Svar: Den store er ond ved den lille

---

Kære frustrerede mor og faster :)

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre fra dig igen:)

Det er aldrig særlig rart, når der er konflikter mellem børn - det er ikke rart at være forældre til det barn, som det ofte går ud over, og det er heller ikke rart at være forældre til de barn, som reagerer fysisk over for det andet barn… Og børnene kan ikke klare det selv. Det er rigtig vigtigt at I er der, griber ind og guider og hjælper og det er vigtigt at I er opmærksomme på, hvordan I hjælper, når I hjælper.

I skal være meget opmærksomme på at undgå "fastlåste roller". Du skriver at konflikterne har stået på det sidste år og det lyder som om at det i jeres øjne altid er den ældste som starter, som skaber konflikten - men det er det ikke nødvendigvis. Hvis I begynder at se den ældste som "ballademageren" og den yngste som "offeret", så er der en risiko for at de bliver i disse roller og at situationen ikke bedres.

Det er helt naturligt at pigerne har konflikter med den alder de har. Og når de har konflikter, så er der mange følelser på spil. Det er helt naturligt at deres konflikter udvikler sig til skub, slag, bid, spark eller lignende - det handler om at de begge mangler sprog og det er vigtigt at I prøver at huske på, at børn let forløber sig. De reagerer ikke fysisk over for hinanden for bevidst at gøre den anden ondt, og de fleste børn vil blive kede af det, når de oplever at de har gjort noget forkert overfor en anden. Derfor er det vigtigt ikke at skælde ud og råbe højt, men i stedet prøve at anerkende børnene og de følelser, de har. Når pigerne har konflikter, så skal begge piger behandles omsorgsfuldt.

De skal lære sociale kompetencer. De skal lære, hvad det de gør, gør ved den anden. De skal lære empati. Som udgangspunkt vil små børn, alle børn, have en empatisk evne. De vil kunne føle, sanse og være i stand til netop at sætte sig ind i andres følelser fra de er ganske små. Små børn vil altså kunne reagere på, hvordan deres forældre f.eks. har det, forældres sindsstemninger osv.... MEN, når det er sagt, så lærer børn også empati og det lærer de ved at være sammen med andre børn og voksne. Man kan sige at deres empatiske evne udvikles netop i samspillet med andre.

I kan godt lærer pigerne visse sociale ting, som sige pænt tak for en gave, sige tak for mad, sige undskyld osv. men I kan ikke på samme måde fortælle dem, hvordan de skal spørge ind til den anden, være omkring den anden, så den anden føler sig værdsat. I kan ikke fortælle dem, hvordan de skal interessere sig for den anden eller fortælle dem, hvordan man trøster en anden. Det er noget de lærer at måden I forældre er omkring dem på og af måden de er sammen med andre børn på.

Empati bliver nogle gange oversat til at betyde "medfølelse" og det er ikke det samme. For hvis man har medfølelse, så kræver det at man har haft lignende oplevelser og følelser, som den man føler med. Empati er derfor snarere indlevelsesevne, en evne til at sætte sig i den andens sted og fornemme, hvorvidt den anden bliver ked af det, glad osv. Altså en evne til at aflæse andre og forstå, hvad der er det rigtige at gøre. Og det er netop dette I skal hjælpe pigerne med.

I er nødt til at være der og hjælpe dem igennem, når der opstår konflikter. I skal for det første forsøge at være der og forhindre at konflikterne opstår. I skal hjælpe dem med at dele, aflede dem, hjælpe dem med at lege osv. så de ikke når derud, hvor en af dem forløber sig. Jo mere I kan være der undervejs, guide og forklare og ikke lade dem lege alene, jo bedre vil det være.

Når er så opstår konflikter alligevel, så skal I gå ind og "mægle" mellem dem. Lytte og hjælpe dem med at finde frem til løsninger. I skal give dem redskaber til, hvordan konflikterne kan løses så de stille og roligt lærer selv at kunne løse en lignende situation en anden gang.

Når I som voksne går ind og mægler i en konflikt, er det vigtigt, at I ...

