Svar: Trøst og hjælp

---

Kære du

Tak for dit brev og din spørgsmålskvote er bestemt ikke opbrugt. Du må stille alle de spørgsmå du vil - det er jo derfor jeg er her :)

Rigtig mange forældre oplever 6 måneders alderen som en lidt frustrerende periode. Jeres dreng udvikler sig lige nu rigtig meget og det kan mærkes i hverdagen. Han er måske ved at få tænder og kan derfor være lidt pylret og utilfreds, han øver sin stemme og kan skrige meget højt - ikke fordi han er utilfreds, men mere som en stemmetræning. Han bruger sig selv rigtig meget motorisk, begynder at krybe, sparke fra med sine ben, triller omkring, drejer om egen akse, bruger sine arme mere bevidst osv. - og han viser også mere og mere selvstændighed og utilfredshed, når han f.eks. får drejet sig væk fra legetøjet, får sig lagt i en stilling, som han ikke mestrer at komme væk fra, eller hvis du ikke sidder ved siden af ham hele tiden…

Det kan ofte virke som om at man gir og gir hele dagen, og kun får utilfredhed og uro igen - det er naturligvis ikke rigtigt, men følelsen af at han virker mere eller mindre utilfreds og ked af det hele dagen er der ofte i denne alder.

Du skal naturligvis være der, hjælpe ham, forsøge at opmuntre, støtte osv. Det vil f.eks. være rigtig godt, at du lægger legetøjet i en afstand, hvor han kan se det og forsøge at nå det. Ligesom du kan hjælpe ham med at krybe, ved at sætte dig bag ham og støtte/presse lidt på hans fodsåler, skiftevis venstre og højre, for på den måde at hjælpe ham med at finde ud af at bruge benene og fødderne og komme frem.

Nogle gange kan han naturligvis godt blive så ked af det og frustreret over endnu ikke at mestre sine bevægelser, får ramt sig selv med legetøjet osv. at han har brug for at komme op og blive trøstet. Andre gange vil det være rigtig fint at lade ham ligge, fordi han ikke er ulykkelig, men snarere "gal" og netop det kan gøre, at han får mobiliseret den energi der skal til, for at de pludselig lykkes. Hvis han f.eks. prøver igen og igen at få skubbet sig frem mod et stykke legetøj og det ikke lykkes, så kan han godt blive så gal, at han får sparket så meget med benene, at han pludselig triller rundt eller får sparket sig lidt fremad og finder ud af at sådan kan han også komme hen mod legetøjet. Og atter andre gange skal du som sagt hjælpe ham lidt på vej og støtte ham motorisk.

Der er forskel på at trøste og på at "ynke". I skal vise ham forståelse og medfølelse, rumme hans følelser, men uden at det bliver til at I ynker ham - hvis I ynker ham, så kan det netop udløse at han får en eller anden form for "indlært hjælpeløshed" og en følelse af at han ikke kan. Han skal ikke føle sig uduelig.

At vise forståelse og medfølelses betyder at I nogle gange skal tage ham op, holde ham, ...

---

---

... give ham knus, kram og kys - fordi fysisk kontakt, kærtegn og nærhed er den omsorg og trøst han lige der har brug for. Og andre gange vil det være bedre at vise ham forståelse sprogligt "sååå bliver du bare så ked af det, så lille skat, sååå".

At hjælpe ham på vej vil også nogle gange være det far gør - aflede ham, så han kommer ud af situationen og finder ud af at det ikke var så slemt, glemmer det og kommer videre.

At hjælpe ham på vej vil også være at vise positivitet og tro på at han kan selv. Opmuntre ham til at forsøge igen. "Prøv igen skat".

Det bliver mere tydeligt, når han bliver ældre. Et eksempel kan f.eks. være at han rejser sig og falder. Hvis han slår sig, så vil han naturligt have brug for trøst, brug for at der lige bliver pustet, få et kram osv. Men hvis han ikke slår sig, så er det vigtigt at I ikke farer hen og tager ham op. Det er vigtigt at I ikke "ynker ham" og taler til ham som om at han har slået sig voldsomt og det han er igang med er forfærdeligt. I stedet vil det være rigtig godt at I i en sådan situation opmuntrer ham til at prøve igen "hov skat, op igen, op igen".

---

---

---

Når I opmuntrer ham til at forsøge sig igen, så viser I for det første at I har set, hvad han øver, hvad han forsøger. I ser ham, lytter og viser interesse. Men I viser ham også at I tror på at han kan igen. At han kan gøre et nyt forsøg. I er der, holder øje med ham og er den sikre base, som han ved vil være der, hvis han slår sig - men I tror på at han godt kan og på den måde hjælper I ham til at forsøge igen og igen, så han lærer alt det han naturligt skal lære.

Du skriver at du er bekymret for at han ikke føler sig forstået og mødt, hvis I virker glade, når han er kede af det - men her skal du prøve at skelne imellem om han er ked af det, fordi han er slået sig eller måske mere er ked af det, fordi han er blevet lidt forskrækket. Han kan godt, med den alder han har, blive så forskrækket over noget, at han har brug for oprigtig trøst, men i takt med at han bliver ældre, så vil I bedre og bedre kunne skelne, hvad det handler om. Det er klart, at hvis han er oprigtigt ked af det og I så griner og laver sjov, så bliver han ikke mødt. Men hvis han ikke er ked af det, men snarere forskrækket og dermed usikker på, hvad der skete - så vil han kikke på jer, bruge jer som et spejl og når han ser at I tager det stille og roligt, så vil han naturligt også blive mere rolig.

Og når alt dette er sagt, så tænker jeg også at det nok er meget godt at I forældre gør det lidt forskelligt. I behøver ikke være ens, I behøver ikke reagere på samme måde i disse situationer. Måske er det bedste for drengen lige her netop forskelligheden…

Håber I kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---