Brev:

Behov og grænser - hvordan?

Kære Helen.

Så blev det min tur til at skrive. Jeg gør stor brug af din brevkasse og har flere af dine bøger, men har endnu ikke rigtig fundet noget, der handler om det, der optager mig for tiden.

Jeg har altid været meget optaget af det psykologiske aspekt af mennesket og har en naturlig nysgerrighed indenfor dette felt. Jeg har samtidig haft brug for at arbejde med nogle sider af mig selv, som ofte har gjort livet lidt bøvlet for mig. Derfor har jeg gennem en lang årrække haft stor fokus på positive og mindre positive sider af mig selv.

Et gennemgående tema, der igen og igen er vendt tilbage, er behov og grænser. Jeg har haft meget svært ved at mærke mig selv og måttet arbejde meget på at mærke egne følelser og behov og ikke mindst at turde udtrykke disse og stole på, at jeg har lov til at føle som jeg gør, uden at jeg er forkert eller skal være anderledes. Dette har selvfølgelig også gjort at jeg har haft svært ved det med grænser, både i forhold til at sætte dem, men også i forhold til at mærke andres grænser og overholde dem. Efter jeg er blevet mor er disse temaer blusset op i fuld flor.

Nu er det så, at det er blevet særlig vigtigt for mig at min søn på nu 7 mdr ikke skal igennem det samme, som jeg har oplevet med ikke at kunne mærke mig selv. Og hvordan dælen undgår jeg det?
Her tænker jeg på arv og miljø og på, hvor svært det er at komme udenom de følelsesmæssige mønstre, som vi ofte automatisk kommer til at overtage fra vores forældre.

Jeg gør rigtig meget ud af at prøve på at aflæse min drengs behov og give ham det, han har brug for, når han beder om det (græder, rakker armene ud efter mig, vil lege med noget han ikke kan nå, vil op at stå, øve sig i at kravle, har brug for at være tæt med mig osv.) og samtidig at give ham plads til at udtrykke sig og vise, hvad han gerne vil, inden at jeg giver ham det.

Jeg prøver også på at respektere hans grænser ved at lade ham gøre ting selv uden at jeg blander mig unødvendigt (når han spiser, leger selv, hygger med andre), holder øje med hans ansigtsudtryk når vi leger og pjatter og undlader at han græder mere end højst nødvendigt, hvis det kan undgås.

Men, Helen, ind i mellem tænker jeg på, om det er en umulig mission, jeg er på? Kan jeg undgå at overskride hans grænser, og gør jeg ham i virkeligheden en bjørnetjeneste ved at være så opmærksom på hans behov og grænser?

Når vi er til familiefester og lignende er andre jo ikke ligeså opmærksomme på hans behov og grænser, og hvad så? Han vil jo løbende komme ud for, at hans behov ikke opfyldes eller at hans grænser overskrides.

Jeg er sådan i syv sind i forhold til, hvor meget jeg skal gribe ind, når vi er sammen med andre, der ikke kender ham på samme måde, som jeg gør. I weekenden var vi f.eks. sammen med svigerfamilien og da vi skulle hjem og jeg gav vores dreng tøj på, strøg Farmor ind foran mig og ville hjælpe med at give vores dreng, som var i armene hos far, tøj på. Vores søn vendte hovedet væk og blev fjern i blikket - noget han ofte gør, når der sker meget omkring ham, men sjældent overfor hans far og mig - og jeg tænkte, at han nok havde fået rigeligt af alle de mennesker og følte at hans grænse var nået, og jeg ville helst sige til svigermor, at jeg nok selv skulle give ham tøj på. Men hun ville jo bare så gerne, og jeg har SÅ svært ved at sige fra, selvom jeg gerne vil.

Det samme da vores dreng pludselig endte med at gå fra arm til arm til festen. Jeg havde lyst til at hive ham hen til mig og ikke give slip igen, men det gik jo godt nok og selvom han var lidt mut, så klarede han det så flot. Græd ikke og da han på et tidspunkt søgte mit blik, fik jeg det største smil fra ham. Han skulle lige sikre sig, at jeg var der og det var jeg jo. Holdt skarpt øje med ham, klar til at gribe ind, hvis han skulle blive ked af det.

Men da jeg kom hjem var jeg bare så ked af det. Begyndte at tude og først senere gik det op for mig, at det hele havde været grænseoverskridende for mig og at jeg følte, at jeg ikke havde været der nok for min søn. At jeg skulle have passet bedre på ham og sagt fra på hans vegne.

Jeg ved jo godt at det ikke er for hans skyld at han bliver sendt på runde. Svigerfamilien ser ham sjældent og jeg får dårlig samvittighed over, at de ikke må holde ham, når de nu så gerne vil. Han skal jo også lære dem at kende, men jeg synes ikke det er den bedste måde, at skulle forholde sig til et hav af nye mennesker på een gang og ved at gå ...

... fra arm til arm. Grænser igen.

