Svar: Bider i vuggestuen

---

Kære L

Tak for dit brev :)

Når børn bider, så vækker det ofte stor frustration - både hos forældre og pædagoger. Det er ikke rart at være forældre til et barn, som er blevet bidt, men det er bestemt heller ikke rart at være forældre til det barn, som bider…

Jeres datter bider i to forskellige situationer. Når hun bider dig er det noget andet, som er på spil, end når hun bider i vuggestuen. Som du selv skriver, så bider hun ofte dig i kådhed. Det er en måde at mærke dig på, en slags kærtegn, som kammer over. En slags "jeg elsker dig så højt, at jeg kunne spise dig". Når hun sætter tænderne i dig, så er det ikke for at gøre dig ondt, men fordi hun simpelthen ikke kan lade være. Hun har dog en alder nu, hvor hun i stedet skal lære at kysse, kramme, kærtegne dig og ikke sætte tænderne i dig. Og for at lære hende dette så er det vigtigt, at du når at reagere og aflede hende, så hun ikke forløber sig og ikke når dertil, hvor tænderne havner i dig.

Det betyder, at når du står og laver mad og du mærker, at hun kommer og du ved at hun kan finde på at sætte tænderne i dit lår, så skal du bøje dig ned, give hende et kys og et kram, så hun mærker dig, mærker hvordan I kan kæle på en rar måde og gøre det, før hun sætter tænderne i dig. Hvis hun når at bide dig, kan behovet for at bide blive forstærket. Derfor skal du aflede hende, så det ikke sker. Det samme, når I sidder og krammer og knuser og du kan mærke, at hun vil sætte tænderne i din skulder - træk dig fra hende, så det ikke når at ske.

Sker det så alligevel, så må du naturligvis gerne sige AV! og du må også meget gerne sætte hende fra dig. Det at du siger højt AV eller NEJ og sætter hende på gulvet og dermed væk fra din favn, vil gøre at hun bedre husker, at det er her forkert. Her gjorde hun noget, som du ikke brød dig om og hvis hun vil sidde hos dig, så skal hun ikke sætte tænderne i dig. Som udgangspunkt er det dog bedst, hvis du helt kan undgå at I kommer dertil, hvor hun forløber sig.

Sådan er det også i vuggestuen - her skal hun også stoppes, eller snarere afledes, før hun når at sætte tænderne i et andet barn. Som du selv skriver, så er hun ved at få rollen som den der bider og de andre børn begynder at blive bange for hende. Det er meget uhensigtmæssigt og for at få hende ud af denne rolle, så er det helt essentielt, at hun ikke når dertil, hvor hun kommer til at bide. Hun skal trækkes ud af situationen, afledes, hjælpes før det kommer så vidt. Derfor skal der være en voksen omkring hende, som holder øje med, hvad der sker og som hjælper hende til at reagere mere hensigtmæssigt, så det ikke sker.

Når børn bider, slår, sparker, river i hår osv. så skyldes det ofte:

- Vrede der løber af med barnet. Det kan være netop opstået vrede eller opsparet vrede på ...

---

---

... grund af gentagende frustrationer, som barnet til sidst ikke kan kontrollere.

- Det kan være forsvar, situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop, hvor barnet oplever en form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her".

- Det kan ske som reaktion på, at der ikke bliver lyttet, at man ikke har opmærksomheden på barnet, at man ikke ser, ikke hører, ikke lytter - derfor må barnet gøre opmærksom på sig selv på denne måde.

- Det kan være det eneste der virker. Som du selv nævner, så oplever hun en eller anden form for reaktion fra både børn og voksne.

- Det kan være en erfaring, som barnet har med sig, at voksne f.eks. river barnet væk ved at tage det i armen, at voksne giver små 'rap over fingrene' når de siger nej, at voksne bider barnet for at lære barnet, at de ikke må bide, det gør ondt.

- Det kan også være imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden.

---

---

---

- Det kan være fuldstændig impulsivt, som komme ud af den blå luft, hvor ingen kan forklare hvorfor.

- Det kan være kommet så langt at barnet lever op til rollen som den der skubber eller bider. Barnets adfærd bliver forstærket af forventninger og gentagende irettesættelser.

Det handler ofte om, at barnet mangler ord. Selvom jeres datter er begyndt at tale i længere sætninger og har et godt ordforråd i forhold til sin alder, så kan hun naturligt ikke sætte ord på sine følelser. Hun kan ikke sige, til et andet barn, at hun føler det forkert, når de tager dukken fra hende, eller at hun føler sig presset af den anden. Når hun mangler ord, så vil hun naturligt reagere med at bide, slå, sparke osv. Hun vil reagere fysisk og ikke verbalt.

Derfor skal hun hjælpes med de ord hun mangler. Hun er afhængig af, at der er en voksen tilgængelig, som kan gå ind og mægle mellem hende og de andre børn "xx bliver ked af det, når du..", "xx vil gerne lege med dukken, du får den igen bagefter" osv. så de situationer, hvor hun måske ville reagere med at bide bliver afbrudt og løst af den voksne, og hvor hun samtidig lærer, hvordan hun kan håndtere en situation i stedet for at bide.

Og når hun så alligevel nogle gange måske når at bide en anden, så er det vigtigt, at man både trøster det barn, som er blevet bidt - og igen sætter ord på "AV, det gør ondt at blive bidt, man må ikke bide andre", så hun hører, at det hun gjorde er forkert, og ser at den anden bliver ked af det. Og du kan samtidig sætte ord på, hvorfor hun bed "du kom til at bide, fordi xx tog din dukke" eller hvad der nu er sket. Så begge børn hører, hvad det handler om og begge måske lærer noget af situationen. Begge børn skal lære medfølelse, forstå hvad det de gør, gør ved den anden.

Jeg håber, at du kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---