Svar: Hidsig - 2 år, 2 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af de forskellige situation, hvor I oplever at jeres dreng bliver hidsig, frustreret :)

Der er rigtig mange ting i det du fortæller og situationerne er ikke ens. Derfor skal I heller ikke reagere ens hver gang.

Jeres dreng får det der kaldes fortvivlelsesanfald. Det får han, fordi hans hjerne stadig er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen imellem dem er ikke dannet og fungerer ikke optimalt endnu. 90% af disse forbindelser dannes inden for de første 5 år og især i 1-3 års alderen vil mange opleve konflikter, svære situationer, sammenbrud osv. og måden hvorpå I reagerer, har betydning for hvordan dannelsen af disse forbindelser sker.

Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt, eller at I f.eks. siger nej til noget, som han gerne vil. Det vil ofte være små bitte ting, der i jeres øjne virker som bagateller, men for ham, betyder det rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke selv kan finde ud af at få lynet sin jakke, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, eller det er også rigtig dumt, at far går ude i haven i stedet for at lege med ham, eller at mor ikke kan komme, fordi hun er igang med at skifte lillesøster.

Det er meget vigtigt, at I ikke bliver vrede på ham, ikke kalder ham hysterisk, ikke skælder ham ud, sender ham på værelset eller lignende. Det kan godt få ham til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt...

Når hans verden bryder sammen, når han har et anfald af fortvivlelse, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham, beroliger ham. Hvis I prøver at gå fra ham, så vil I sandsynligvis opleve at han går efter jer - det gør han, fordi han netop har brug for jeres fysiske kontakt og nærhed, for at finde roen. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og komme ned i gear. Derfor må I ikke ignorere ham i sådanne situationer, men skal hjælpe ham, lytte til ham, vise ham forståelse, give ham nærhed, tæt fysisk kontakt.

Det betyder dog ikke, at han skal kører sig selv helt op eller ud af en tangent, hvor han slet ikke kan finde ud af at stoppe. Og jeg forstår godt, at I nogle gange har bedt ham om at stoppe med at græde. Måden I gør det på er dog vigtig, for naturligvis må han græde, han må gerne blive ked af det, der skal være plads til alle følelser, - gråd, vrede, angst osv.

Så I en situation, hvor far f.eks. er ude og jeres dreng vil have at far kommer ind og leger, vil det være rigtig fint at forklare "far er ude, far kan ikke lege nu, men far kommer ind igen", så han hører at I forstår, hvad han vil (han vil gerne lege med far), men holder fast i at det kan far ikke (fordi han er ude). Og samtidig også giver ham håb om at han kan lege med far senere (for far kommer ind igen). Og nogle gange vil det her være rigtig fint, at du afleder og siger "kom vi kan bygge et puslespil" eller lignende og hvis han så fortsat græder, så kan du nogle gange godt være nødt til at sige "så nu hygger vi os, far kommer igen, nu er der styr på det" eller lignende, så du på den måde forklarer ham, at nu kommer I videre, der er ikke grund til at blive ved med at være ked af det, du er der jo og I har det godt:)

Nogle gange vil hans fortvivlelse være så voldsom, at I ikke kan komme i kontakt med ham og her vil I være nødt til at vente på, at han så falder lidt til ro. Det kan være en god idé at I sætter jer i nærheden, taler beroligende til ham, så han mærker at I stadig er der og gerne vil ham, og i takt med at han falder lidt til ro, kan I måske få lov til at røre ved hans fødder. Inviter ham op til jer "kom skat, kom her op til mig, kom lille ven" og stille og roligt bliver han klar til at krybe ...

---

---

... op på skødet, få kram og knus og kan så komme videre.

