Svar: 5 årig svær at aflevere

---

Kære mor i vildrede

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres ældste datter og alt hvad I har tænkt og forsøgt. Og stort tilykke med at du venter dig - hvor dejligt! Håber at den første kvalme snart er overstået…:)

Som jeg læser dit brev, så er jeres ælste datter rigtig glad for børnehaven og trives på alle måder der. Hun er glad for de voksne, leger fint med de andre børn, giver udtryk for at save børnehaven, når I ikke er der. Hun går også fint hjemmefra og vil egentlig gerne af sted osv. Hun trives altså i børnehaven - men det hun har rigtig svært ved er selve afleveringen. Det er rigtig svært at sige farvel.

Du nævner, at hun måtte stoppe til gymnastik, fordi hun villle være hos den voksne og ikke ville være med på gulvet. Det kunne måske være et udtryk for, at hun også her har haft svært ved at I er gået og hendes løsning har så været at holde sig til den voksne, til underviseren… Det kan også handle om noget helt andet. Jeg tænker dog, hvordan oplever I generelt hendes evne til at sige farvel til jer? Er det generelt et problem? Hvis hun skal passes af bedsteforældre eller andre, hvordan reagerer hun så? Hvis I er hjemme og den ene af jer tager af sted, hvordan reagerer hun så på at I kører? Altså hvordan har hun det med at sige farvel… Herunder ligger også en overvejelse omkring, hvordan hun har det med at være på afstand af jer. Kan hun f.eks. være alene inde i huset, hvis I er ude i haven? Eller vil hun i en sådan situation også følge jer eller blive ked af det, fordi hun føler at I går fra hende?

Jeg spørger, fordi det er vigtigt lige at finde ud af, om det er en dybere liggende angst for at I går, at I skal forsvinde osv. som udløser jeres svære afleveringer. Som I skriver, så skal hendes følelser naturligt tages alvorligt, og det er vigtigt at hun føler at I lytter til hende og forstår, at det her er svært. Er der en dybere liggende angst i hende, en separationsangst, angst for at I forsvinder, så skal der naturligvis særlig hjælp til...

Det lyder dog som om at det er selve afleveringen i børnehaven, som er svær og at det næsten er blevet en rutine I er kommet ind i. I ved alle sammen at det er svært og det skaber næsen en forudsætning om, at det skal være svært, at der skal være gråd og konflikt, når hun bliver afleveret… jeres datter siger faktisk selv nu, at det nok ikke kan undgås hun siger at hun nok aldrig vil kunne lade være.

Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt at I gør afleveringen så kort som mulig, som I hele tiden har holdt fast i. At I følger hende ind, sørger for at en voksen tager imod, ønsker hende en god dag og går.

Det er en rigtig god idé, at lade hende møde ind i børnehaven og lade hende spise morgenmad der. Det er lettere at møde ind, blive sat ved bordet og gå igang med at spise - så har hun noget at tage sig til - og dermed også lettere at sige farvel.

Hvis pigerne kan blive afleveret samtidig er det fint, men hvis ikke, så synes jeg, at I skal prøve at aflevere lillesøster først. Hvis I gør det, vil jeres ældste datter måske føle, at I har lidt mere tid til hende, og at I ikke skal skynde jer at sige farvel, ...

---

---

... for at tage jer af lillesøster. Som det er lige nu, så lyder det som om, at hun bliver ekstra ked af at blive afleveret, fordi hun ved, at I går tilbage til lillesøster, så nu vil hun slet ikke ud af gardaroben, men vil være hvor lillesøster er…

Det er meget vigtigt, at I ikke sammenligner de to piger. I bør ikke sige f.eks. "lillesøster kan sagtens" eller "hvorfor kan du ikke ligesom lillesøster" eller lignende. Det vil ikke være befordrende for hendes selvværd, hvis I på den måde kommer til at sammenligne pigerne. Hun vil meget let føle sig forkert og det er ikke nogen god følelse.

Det er også vigtigt, at I ikke siger "nu skal du ikke blive ked af det i dag, vel?!", fordi det vil forstærke følelsen af, at det her er ekstra svært. Hvis I på denne måde sætter ord på, så bekræfter I jo, at det her er en svær situation - også for jer - og det vil dermed styrke hendes følelse af, at hun nok ikke kan klare det...

Hun er udmærket klar over, at I gerne vil sige farvel uden gråd og konflikter. I har talt om det hjemme på mange måder, pædagogerne er inddraget, I har forsøgt med belønning osv. Hun ved godt, hvad I forventer af hende, det behøver I sådan set ikke tale mere om… Men har I spurgt hende, om hun selv har nogen forslag til, hvordan hun vil afleveres? Måske har hun en idé om, hvad der kan hjælpe hende. Det kan være et forsøg værd.

---

---

---

Er det altid mor, der afleverer eller afleverer I sammen? Du skriver "vi"… Hvis det altid er mor, som afleverer, så kan det hjælpe, at det i en periode i stedet er far. Det skaber en helt ny situation, og far vil naturligt sende nogle andre signaler, fordi han er en anden… og omvendt:)

Og ja - så tænker jeg faktisk også, at I er nødt til at holde fast i at sådan er det. Der er nogle ting man skal, også selvom man ikke har lyst. Hun trives jo umiddelbart, har det godt med børnehaven, de voksne osv. Og er rigtig glad for stedet, og derfor kan I med ro i sindet aflevere hende. I ved, at hun har det godt og er glad - og derfor er det vigtigt, at I holder fast i, at nu skal I sige farvel. I skal ikke løbe rundt og lege fangeleg, men I skal holde fast i, at nu går I ind og siger farvel, hun skal gå med, I kan holde i hånden, når I går ind, og bagefter skal I køre. I fortæller, at I forstår at hun savner jer, I savner også hende, men I ses igen i eftermiddag og så er det farvel.

Når I fortæller hende, at I forstår hende og forstår at det er svært, så vil hun ikke føle sig forkert, og hendes følelser er ikke forkerte. I kan således godt give hende en følelse af at blive forstået, selvom tingene er nødt til at være som I siger - selvom I er nødt til at sige farvel. Så ja, en balance mellem at vise forståelse, men også stoppe et "cirkus", som hurtigt kan blive forlænget… I må godt til en vis grad være lidt bestemte, og præcis, som du selv skriver, "fortælle hende, at det er ok, at hun savner, men nu SKAL hun gå med ind og sige farvel".

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Glæder mig til at følge jeres lille familie, nu hvor du har fulgt med på sidelinjen, og også er gravid igen…:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---