Svar: Når en anden voksen overfuser ens barn

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af, hvad I har oplevet:)

Uanset om man er voksen eller barn, er det ikke rart at føle sig overfuset, først bliver man overrasket, fordi reaktionen ofte er uventet og voldsommere end man normalt ville forvente, så bliver man ked af det, fordi man har svært ved at reagere, svare for sig, og man har en følelse af bare at skulle tage imod de verbale slag, som man får.

Og din datter hun bliver rigtigt ked af det, hun siger undskyld, gentager sit undskyld men er så forskrækket over det hele, at hun kommer til at tisse i bukserne, og det gør hende naturligvis endnu mere ked af det.

Hvis man skal prøve objektivt at se, hvad der sker i situationen, ud fra det du beskriver, så leger din datter sammen med nogle andre lidt større børn og legen bliver nogle gange lidt voldsom, hvor de smider med bamser. Du er opmærksom på det og beder et par gange din datter lege mindre voldsomt. I lokalet er også andre forældre og forældre med mindre børn - den pågældende far føler måske at legen blandt de store børn er voldsommere end han bryder sig om, og da det så går galt og bamsen rammer ham og hans barn, så bliver han vred - derfor skælder han ud. En anden mulighed er dog, at han faktisk er vred over noget helt andet, der kan være mange grunde til at han er i dårligt humør, og da bamsen rammer ham og hans barn, er det dråben, der får bægeret til at flyde over… Det behøver faktisk ikke ha noget med din datter at gøre:)

Nogle gange kan man godt, fordi man bliver forskrækket, komme til at reagere for voldsomt og her er det vigtigt, at sige undskyld efterfølgende - altså at vi voksne kan sige undskyld - og vi kan godt være enige om, at man jo ikke skal skælde ud på børn, men forsøge at sige tingene stille og roligt. Det kan være fristende at skælde ud på andres børn, fordi man synes at de opfører sig dårligt og man kan være bange for at ens eget barn, skal lære at de "unoder", som andre børn viser. Og vi ser ofte anderledes på andres børn end vi ser på vores egne børn - sådan er det desværre. De pågældende far kan derfor godt have et andet billede af, hvad der er foregået end du har…

Når det er sagt, så berettiger det dog ikke, at han skælder ud på din datter. Hvis han synes der er et problem, så kunne han måske have sagt det til dig stille og roligt, før det så gik galt. Men igen ved vi jo alle sammen, at det er rigtig svært at sige noget til andre forældre…

Hvad skal du gøre i en sådan situation? Ja du skal sådan set gøre det, du har forsøgt, nemlig at vise din datter spillereglerne for at være, hvor I er. At man ikke må kaste med ting, skal lege mere stille osv. Guide hende, stille og roligt. Og så går det nogle gange galt, som ...

---

---

... det skete hos jer, og bamsen rammer en far og hans barn, så maden tabes og han råber. Og igen - hun reagerer rigtigt - hun siger undskyld, faktisk gentager hun sit undskyld og han svarer også med et "så er det vel i orden". Det lyder i mine ører som om at han godt ved, at reaktionen var for voldsomt og at der ikke er grund til at diskutere det yderligere - og det er også den fornemmelse du lige umiddelbart har. Din datter virker til umiddelbart at være blevet lidt paf, ligesom du selv blev, men I kommer videre, hun putter sig, I læser … Super! Problemet opstår, fordi du pludselig mærker, at hun reagerer meget voldsommere end du lige troede. Hun blev faktisk rigtig ked af det, og nu er hun så ked af det, at hun ikke længere vil derhen.

Hele situationen, og det at hun ender med at tisse i bukserne, har været så svært for hende, at hun nu helst vil holde sig væk… men I kan jo ikke holde jer væk og et eller andet sted, så skal hun jo lære, at selvom nogen bliver sure, så bliver de gode igen og dagen fortsætter, man kommer videre. Det er rigtig vigtigt ikke at bære nag og det går begge veje - man kan derfor diskutere, hvorvidt det er nogen god idé, at du går tilbage til den pågældende mand og diskuterer situationen. Det afhænger i hvert fald meget af, hvordan det foregår. Nogle gange kan det være godt at tale det igennem og få sat lidt ord på, andre gange er det bedre at lade det passere og opleve at komme videre, det er glemt.

---

---

---

Du skal naturligvis overfor din datter betrygge og berolige med sætninger som "jeg går med dig", "jeg passer på dig", "vi skal hygge os, dig og mig" osv. Hvis hun direkte spørger til den sure mand, så kan du sige "pyt med ham, han er sikkert blevet god igen" eller lignende. Du kan også spørge hende, hvad hun er bange for. Hvis du ved, hvad det er som gør, at hun ikke vil derhen, så kan du tage udgangspunkt i det. Måske siger hun, at hun er bange for at han skal råbe af hende igen - og her kan du så svare, at det vil du ikke have, så hvis han råber, så vil du bede ham lade være (hvilket du jo så skal holde). Det kan også være hun siger, at hun er bage for at komme til at tisse i bukserne igen og så kan du svare "det var et uheld, det sker nok ikke igen, men hvis det gør, så er det helt okay". I kan evt. tage skiftetøj med, så hun har den sikkerhed, hvis det er det, som er problemet.

Din løsning med at sige til ham, at han aldrig skal tale med dine børn igen tænker jeg vil være med til at forstærke problemet. I stedet vil det være bedre, hvis I taler sammen og hver især finder ud af, at I faktisk er søde mennesker, som bare gerne vil i kirke og hygge med jeres børn….

Jeg håber, du kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---