, at han ikke lytter, ikke kommer, fordi han er bange for at du vil skælde ham ud. Du fortæller også, at han ofte løber væk, griner osv. alt sammen udtryk for, hvor usikker han er. Han ved ikke, hvad ben han skal stå på, når du skælder ud. Han ved ikke, hvad det er du vil have ham til.

Du spørger om I er utroværdige - det er rigtig vigtigt, at der er sammenhæng imellem det I siger og det I signalerer. Det er også vigtigt, at han kan regne med jer. Han skal kunne stole på, at I vil ham det bedste. Han skal vide, at I elsker ham og er der for ham og må ikke tvivle på jeres kærlighed. Det betyder ikke, at I ikke må stille krav og at der ikke må være regler - det må der gerne. Men det skal være kravl og regler, som passer til hans alder og hans udvikling. Måske har I for få regler, ...

---

---

... eller måske er reglerne ikke synlige for ham, måske har I aldrig sat jer ned og talt om, hvorfor reglerne er der og hvad det betyder for jer.... Måske stiller I for store krav i visse situationer og skal prøve at finde ud af, hvad han kan og hvordan i kan styrke ham, så han får følelsen af at kunne noget, at have en rolle, at have værdi.

Du fortæller, at hvis I er konsekvente efter en chance og anden gang sender ham på værelset, så bliver han dybt frustreret, skriger, sparker, protesterer og han kommer også ud af værelset - det gør han, fordi det ikke er det, han har brug for. Han reagerer som han gør, fordi han ikke bliver lyttet til, fordi du ikke forstår, hvad det er han vil eller ikke vil.. Når han går efter dig, så er det netop for at vise dig, at han har brug for dig, brug for din hjælp til at finde ro. Når du spørger om han er parat til at snakke om det, så skriger han nej - for han kan ikke sætte ord på og kan ikke forklare, hvad der sker og han er naturligt bange for, at du igen skal fortælle ham om alt det han gør forkert, alt det der er galt med ham...

Du skal prøve at sætte dig ind i hans situation. Prøv at forestille dig, at det ikke var din søn, men din bedste ven, der reagerede - hvordan ville du håndtere dette? Ville du sende din ven på værelset? Ville du råbe af din ven? Hvis det var en voksen, din ven eller veninde - hvordan ville du så reagere... Hvis det var dig selv, som havde det som din dreng, hvad ville du så have brug for?

Når han har gjort noget, som du synes er forkert f.eks. overskredet en usynlig grænse, hvilket i sig selv jo kan være rigtig svært ikke at komme til - den er jo usynlig... Når han til fodbold ikke er kommet hen til dig, men har valgt at følge den større dreng. Når han vælger at lade en 8 årig bestemme og lader sig "udnytte" i dine øjne, så prøv at spørge ind til, hvordan han har det i disse situationer. Ikke skælde ud, ikke belære eller moralisere, ikke give ham følelsen af at være forkert, men spørg åbent og lyt til ham "Hvordan har du det egentlig når...?", "Kan du godt lide de lege, I leger?", "Hvad gør legen sjov?", "Kan du egentlig godt lide at være med til fodbold?".

Det er sandsynligvis begrænset, hvor meget han vil kunne svare, og han vil også kunne være bange for at svare ærligt, hvis han er vant til mange skæld ud, men du kan godt prøve. Nogle gange vil han måske sige "det var rigtig sjovt fordi..." - og så kan du lytte til det og anerkende "det kan jeg faktisk godt forstå. Det er lidt spændende at løbe ud over en eng", det kan også være at han nogle gange vil sige "det var dumt" eller "det var faktisk ikke så godt" - og så kan du møde ham i den følelse "når noget ikke føles godt, så er det vigtigt, at man stopper".

---

---

---

Du må også meget gerne forklare ham, hvad det gør ved dig og hvorfor du nogle gange bliver vred - og at der er visse regler. Du kan f.eks. godt sige "når vi er til fodbold og du løber din vej, så bliver jeg rigtigt bange. Jeg bliver bange for, at du bliver væk fra mig. Derfor er det vigtigt, at du kommer hen til mig, når jeg kalder på dig. Hvis du skal med til fodbold, så er du nødt til at være sammen med mig" eller lignende. Næste gang I skal af sted, så kan du inden lave en aftale med ham om, at han skal holde sig til dig og ikke må gå nogen steder, uden at spørge. Og du kan også sige til ham, at hvis han ikke kan holde denne aftale, så er I nødt til at køre hjem - hvilket du så naturligvis skal gøre. Det er her vigtigt, at du netop holder fast i det, du har sagt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du har hjertet på rette sted og er en rigtig sød og omsorgsfuld mor. Det er også derfor, at det gør så ondt på dig, når du nogle gange føler, at du "slår i en dyne" og ikke rigtigt kommer nogle vegne. Og jeg kan godt forstå, at du derfor havner der, hvor din lunte er brugt op, og du "eksploderer". Jeg forstår godt, at man kan komme derud :) Jeg tænker dog, at det måske er ganske få ting, som kan gøre en forskel hos jer, og at det handler om at få brudt den cirkel, som det lyder som om, at I lige nu er kommet ind i - og at det måske her kan hjælpe at tale med f.eks. en familievejleder...:)

Der er i kommunen, hvor I bor mulighed for at få anonym rådgivning. Det betyder, at dine oplysninger ikke bliver registreret og rådgivningen kan foregå både via telefon og email. Du kan læse mere på kommunens hjemmeside.

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre:)

Stort knus og fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---