Svar: Morglad i hjemmepasning

---

Kære Mor, mor, mor, mor :)

Tak for dit brev og fine beskrivelse af en sød lille knap 2 årig pige:)

Der er i mine øjne absolut intet unaturligt i jeres datters reaktion, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

For det første, så er det helt naturligt, at hun siger "mor" og kalder på dig. Hun har en alder lige nu, hvor hun naturligt er bevidst om, at du ikke er forsvundet, når hun ikke kan se dig, men hun har brug for lige at blive bekræftet i dette og derfor brug for, at du svarer, når hun kalder. På den måde kan hun høre, at du stadig er der, at du ikke er blevet væk og det gør hende tryg ved at lege i værelset, hvor hun er, imens du er i et andet rum.

Det er også helt naturligt, at hun siger "miiin" - også om ting, som ikke er hendes. Når børn er omkring 2 år, så skal de til at forholde sig til, hvem de selv er, og hvordan de påvirker andre. Man taler om, at børn skal finde deres selvbillede og netop det at begynde at udtrykke "min", eller begynde at bruge sit eget nav eller begynde at sige "jeg" viser, at hun stille og roligt er igang med at blive bevidst om, hvem hun selv er.

Hendes selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun bliver stolt og glad, når hun får ros og hun bliver utroligt ked af det, når hun bliver irettesat, når hun får at vide at hun gør noget forkert. Hun er meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør. Så når hun feks. skriger "miiin" hvis andre tager hendes legetøj, så er det rigtig vigtigt at lytte til dette, acceptere hendes følelser, hjælpe hende med at håndtere det og ikke skælde hende ud.

Hun kender endnu ikke forskel på dit og mit, eller forskel på at eje og at låne. Det skal hun stille og roligt lære. Hun skal lære at give plads til andre, vente på at det bliver hendes tur osv. Og det er helt naturligt, at hun bliver frustreret, når hun oplever at tingene ikke altid kan lade sig gøre, som hun gerne vil. Her er det dog meget vigtigt, at man som forældre stadig er i stand til at rumme hendes følelser og viser hende, at det er okay, at hun har det som hun har det. Hun lærer det hen af vejen ved at man viser hende hvordan, guider, forklarer, er der sammen med hende i forskellige situationer og hjælper hende igennem.

Hun er et meget lille barn, med en meget umoden hjerne. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem er ikke etableret endnu og det bliver de langsomt i takt med at hun vokser op - og af måden I møder hende på og hjælper hende, når verden går hende imod, når ting er svære.

Det er helt naturligt, at hun kalder på mor, når hun er hos sin far. Hun savner dig og hendes "mor, mor, mor" er et helt naturligt udtryk for dette. Hun kan naturligt ikke stille spørgsmål, har ikke ordforråd til at forklare, hvad det er - men "mor?!" i denne situation kan betyde f.eks. "hvor er mor henne?", "hvornår kommer mor igen?", "jeg savner min mor lige nu" - og det er naturlige følelser og tanker. Derfor er det vigtigt, at far ikke bliver irriteret, men accepterer disse følelser og anerkender og f.eks. siger "mor kommer igen", "mor er på arbejde" osv. Det kan også være en god idé at hun har et lille fotoalbum med billeder af dig, mor, far, hesten, kæresten osv. Så når hun savner jer hver især, så kan I kikke på billenderne og på den måde bekræfte, at I stadig er der, at I ikke er forsvundet.

Det er helt naturligt, at hun klynger sig til far, når de er nogen steder. Han er den trygge og faste base og derfor har hun brug for at sidde hos ham, observere verden fra hans favn og skød. Hun kender ikke hans familie og venner på samme måde, er naturligt ikke trygge ved dem på samme måde, fordi de ikke ses så tit. Derfor skal hun have tid til at møde dem - uanset om det er hjemme hos ham eller de tager på besøg nogle steder. Hun kan ikke møde ind i sin fars familie med helt åbent hjerte, men skal lige have tid til at finde ud af, at de vil hende det godt og elsker hende højt. ...