---

---

... indtager en neutral holdning. Det er vigtigt, at I ikke automatisk begynder at skælde den ældste ud eller møder dem i fastlåste roller, hvor den ældste er ballademageren. Hun er ved at have en alder nu, hvor hun begynder at kunne sætte lidt ord på, hvorfor hun gør som hun gør og det skal du lytte til - hun føler sig nogle gange presset "gå væk nu!" og det er helt okay at hun siger sådan. Det er hendes måde at sige "jeg kan ikke rumme, at min yngre kusine er der, hun irriterer mig, jeg har brug for lidt tid alene" - men hun har ikke alle disse ord og derfor siger hun "gå væk". Når hun gør dette så får hun ofte skæld ud og det hjælper hende ikke.

Det er vigtigt at løse deres konflikter via en dialog og hjælpe dem med at sætte de ord på, som de hver især mangler. Den yngste ser naturligt op til den ældste, men nogle gange bliver det for meget - det irriterer den ældste, når den yngste siger lyde, vifter i hendes nederdel, forsøger at kilde osv. Og jeres opgave er at forklare den ældste, hvorfor den yngste gør det, at hun gerne vil være med til at lege, at hun synes legen ser spændende ud osv. Ligesom I hen af vejen skal vise den yngste, hvordan man kan lege og ikke irritere :) Og nogle gange skal I aflede den yngste med noget andet, give de to en pause fra hinanden - for at hjælpe dem begge, så det ikke ender med at de fysisk ender i totterne på hinanden.

Når I mægler mellem pigerne:

Vær i øjenhøjde. Sæt dig ned, se på dem, tage dem på skødet eller hold om dem. et at se på dem med et roligt blik og samtidig røre ved dem skaber ro og de mærker at du vil hjælpe.

Lyt til dem. Prøv at få dem til at fortælle hvad der sker. Lyt til hvad de forklarer, men lyt også til de signaler der sendes - og det du måske sker. Hvis den yngste har et bidemærke i armen, så prøv at finde ud af, hvorfor den ældste har bidt eller omvendt… Det er vigtigt at lytte uden at anklage nogen af pigerne.

---

---

---

Undgå at stille spørgsmål og mistroiske sætninger som “hvem begyndte?” og “nu skal I fortælle sandheden” eller lignende. Lyt til det, som pigerne fortælle (så godt de nu kan med den alder de har), lyt uden at drage forhastede konklusioner eller tvivle på dem. Lyt med respekt.

Hjælp dem med at sætte ord på. De kan ikke selv forklare med mange ord og lange sætninger, hvad de tænker og føler. Den ældste kan godt sige "hun er dum" eller "hun siger ååhhhåå og så kradsede jeg hende" - og det er vigtigt at lytte til dette samtidig med at I hjælper den yngste med ord også. De skal høre hvad den anden oplever og også selv opleve at få hjælp. Når den ældste har kradset den yngste, så kan I godt sige "av, det gjorde ondt. Det er ikke rart at blive kradset", så den yngste bliver trøstet og føler sig lyttet til og mødt og den ældste hører at det er forkert. Men I kan samtidig godt lære den ældre, hvad hun skal gøre en anden gang "næste gang kan du sige nej i stedet for, man må ikke gøre noget, der gør ondt på andre". Og I kan også sætte ord på det, som I fornemmer den yngste vil "du vil rigtig gerne lege med dukken?! …

Undgå at tage parti. Det er rigtig vigtigt at I ikke er dommer, når pigerne har konflikter. Hvis I skælder den ene ud og ikke den anden, så tager I parti. Men det er ikke altid kun den enes skyld, de er to om det - og den ene dag startes konflikten måske af den ældste, men næste gange er det måske den yngste som er irriterende…

I skal som sagt være over dem og forsøger at forbygge konflikterne netop ved at være der. Men hvis de har konflikter, så kan det også være en god idé at skille dem ad. Selvom I forældre har det godt sammen og er gode venner, så er det ikke sikkert at pigerne bliver bedste venner - og de skal ikke være tvunget til at lege sammen. Derfor må I godt sørge for at de har hvert deres legetøj, kan sidde for hver sin ende af bordet osv. De behøver ikke være sammen hele tiden.

Jeg håber at I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---