I situationer, hvor en bog slutter, eller hvor andet må stoppe, må I igen prøve at klare hans gråd og frustration ved at sætte ord på og vise ham forståelse "det er også dumt at vi ikke kan læse mere" eller "du bliver bare så ked af det, fordi legen er slut nu", så han hører at I forstår ham. Men I må stadig holder fast i jeres nej, hvis det er sådan det er. Fjern dog ikke håbet fra ham, sig f.eks. "du kan lege videre i morgen" eller "vi læser en bog igen senere". Og giv ham også alternativer og brug afledning igen og igen "kom skat, se her er lidt at spise, kom og få lidt frugt". I denne alder er afledning rigtig godt og en god måde at komme videre på:)

Og så er der situationer, hvor mor ikke kan komme fordi hun er igang med at skifte lillesøster. Det er en helt anden situation og det er rigtig fint, hvis far kan berolige og betrygge "mor skifter lillesøster, så kommer hun igen". Far kan også gå ind hvor I er, så han kan se, hvad det er I laver. Han må med fordel gerne inddrages i skiftningen, hjælpe til med at finde en ny ble, finde nyt tøj, give mor cremetuben osv. Så han føler sig inddraget og ikke holdt uden for. Og naturligvis skal mor ikke holde sig væk, men komme tilbage og vise ham nærhed og tæt fysisk kontakt. Når I skriver, at mor ikke kommer ind selvom lillesøster er skiftet, fordi I mener at han lærer, at hvis han skaber sig så får ham sin vilje… Det er jeg bestemt ikke enig i :)

Det handler om, at jeres dreng jo har fået en lillesøster og lige nu skal finde ud af, at der er plads til dem begge. Når mor prioriterer lillesøster og holder sig væk, ikke vil komme tilbage til storebror efterfølgende, så får han naturligt følelsen af, at mor hellere vil lillesøster end hun vil ham - og det er ikke godt.

---

---

---

Du skal prøve at forestille dig, at din mand kom hjem med en ny kvinde, sagde at hende elskede han, og det skulle du også gøre. Når de sad sammen i sofaen, så kunne du se at deres kontakt var noget helt specielt. Måden de kikkede på hinanden, måden han talte til hende på, der var noget imellem dem, som du var tilskuer til og ikke en del af… En følelse af "de to har noget sammen, som de giver til hinanden og ikke til mig" - og det ville gøre ondt. Det ville gøre rigtig ondt! Og det er den følelse jeres dreng har.

Det er overordnet 3 store følelser "sorg", "vrede" og "angst". Det er sorgen over ikke længere at have mor og far for sig selv. Det er vreden over, at være sat i denne situation, som han ingen indflydelse har haft på. Og det er angsten for, at I vil elske lillesøster højere end I elsker ham. Det er meget voldsomme følelser og han er for lille til at kunne sætte særlig meget ord på dette - men han kan reagere med sin krop. Han kan reagere med fortvivlelse, frustration, ved at bryde sammen, skrige, græde, kaste sig i gulvet - fuldstændig som du måske selv ville reagere, hvis du så din mand sammen med en anden kvinde:)

Derfor er det rigtig vigtigt at I i denne situation gør alt for, at han ikke skal føle sig uden for, men føle sig set og mødt. Når du ammer, så lad ham sidde med i sofaen og udnyt tiden til at læse lidt højt, så det bliver til en fælles situation for jer alle tre. Inddrag ham, når du har mulighed for det f.eks. i forbindelse med skiftning, bad, lad ham finde hendes sut osv. Når du er nødt til at tage dig af lille søster og han må vente, så sæt ord på "jeg ved godt, at du gerne vil have mig, jeg skynder mig, så kommer jeg igen". Når han bliver ked af det, bryder sammen fordi det gør ondt, at du har taget dig af lillesøster og han har skulle vente, så lyt til det og sæt ord på igen "det er også dumt, at du skulle vente, men nu er jeg her, skal vi lege med klodser?"

Det er rigtig godt, at han er så viljestærk som han er, for det sikrer, at han stadig bliver set :)

Jeg håber du/I kan bruge disse tanker lidt videre. Jeg vil også anbefale jer meget at læse to af mine bøger "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om børn og opdragelse" :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---