---

---

... Det vil hun naturligt mærke, hvis hun får lov til at være hos far, se dem lidt an, spejle sig i ham og de reaktioner han viser - når far er tryg, så kan jeg også være tryg.

Det er vigtigt ikke at presse hende i favnen på andre eller til at være sammen med andre børn. Jeg kan se ud af dit brev, at I allerede er begyndt at kalde hende "genert", hvilket I skal passe på med. Hvis man først har fået en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din hende genert. Man kan godt komme til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver hun holdt fast i rollen som "den generte".

I skal også passe på med at sammenligne hende med andre børn, hvis I f.eks. er sammen med andre børn, hos venner og familie. Pas på I ikke kommer til at sige f.eks. "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun ...". Det er ikke befordrende for hendes selvværd, hun vil føle sig forkert, når hun ikke kan gøre ligesom de andre, og det vil ikke give hende mod til at prøve selv.

Der sker ikke spor ved, at hun sidder hos sin mor eller far, når I er nogen steder. Det er helt okay og helt normalt, hvis hun har brug for at se tingene lidt an en times tid, før hun måske er parat til at snakke og være sammen med de andre, lege osv. Det er helt okay og super, hvis hun kun skal bruge 20 minutter. Det gælder naturligvis uanset om hun er hos sin mor eller hos sin far. I skal medbringe noget legetøj, så hun kan lege ved bordet, tæt på hvor I er og stille og roligt blive tryg ved det hele.

---

---

---

Jeg er helt med på, at hun sandsynligvis er tættere knyttet til dig end til sin far, simpelthen fordi du og hun er mere sammen, bor sammen og I er sammen 24 timer i døgnet. Men du beskriver jo en pige, som sagtens kan bruge sin far og derfor også er knyttet til ham. Når mor ikke er der, så bruger hun ham og han kan godt trøste, berolige og betrygge. Men hans familie, venner, andre børn og voksne, har hun ikke lyst til at blive kastet i favnen på - og det skal hun heller ikke. Hun skal mærke, at når hun er hos far, så er far der for hende 100 % og når hun føler sig fuldstændig tryg ved ham, ved at han er der, som den sikre base, så vil hun stille og roligt blive klar til at møde andre - men lige nu foregår det med far i hånden eller fra hans favn og sådan må det være.

Jeg tror ikke på, at det kan hjælpe at sende hende i vuggestue - man kan ikke på denne måde "hærde børn" ved at kaste dem ud i favnen på flere mennesker. Trygheden skal skabes ved basen og tilliden til at møde verden skabes sammen med den trygge base.

Og ja, så tror jeg faktisk også at du har ret i, at det er ret hårdt for hende at være adskilt fra dig og være hos sin far i to døgn. Ikke at hun skal være der mere, hvilket han heller ikke er interesseret i - generelt er det bare rigtig hårdt for børn, at skulle flytte hjem hver uge. Det ville det jo også være for os. Efterhånden er der så mange skilsmissefamilier, hvor børnene flytter igen og igen, at det nærmest bliver opfattet som noget naturligt. Men det er det ikke - det er rigtig rigtig hårdt og det er derfor helt naturligt at hun reagerer - det er faktisk et sundhedstegn, at hun reagerer og protesterer, hun er jo bare en ganske lille pige:)

Til sidst vil jeg lige sige, at du kan undersøge muligheden for at få en familievejleder ud, hvor I bor, som måske kan vejlede dig og din datters far og give jer nogle redskaber til, hvordan I hver især kan hjælpe hende. Det kunne måske være en hjælp for jer, hvis I kunne sætte jer ned sammen og drøfte situationen med en udefrakommende. Det kunne også være en børnepsykolog, tilbuddene er lidt forskellige alt efter, hvor man bor - men du kan prøve at kontakte kommunens PPR afdeling og høre, hvilke muligheder I har.

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---