Svar: Amning fra begge bryster
Kære mor til tre snoaber :)
Velkommen tilbage og kæmpe stort tillykke med at I har fået en lillebror - hvor er det bare dejligt! Og det lyder som om, at det går rigtig godt - han er en stor dreng, der er glad for at blive ammet, super!
I princippet kan man ikke tømme et bryst, så når vi siger det, så er det egentlig forkert. Der vil altid være lidt at komme efter, for når barnet lægges til brystet og dier, så sendes der nogle signaler til hjernen om at er skal produceres mælk og at nedløbsrefleksen skal gå igang og det sker hele tiden under en amning.
MEN du vil ofte kunne mærke forskel på det bryst, som barnet har spist af og det bryst, som han endnu ikke har spist af og på den måde vil du kunne fornemme, at det ene bryst virker "tømt" i forhold til det andet.
Man siger at det ofte vil tage ca 3 uger at etablere en amning. Den første tid vil du ofte overproducere lidt og så vil mælkemængden tilpasse sig barnets behov. Der vi ofte komme ekstra væske i brystvævet, som ikke er mælk, men mere en påvirkning af at amningen nu states op og derfor vil du ofte mærke ekstra meget brystspænding i starten. Nogle gange kan brystspændingen være så stor, at din dreng vil have svært ved at få rigtig fat på brystvorten. Stille og roligt, så begynder amningen dog at normalisere sig og den kraftige brystspænding forsvinder - det betyder ikke at mælken er forsvundet, det betyder blot at mælkemængden nu passer til din drengs behov.
I begyndelse vil du ofte også få at vide, at du skal sørge for at amme ligeligt fra begge bryster, fordi det er vigtigt at stimulere godt til mælk på begge sider, men nu vil det derimod være rigtig godt, hvis du ammer fra et bryst af gangen.
Det er sådan, at mælken består af flere dele og den første del af mælken er vandholdig og slukker tørsten. Hvis man malker ud, så ligner den lidt skummetmælk i konsistensen. Derefter kommer den egentlige mad, som ligner lidt letmælk og til sidst kommer så fløden, som er en lidt federe mælk. Hvis man malker ud, så vil fløden lægge sig øverst i flasken og sidde let fast på siden af ...
... flasken indvendig.
Hvis du ammer lidt på begge bryster, så risikerer du at han får for meget af den vandholdige mælk. Det vil ofte give mavekneb og uro og derfor er det nu vigtigt, at han får lov til at spise så længe fra et bryst af gangen, så han får den rigtig mad og den lidt federe mælk med ud. Desværre kan man ikke sige, hvor længe dette er. Det afhænger helt af, hvor godt din dreng dier og arbejder med brystet, samt af hvor hurtig en nedløbsrefleks du har. Nogle børn vil kunne "tømme" et bryst på 10 minutter, andre børn bruger 40 minutter på det…
Det kan være en god idé at du ammer med forskellige ammestillinger, fordi din dreng stimulerer og tømmer brystet forskelligt alt efter, hvordan han lægges til. Du kan med fordel lægge dig ned at amme om natten og måske midt på dagen - så får du også selv lidt hvile:) Og du kan også med fordel gøre det, at du starter med at amme ham i den traditionelle stilling, hvor han ligger med maven mod din mave og ligger i dine arme. Og når han så har spist her, dier effektivt og godt, slipper og skal bøvse, så tager du ham op, lader ham komme af med luften. Herefter lægger du ham så til igen, men denne gang i tvillingestillingen, hvor han ligger med kroppen under din arm og med maven mod din side. På den måde hjælper du ham til at få "tømt" og arbejdet bedst muligt med brystet.
Nogle gange vil det også være sådan, at han ikke er sulten, men måske tørstig og derfor dier kortvarigt, fordi han så slukker tørsten med den vandholdige mælk. Det kan være, at du f.eks. har ammet ham, når han er vågnet af en lang lur og inden han skal sove igen, så tilbydes han toppen af det det andet bryst, hvor han så får en tørstslukker og derefter falder i søvn. Her vil det så være en god idé, at du, når han vågner igen, starter me at lægge ham til det bryst, hvor han har taget toppen og lader ham spise i bund der - så du igen "tømmer" brystet, før du så lægger ham til modsatte side.
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke og glæder mig til at følge jeres lille familie igen:)
Rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
28. august 2025 | Amning | 14 mdr.
Kære Helen. Tak for dine tidligere, meget dybdegående og brugbare svar....
13. august 2025 | Amning | 13 mdr.
Kære Helen. Vores datter ammes fortsat delvist. Hun ammes slet ikke om...
Viden om børn:
Fladt baghoved
Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.




