Svar: Mad - 23 mdr.

---

Kære Oskars mor

Tak for dit brev :)

Jeg kan godt forstå, at det med maden fylder rigtig meget hos jer, og det er helt naturligt, at du gør dig en masse tanker. Du ved jo godt, hvor vigtigt det er, at Oskar spiser, og at han har brug for så varieret en kost som muligt, og det er naturligt frustrerende, når han skubber maden væk, lukker munden, forlader bordet eller går hen og finder noget, som han hellere vil have…:)

I har naturligt nogle madmæssige udfordringer, og det lyder som om at I arbejder rigtig godt med det og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar. Der er dog også den aldersmæssige udvikling som spiller ind hos jer - det handler altså ikke "kun" om maden, men også om Oskars spirende selvstændighed og stadig manglende verbale sprog…

Situationen om aftenen, som du beskriver - han er glad, sætter sig til bords, vil gerne have risretten og er parat til at spise, lige indtil han opdager krydderurterne i sovsen… Her udløser maden eller situationen det man kalder for et anfald af fortvivlelse. Dette sker, fordi han hjernemæssigt stadig er meget umoden - han har masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke optimalt og mange steder mangler forbindelserne. Disse forbindelser dannes stille og roligt i samværet med jer, netop i disse situationer.

Når Oskar får anfald af fortvivlelse, så er han oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at opdage at retten ikke er som han havde forestillet sig - det kan være krydderurterne i sovsen eller at I har kommet sovsen hen over risene og han havde forestillet sig det serveret hver for sig… Det kan også være andre ting i hverdagen - at skoene driller, at maden falder af skeen, at klodserne ikke vil stables. Det vil ofte være små ting, som i jeres øjne vil virke som bagateller - men for ham betyder det rigtig meget.

Det er vigtigt at I viser ham at I forstår ham. Og det kan hjælpe ham, at sætte ord på "åh, driller skoene, det er også dumt" eller "hov, var der sovs på risene, sikke noget", så han føler at I forstår hvorfor han reagerer. Og I må så prøve at vurdere, hvor meget I kan få lov til at hjælpe ham i situationen.

Nogle gange vil det hjælpe at I tager ham over til jer, tager ham på skødet, holder om ham, trøster og beroliger "så lille skat, det er også dumt, såå lille ven" - uden at stille krav, blot rumme hans fortvivlelse og frustration. Andre gange vil han ikke kunne klare jeres fysiske kontakt lige med det samme og her vil det være godt at I stadig er der, holder jer i nærheden, taler beroligende "kom skat, kom herhen til mig, kom lille ven", så han hører at I stadig gerne vil ham og at I kan bevare roen, når han ikke kan. At kunne rumme ham betyder at I kan holde ud at han har det som han har det, I forsøger ikke at lave det om og I tager det ikke personligt.

Når han har anfald af fortvivlelse, så vil I ofte mærke, at han har brug for jer. Hvis I prøver at gå fra ham, så vil I opleve at han går grædende efter jer "gå ikke fra mig mor", og det gør han, fordi han netop har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

I forhold til aftenen med risretten, så vil I nogle gange også kunne aflede ham, få hans opmærksomhed drejet hen på noget andet. Det kan være, at I har en lille kande på bordet og f.eks. opfordrer ham til selv at hælde vand op i sit glas "se her, her er en kande, vil du selv hælde?". På den måde bliver han afledt fra tallerkenen med mad, men er fortsat med ved bordet. Han får også ...

---

---

... en opfattelse af at kunne mestre, at kunne noget selv. Og det er rigtig vigtigt og rigtig godt - især fordi han jo lige har haft følelsen af at maden var forkert og at han ikke rigtig kan give udtryk for verbalt, hvad det er der er galt…

Nogle gange kan det også være en god idé at give ham et stykke flute med lidt smør eller lignende, hvis I får det sammen med retten, så han kan starte med at spise det og naturligt gå igang med måltidet og efter lidt tid, så vil han måske være parat til at prøve risretten alligevel.

Det er generelt en god idé at sørge for, at han altid får serveret et eller andet, som I ved at han er tryg ved og gerne spise. Det kan være et lille stykke brød, lidt kogt pasta eller lignende. Når der er noget som han kan lide, så kan han starte med dette og lærer på den måde at gå igang med maden, når der er sagt værsgo - og stille og roligt vil han så måske få lyst til at spise lidt af den øvrige mad.

Med hensyn til frugt og grønt, så er det rigtig fint, at du forsøger at lade det indgå naturligt i madlavningen, - brug også frugt og grønt i bagværk. Du kan bage boller med f.eks. æble, forskellige bær, gulerødder, kartofler, spinat… Prøv også med lidt juice, du kan købe mange slags juice, eller smoothies, - måske vil han drikke det…

Og pyt med hvis det mest er pasta og frikadeller der glider ned. Prøv at holde fokus på, at han skal være tryg og glad ved at spise og at måltiderne ikke skal være en kamp. Hvis han stille og roligt bliver glad for at spise, så vil han også være mere tryg ved at smage forskellige ting.

---

---

---

Du skal ikke have det dårligt med at servere et godnatmåltid. Det er vigtigt at han ikke går sulten i seng og han har brug for mange små måltider dagen igennem. Et godnatmåltid serveres dog adskilt fra aftensmaden, så det er ikke sådan, at han kan afvise sin aftensmad og i stedet få noget andet. En aftenrytme kan f.eks. være sådan, at I spiser aftensmad kl 18, han kommer derefter i bad, tilbydes et godnatmåltid kl ca 19.30-19.45, får børstet tænder og bliver derefter puttet.

Et godnatmåltid kan være en grød, det kan være en bolle, lidt havrefras, cornflakes er også okay en gang imellem, da han er glad for dette:) Det kan også være rester fra aftensmaden - lidt pasta, en frikadelle, et stykke rugbrød. Det er vigtigt at det ikke er mad, som har et højt indhold af sukker og der skal ikke sukker på de cornflakes, som han evt. spiser…:)

Madro er vigtigt - og nogle gange kan det faktisk være en god idé at lave en tallerken med lidt forskelligt, stille det på bordet, ved hans høje stol. Naturligvis vise ham, at maden er der "se skat, dejlig mad, er du sulten?" - men lade ham selv styre lidt, hvornår han er parat. Så kan I netop opleve det samme ske, som da den halve bolle stadig stod fremme, at han pludselig går hen og spiser den…

Udnyt også de situationer, hvor han viser behov for mad og virker sulten - f.eks. når han går hen og selv finder cornflakes, havrefras osv. i skabet. Det er et meget tydeligt signal at sende "jeg er sulten, derfor finder jeg mad". Anerkend dette "er du sulten skat, sæt dig hen på din stol, så får du lidt at spise". På den måde holder I fast i at måltider indtages ved bordet i den høje stol. Måske kan han godt få lidt havrefras eller cornflakes, og ved siden af dette, så få serveret noget, som I synes vil være bedre for ham - så det ikke er et spørgsmål om enten eller men både og. På den måde vil han måske spise lidt mere og igen være tryg ved at prøve at spise lidt frugt, lidt af en bolle eller hvad du nu også giver ham.

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre :)

Fortsat god appetit - og fortsat god sommerferie!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---