Svar: Pasning hos familien

---

Kære Camilla

Tak for dit brev :)

Jeg hører om det tit - presset fra bedsteforældrene, om at få lov til at passe, og det er jo rigtig dejligt, når bedsteforældre står parat og rigtig gerne vil passe deres lille barnebarn. De synes hun er noget af det dejligste, og de vil rigtig gerne lære hende at kende, knytte bånd og skabe tillid - og det er guld værd! Men, når det er sagt, så er det med den alder jeres datter har lige nu, ikke hendes behov at blive passet - det er et voksent behov.

Der skal naturligvis være plads til at andre kan passe vores barn, og at vi voksne nogle gange har brug for en tur i byen eller lignende. Men vi skal være bevidste om, at det er vores behov, som vi dækker. Det lille barn har ikke brug for at blive passet af andre end mor og far.

Børn har brug for tilknytning til vigtige voksne, det er vigtigt for barnets udvikling. Barnet vil fra fødslen knytte sig særligt til en person, som vil være den der fungerer som barnets sikre base, altså den som barnet altid vil søge og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Man kalder dette for primære omsorgspersoner, og barnet kan godt have flere primære omsorgspersoner - oftest mor og far.

Barnet har også sekundære omsorgspersoner, som det vil gå til, når den/de primære ikke er til stede. Det kan f.eks. være en bedsteforælder, en dagplejer, en pædagog i en vuggestue osv. Det er altså en person barnet søger, når den primære omsorgsperson ikke er til stede.

Hvis I er rigtig meget sammen med bedsteforældrene, hvis I ses dagligt eller flere gange om ugen, så vil bedsteforældrene nogle gange kunne deltage i barnets opvækst næsten på lige fod med forældrene - og her kan bedsteforældre derfor godt fungere som en primær omsorgsperson. Nogle vælger at flytte sammen, så de tre generationer bor på samme matrikel, og det giver naturligt et ekstra bånd mellem bedsteforældre, forældre og børn.

Hvis jeg skal prøve at sige tingene meget firkantet, så er min holdning den, at jeres datter ikke har brug for at komme på ferie hos sine bedsteforældre, før hun er så gammel, at hun selv kan give udtryk for, at det vil hun gerne. Det betyder ikke, at I ikke skal være sammen, for naturligvis skal I det. Hun vil netop have glæde af at opleve jer sammen, hun vil spejle sig i dig, og det du signalerer, og det vil gøre hende tryg, at hun ...

---

---

... ser, at du er tryg ved situationen, bedsteforældrene osv. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvor du er, når hun ikke kan se dig. Hun ved ikke, hvor du går hen og kan ikke forklares, at du kommer igen. Hun kan heller ikke forholde sig til tid og ved derfor ikke, om du er væk i 5 minutter eller i 5 timer. Når hun ikke kan se dig, vil hun naturligt føle sig forladt og alene - og det er så her, at bedsteforældrene naturligt kan træde ind og hjælpe - ligesom en pædagog i vuggestuen osv. kan - men det er ikke det samme som mor og far.

Jeg synes, det lyder som om at du er meget fleksibel og lytter rigtig meget til bedsteforældrenes ønsker, hvis du lader din datter passe fra lørdag morgen til søndag eftermiddag. Hvis alle er trygge og glade for denne løsning, så er det fint. Men det skal holdes op mod, hvor meget hun i øvrigt bliver passet? Hvis hun er i dagpleje eller vuggestue om dagen og hos bedsteforældrene i weekenden, så er hun pludselig meget lidt sammen med sine forældre, og det synes jeg faktisk kan være problematisk…. Så kan det være bedre, hvis bedsteforældrene har mulighed for at passe hende i dagtimerne nogle gange imens du og hendes far er på arbejde.

---

---

---

Jeg tænker, at hun vil have størst glæde af, at I er sammen, og at bedsteforældrene kommer på besøg hos jer, så hun er hjemme. Hjemmet er hendes trygge base og derfra kan hun så studere verden, opleve og lære. Hun har også en alder lige nu, hvor hun går igennem separationsfasen, altså hvor hun øver sig i at være på afstand af sine forældre. Fra at have siddet på skødet, har hun siddet ved dine fødder, og nu begynder hun at kravle, bevæge sig over gulvet, rejse sig ved tingene osv. En gang imellem skal hun tilbage til dig, lige have et lille knus og et kram, mor-depotet skal fyldes op, og så er hun parat til at kravle lidt videre på egen hånd. Andre gange er det nok for hende lige at kikke efter dig, du ser hende, pludrer med hende "hej skat, jeg er lige her" og så kravler hun videre på egen hånd.

I denne alder vil børn ofte også kunne blive kede af det, hvis du f.eks. lader hende være i stuen, og du selv går i køkkenet eller ud på badeværelset. Hun har brug for at vide at du er der og hun har brug for at se dig, for at vide at du er der. Derfor skal du naturligt være der så meget som muligt :)

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---