Svar: Selvstændighedsalderen og nej’er

---

Hej med dig

Tak for dit brev og dine gode spørgsmål :)

For det første - det lyder bestemt ikke som om at du opdrager et egocentreret barn, der ikke kan tænke på andre end sig selv. Børn lærer netop at vise hensyn til andre, at lytte til andre, at give plads til andre osv. ved at vi er der for dem. Vi skal vise børn det, som vi gerne vil lære dem - så det er når du lytter til din dreng, giver ham plads, nogle gange lader tingene være, som han gerne vil, fordi du naturligt tager hensyn til at han også har en vilje og nogle ønsker - at han lærer at behandle andre på samme måde.

Børn er små mennesker med rettigheder og de skal naturligvis mødes med anerkendelse og som de små mennesker de nu engang er. Jeres dreng skal ikke mødes som et lille barn med en voksen hjerne, han er et lille barn med et lille barns hjerne. Han har IKKE et mål der går ud på at modarbejde jer forældre, han har ikke et ønske om at irritere jer eller provokere jer. Det eneste han beder om og det eneste han har brug for er tryghed og tillid til, at han altid kan komme til jer. At I vil hjælpe ham og være der for ham - mor og far vil altid hjælpe dig, uanset tidspunkt på døgnet og uanset hvad der sker.

Børn der bliver mødt med autoritet, straf, magt - børn som får rigtig meget skæld ud og som bliver råbt af, vil få aktiveret de centre i hjernen som gør dem bange, som giver frygt. Børn der bliver mødt med forståelse og empati - indføling - vil naturligt udvikle evne til selv at sætte sig ind i andre, vil kunne trøste og berolige andre.

Du lyder til at være en god mor! Du lytter til din dreng, forsøger at møde ham og hans behov. Naturligvis har du også visse grænser og der er ting, du der nødt til at lave i hverdagen, men så tager du ham med, inddrager ham, så han stadig mærker at han har en plads, så han ikke føler sig afvist. Og nej - du skal ikke sige f.eks. "er du så færdig med det der?!". Hvis der er noget han skal stoppe med, så skal han på en stille og roligt måde have at vide at det er forkert, han skal lære, hvad han så kan gøre i stedet og han skal hjælpes videre til en ny leg eller hjælpes til at lave noget andet.

Og ja - du skal overveje dit nej og hvorfor du siger nej. En dag kan meget hurtigt blive fyldt med "nej!", "nej!", "nej!" og når barnet endelig ligger i sin seng om aftenen, så har dagen ikke været særlig rar for hverken børn eller forældre. Vi voksne skal altid overveje, hvorfor vi siger nej - måske er vi trætte og kan ikke lige overskue det barnet vil, men hvis vi tænker over det, så er der måske ikke noget i vejen for at det kan blive som barnet ønsker - og børn der en gang imellem oplever at få "ja!" vil naturligt også bedre kunne acceptere, når der så siges nej.

Det er rigtigt, at du ikke skal være eftergivende, som er "nej, nej, nej, jamen så gør det da". Børn af eftergivende forældre vil ofte være mindre selvstændige, de vil være udforskende og de vil ofte mangle selvbeherskelse. Du skal heller ikke være autoritær. Autoritære forældre lægger vægt på myndighed og kontrol. De har klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som det har fået besked på, så falder der en straf. Børn af autoritære forældre mister ofte respekten for deres forældre.

Du/I skal prøve at være myndige forældre. Når man er en myndig forælder, så sætter man klare grænser for barnets opførsel. Du forklarer, hvorfor det er nødvendigt med regler og du forklarer, hvorfor ...

---

---

... reglerne er der. De krav du stiller til dig barn, passere til barnets alder og udvikling og du er således realistisk omkring, hvad du kan forvente af dit barn. Du lytter, du indgår i dialog, du finder en løsning som tilgodeser jer begge - og hvis og når det en gang imellem er nødt til at være som du siger, så viser du stadig dit barn forståelse. Børn af myndige forældre viser ofte stor selvstændighed og selvbeherskelse og de er glade og tilfredse. De er mødt ligeværdigt og de stoler på deres forældre - de føler lyst til at gøre, som forældrene siger fordi de har tillid til at mor og far vil dem det bedste.

Der vil som du selv er inde på, være situationer, hvor du som voksen er nødt til at trumfe din vilje igennem - f.eks. at jeres dreng skal sidde i sin autostol, selvom han ikke har lyst. Og her er du naturligvis nødt til at holde fast, selvom tårerne springer og han føler det dybt uretfærdigt. Der er her vigtigt at du sætter ord på, så han hører at du forstår ham - "det er også dumt, jeg ved det godt", "jeg skynder mig, så kører vi lige om lidt" eller lignende, så han hører at du ved, hvorfor han reagerer og at du stadig prøver at hjælpe ham. Og naturligvis må du også nogle gange aflede, f.eks. ved at pjatte lidt, lave sjov. Det kan du f.eks. gøre når det er tøjet, som giver modstand. Du kan prøve at vende tøjet forkert "hov, hvor er hullet henne, jeg kan ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig"…

Med hensyn til kommentarer som "er du en lille baby", så kommer det meget an på situationen, for nogle gange kan jeres dreng måske godt have behov for at føle sig lille og blive "nurset" lidt ekstra og han vil måske synes det er sjovt eller ekstra dejligt, hvis I tager ham op, holder ham i armene, vugger ham osv. og siger "nåå, vores lille baby, her er vores lille baby, dikke-dikke-dikke" eller lignende så han mærker at I kører lidt med på legen og at han får lov til at lege baby.

Andre gange vil det naturligvis være uhensigtmæssigt, fordi han reagerer som han gør, fordi hans hjerne er umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke særlig godt og mange steder er forbindelserne ikke dannet. Derfor vil han nogle gange kunne bryde helt samme over noget, der i jeres øjne er bagateller, og hvor I måske synes han opfører sig "barnligt".

---

---

---

Dette kaldes for fortvivlelsesanfald og når han har disse anfald, så er det vigtigt at vise han forståelse, vise ham med følelse og igen sætte ord på "sååå, bliver du bare så ked af det, sååå lille ven", "driller skoen, skal mor hjælpe dig?" "ville du hellere have den røde kop og så gav jeg dig den blå, øv altså", "det er også dumt at jeg skar æblet over i både, når du ville have det helt" eller lignende.

Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for at mærke jeres ro, for at kunne finde roen selv - han spejler sig i jer og igen lærer han af jer. Hvis han ikke kan klare jeres berøring med det samme og er helt ulykkelig, så prøv at sætte dig ved siden af ham, så du stadig er der. Tal beroligende "Så skat, jeg er lige her, sååå, bliver du bare så ked af det, kom skat, kom op til mor" eller lignende, så han hører at du er der, falder til ro ved roen i din stemme og kan kravle op på dit skød, når han så er parat til det, blive holdt om og hjulpet til ro igen.

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---