Jeg er så bange for at ødelægge vores dreng - med det resultat at jeg er blevet snotforvirret og i min iver oven i købet er endt med at være grænseoverskridende i forhold til hans far, fordi jeg ofte ender med at fortælle ham, hvordan jeg synes han skal gøre og være overfor vores søn. Det er jo ikke holdbart og samtidig dybt ironisk, fordi jeg jo ved at være grænseoverskridende på den måde, netop lærer vores søn at det er sådan man gør i forhold til andre :-/

Jeg har mistanke om, at vores søn er særligt sensitiv (hvilket jeg også selv er) og derfor føler jeg en ekstra trang til at beskytte ham.
Hans far går ikke særligt meget op i følelser og behov og er min dimentrale modsætning på det punkt. Han tænker ikke specielt over tingene og ser ingen problemer i de forskellige situationer, ligesom jeg gør.

Tværtimod synes han godt at vores søn kan vente lidt, når han har et behov, at han ikke behøver at få sin "vilje" hele tiden og at børn bare er udspekulerede og snu.
Jeg har prøvet at forklare ham, at når vores søn har et behov, så skal der reageres, at børn ikke er hverken snu, udspekulerede eller manipulerende og at vores søn kommer først. Hans far er ofte fraværende fordi han lige skal se tv, tjekke sin mail, skrive en SMS eller se noget på sin iPad.
Det får mig til at være lidt efter ham og minde ham om, at han er nødt til at være der for vores søn og at han er nødt til at tilsidesætte sig selv noget mere.

Jeg synes ærlig talt, det er noget rod og prøver at sige til mig selv, at hans far godt kan varetage vores søns interesser, men jeg har flere gange oplevet det modsatte. F.eks. bliver der ikke skiftet ble, givet mad (hans far kender ikke hans rytme - hverken søvn eller spisetider og går heller ikke rigtig op i det. Det er mest mig, der er sammen med vores søn, både i dagtimerne og i weekenderne). Sidst hans far tog sig af ham nogle timer, var vores dreng fuldstændig overtræt, da jeg kom tilbage. Jeg spurgte, om han ikke havde set, at han var så træt (han sad foran computeren med vores søn på skødet) og han svarede, at det havde han da. Målløs spurgte jeg, hvorfor han så ikke havde gjort noget?

"Hvad skal jeg gøre da?" var hans svar og jeg var helt i chok over, at han ikke selv havde regnet ud, at han skulle lægge ham til at sove.

Der har også været nogle gange, hvor han er blevet meget hurtigt frustreret over vores søn, når han græder og er der endt med nærmest at smide ham i armene på mig, hvorefter han mukker over, at vores søn falder til ro hos mig og ikke hos ham. Enkelte gange har han sagt nogle hånlige ting til vores søn i de situationer. Det bekymrer mig virkelig.

Til hans forsvar skal siges, at han er god til at gøre det bedre, når jeg har påpeget ting overfor ham, men mange af de ting, som jeg synes burde være en selvfølge, skal først påpeges. F.eks. at basale behov skal tilgodeses, at han skal være nærværende bare en del af tiden, når han er sammen med vores søn, at han er nødt til at kende vores søns rytme og rutine, når han skal tage sig af ham.

Min kæreste kommer fra en familie hvor der ikke tages hensyn til hverken behov eller grænser og det synes jeg i den grad kan mærkes. Også når vi er sammen med svigerfamilien.

Når nu faren ikke er opmærksom på det med grænser og behov - heller ikke de helt basale - så får jeg endnu mere trang til at gøre det endnu bedre, for så er der måske en chance for, at vores søn får det lært trods to forældre, der ikke kan finde ud af det.

Hvad tænker du om alt det her, Helen?
Er jeg helt galt på den i forhold til at være opmærksom på min drengs behov og grænser?
Skal jeg gribe mere ind når andre er sammen med ham og jeg fornemmer at nu har han fået nok? Er det mig, der bare er pylret?
Og hvordan gør jeg i forhold til hans far, når han ikke er opmærksom, men jeg samtidig ikke har lyst til at skulle opdrage på ham (også) og være moragtig overfor ham?
Jeg vil så gerne stole på, at min kæreste tager sig godt af vores søn og ikke være så opdragende/belærende overfor ham, men er samtidig bange for, at han ikke magter at tage sig ordentligt af vores søn.

Min kæreste er på mange punkter en god far, men jeg er bekymret for, hvordan hans til dels manglende fornemmelse for vores søn kan påvirke vores drengs udvikling på længere sigt.

Det blev en vildt lang smøre. Håber du kan finde hoved og hale i det, trods alt :-)

Venlig hilsen
En forvirret mor, der vil det bedste.

Læs Helens svar »

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Vil ikke skemaden

Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....

Læs hele brevet og Helens svar

21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

Putning og nattesøvn for tvillingepiger

Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...

Læs hele brevet og Helens svar

19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.

Natamning - snart 8 mdr.

Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...

Læs hele brevet og Helens svar

18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Putning og for meget natamning

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...

Læs hele brevet og Helens svar

17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?

Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: